Læsetid: 8 min.

Lissabon-strategien

Der er for lidt debat om kulturen i EU. Forfatteren Ulf Peter Hallberg har derfor som strategi valgt at udsætte EU for kulturelle påvirkninger og er taget på en litterær rejse til en af Europas hovedstæder for at fravriste byen dens hemmeligheder
Der er for lidt debat om kulturen i EU. Forfatteren Ulf Peter Hallberg har derfor som strategi valgt at udsætte EU for kulturelle påvirkninger og er taget på en litterær rejse til en af Europas hovedstæder for at fravriste byen dens hemmeligheder
14. juni 2007

I 2000 besluttede lederne af EU's medlemsstater ved et topmøde i Lissabon sig for den såkaldte 'Lissabonstrategi'. Man ville fremme integration af social- og finanspolitik, øge beskæftigelsen og forstærke Europas konkurrenceevne.

Satsningen skulle ifølge planen i stor udstrækning omfatte forskning og udvikling, "kreativitet og innovation". Man havde en klar målsætning om at gøre det lettere for små igangsættere, men der blev også formuleret forhåbninger om almene sociale vilkår og retfærdighed.

Syv år senere giver en enkelt søgning på internettet blot ca. 500 hits. Læsningen af diverse politiske dokumenter og udredninger afslører, at implementeringsfasen mest har drejet sig om økonomi og frem for alt informations- og kommunikationsteknik. Rigtig meget handler om afvikling af regler, der spærrer for reklame. Store multinationale foretagender som Telekom figurerer overalt.

Kulturen savnes i høj grad i den strategi, som udgår fra Lissabon, og enkelte aktører formulerer sig da også på baggrund af, hvor lidt der er opnået, i teser som 'hinsides Lissabonstrategien'. Her drejer det sig om en langsigtet agenda for "kreative systembrud" baseret på visioner, der strækker sig over 30-50 år.

Disse interessante perspektiver skitserer et Europa, som ikke forsøger at imitere USA eller Japan, men i stedet satser på Europas videnspotentiale ('for samfundet mod videnskaben' - 'for videnskaben imod økonomien').

En sådan ny Lissabonstrategi skulle hellere intensivere udbyttet med nye markeder som Kina og betragte fornyelse som en krydsbefrugtning mellem kreative samarbejdspartnere. Lissabon som vejviser mod Dar es Saalam, Luanda og Shanghai.

Det er synd, at der er så lidt plads til debat om kulturen inden for EU, eftersom det netop er, når man orienterer sig imod de kulturelle fællesskaber, at det bliver tydeligt, hvorfor der trives en så stor skepsis over for EU: Beslutninger og redegørelser er hierarkiske, man lader hånt om de store almengyldige spørgsmål - alt det, som kulturen hviler på og udgår fra: mennesket.

EU udbasunerer viden, know how, kundskaber og knowledge. Sproget i redegørelserne er knastørt, knudret og i mange tilfælde ulæselig og elendigt oversat bureaukratprosa, som skjuler mere, end det klargør. Hvordan kunne en alternativ Lissabonstrategi se ud i den politisk bevidstløse samtid?

Nyt og gammelt

At lande i Lissabon er skønhedsoplevelse i særklasse. Byen glitrer i sollyset ved floden Tejos udmunding i Atlanten, og man ser tydeligt, hvordan nyt og gammelt eksisterer side om side uden trøstesløse parkeringshuse og sorte glaspanserkolosser.

Aristokratiske paladser flankeres af faldefærdige huse fra 18- og 1900-tallet. Man får indtrykket af et velbevaret miniature-Europa ved siden af alfarvejen: hinsides andre byers motorvejsviadukter og nedrivningsstrategier.

Jeg står i Lissabon og indånder den berusende duft af historien. Min strategi er at udsætte EU for kulturelle påvirkninger. Byen inspirerer én til som en anden Balzac at udnævne sig selv til 'historiens sekretær'. Der findes jo meget håb i lande, der klarer at overleve lange diktatur-perioder - som f.eks. epoken Salazar/Caetano frem til Nellikerevolutionen i 1974.

Det passer perfekt, at byens mest legendariske forfatter, Fernando Pessoa (1888-1935) var en tilbagetrukken kontoransat, som levede sit liv i yderste armod og efterlod sig en vaskekurv fyldt til randen med 20.000 dokumenter. Længst nede lå en håndskreven turistguide med titlen Hvad turisten bør se.

Det er intet mærkværdigt ved den tekst, som blev publiceret for første gang for 60 år siden efter den portugisiske modernists død. Pessoa beskriver huse, gader og monumenter side op og side ned. Manuskriptet lader til at være blevet skrevet med henblik på at skulle sælge - et bestillingsarbejde eller en chancetagning.

Men der findes alligevel en højtidelighed i ansatsen, som er umiskendelig for Pessoa. Selv i disse saglige beskrivelser optræder kunstgrebet med at kalde den ukendte turist for 'kunstkenderen' og lade og ham eller hende stige ud og ind af biler, standse op og fundere, ligesom der findes en absolut kærlighed til byens seværdigheder og til den stolte bevarelse af det forgangne - alt dette, som fremdeles er så typisk for Lissabon.

Inde på det lille kontor på Rua dos Douradores, 'Forgyldernes gade', så Pessoa i 1927 det uvejr komme, som vi ikke længere kan undslippe. Uroen over at være havnet i eksil blandt edderkopper - i en verden, som vil narre os til at tro, at lykken altid er et andet sted, blandt de rige og succesfulde og dermed uden for rækkevidde. Men alt, Fernando Pessoa griflede ned på sine papirslapper, handler i stedet om en amorf og enorm ømhed over for det almindelige menneske.

For Pessoa er det nok at køre med sporvogn for at opleve hele livet. Den portugisiske tjenestemand var den eneste blandt sine arbejdskammerater, som kunne skrive et forretningsbrev på engelsk, og hans humanisme har hverken forsætter eller konklusioner.

Han opfandt forskellige heteronymer, egne forfatterpersonligheder, som udvidelse af sit eget jeg: Alberto Caeiro, Ricardo Reis og Bernardo Soares f. eks. - alle budbringere fra hans eget splittede indre. Pessoa oplever sig selv som alle og ingen. På samme måde som østrigeren Robert Musil opfatter han tidligt den jeg-opløsning, som i dag er så iøjnefaldende.

Men til forskel fra vores samtidige nihilisme - en kompakt markedsorienteret egoisme som overgribende samfundsstruktur og livsfilosofi (splittede gangsterpersonligheder!) - drager Pessoa helt andre konklusioner. Hans budskab er enkelt: tingenes enorme tomhed stiller mennesket over for et krav. Livet handler om opmærksomhed og indlevelse.

Den anonyme tilværelse skildres som et privilegium: "Bogholderassistenten kan drømme, at han er kejser af Rom, men det kan kongen af England ikke, for kongen af England er forhindret i at være en anden konge i sine drømme, end den han er. Hans virkelighed hindrer ham i at kende sig selv."

Denne tankegang er faktisk en sensation!

Kultur - det er for Pessoa at flytte sig bort fra det iskolde punkt, som egoisme og mangel på medfølelse er. Tilværelsens holdepunkter er den sorgløse larm fra gaden, den ligegyldige forretningskorrespondance, oversættelsen af kontrakter og fragtsedler, blikket ud gennem vinduet og befrielsen, når det endelig er tid at forlade kontoret. Man ankommer til Lissabon og tænker ved sig selv: Hvordan kunne jeg glemme denne her strategi?

Tab og afsavn

En spadseretur i Pessoas fodspor begynder ved fødselshuset i Chiado, Largo de Saõ Carlos nr. 4. Da Pessoa var fem år, døde faderen og moderen giftede sig med en konsul udstationeret i Sydamerika. I 13 år blev Pessoa tvunget til at leve et andet sted end i hverdagslykkens Lissabon. Først i 1905 - 17 år gammel - vender Pessoa alene og hjem til sin elskede hjemby.

Tab og afsavn præger Pessoas livsfølelse og tekster. Den by, han efter hjemkomsten aldrig siden forlader, danner udgangspunkt for en urban livstro, en sælsomt menneskelig udadskuende kærlighed til fædrelandet. Hans ømhed gælder blækhuset og byen; det er bedre at være udnyttet af et tøjfirma end af "forfængeligheden, ærgerrigheden, vreden, misundelsen og umuligheden".

Efterhånden flytter Pessoa ud til Benfica, i de år et landligt miljø uden gadenumre med villaer, marker og havebrug. Fra 1920-35 bor han igen i hjertet af det gamle Lissabon, på Rua Coelha da Rocha nr. 16 - tilbage ved udgangspunktet. Det er fra sit værelse i denne ejendom, at han sluttelig begiver sig til fods til sygehuset med en svært beskadiget lever.

For i grunden har han levet sit liv på cafeerne: A Brasileira, Café Gelo, Chave d'Ouro, Café Nicola - og allermest på Café Martinho da Arcada i Baixa. Der gik han ud og ind, spiste middag (hvis penge eller velyndere var til stede), drak kaffe og cognac, diskuterede og filosoferede. Han fik lov til at blive siddende efter lukketid, ja blev vel en del af inventaret, og han kvitterede for dette privilegium med at ordne livets regnskaber.

Lissabon legemliggør i lighed med Pessoas værk celebreringen som livsholdning. Pessoa henter lykkefølelsen fra barndommens første fem år i den gamle bykerne: Følelsen kl. halv fem om eftermiddagen omkring 1890, når hele byens bureaukrati strømmede ud på Rua da Ouro i hat, lædersko og glacéhandsker - for at opleve glæden ved at se på hinanden.

I Lissabon indser man, hvilken skam det er, at herrerne ikke længere bærer dobbeltknappede jakkesæt, og at kappe kun er på mode blandt de ældre. Af og til ser man faktisk en og anden elegant flanør fra de gode gamle dage! Man erindrer sig da Pessoas bestilling, når han ankom på sine cafébesøg: "To, seks, otte" - to tostôes kostede tændstikkerne, seks kostede cognacen og otte for en pakke Bons - cigaretter.

Når jeg skuer ud over Atlanten fra en af Lissabons syv højdedrag, indser jeg, at det var helt naturligt, at søfarere som Vasco da Gama udgik herfra. Jeg forstår, at Lissabonstrategien er at møde udfordringer fra nye kontinenter og ideer, så Europa ikke ligner en fæstning uden en kæmpestor havn med frisk vind fra havet og mange forskellige slags skibe ankret op ved reden.

Sten med lange liv

Inspirationen fra portugisiske forfattere som Pessoa, Saramago eller Antunes handler om en verden, hvor hver en sten har et langt liv, hvor forfædrene opleves nærværende i hvert et åndedrag, og hvor hvert et menneske er et mangefold af muligheder. Hele den europæiske arvs nærværende hele tiden - ikke udredningers løse snak eller amerikaneres small talk.

Fra Atlanten blæser "det kolde vindpust fra dommens dag", men enhver kan i Lissabon hitte en strategi for sit eget liv. For den svenske Lissabonkender Thomas Nydahl var det på en gang Sydens menneskelige "hvile og venten", som varslede nyt liv; i Antonio Tabucchis storslåede lissabonroman Påstår Pereira er den fedladne og hjertesyge hovedpersons gispende indsigt om modstanden som en personlig handling, en måde at trodse ligegyldigheden og den dyriske velvære.

En "kreativ og konkurrencedygtig"lissabonstrategi findes allerede formuleret af byens forfattere. Og i den fantastiske Nattog til Lissabon af Pascal Mercier siger en af figurerne om Pessoas Rastløshedens bog. "Det er, som om Marcel Proust havde skrevet Michel de Montaignes essays".

Vi har brug for at øge andelen af filosofi om mennesket og livet. Rastløsheden i Europa gælder netop det menneskelige, og Pessoas respektfulde holdning til det ukendte medmennesker på gaden formulerer et ideal.

Desperationen og undergangsstemningen fra visse hvirvlende storbymetropoler findes ikke i Lissabon. Stemningen her er højtidelig og stilfuld - man har en følelse af, at noget fejres og indser, at det er livet.

Byens åndedræt er som Pessoas værk. På portugisisk rimer de tilmed på hinanden: Lisboa og Pessoa.

Tager man udgangspunkt i følelsen i Lissabon, bør enhver europæer være en Homer i måneskinnet. Muligvis melankolsk og blind, men opfyldt af så mange historier, at natten altid indeholder muligheden for en lykkelig afslutning.

"Hvor ligger Largo da Olaria?"

"Ja, ja, ja. Largo da Olaria. Naturligvis. Det er kompliceret. Byen er jo i grunden en labyrint. Og tiden rinder bare bort - eller hvordan er det nu? Og så menneskene, som taler så meget..."

Lissabonstrategien er lysten til at svare på alle tilværelsens udfordringer med hele sin viden. Først da kan man tale om virkelig europæisk kompetence - med Atlanterhavsbrisen, som smyger sig om trætoppene, og en himmel, der er det pureste blå, man kan tænke sig.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her