Peter Adolphsens nye roman Machine er skrevet, mens han har haft Kunstfondens tre-årige arbejdslegat.
"71 sider har staten fået for de trekvart million," konstaterer den 33-årige forfatter. "Inklusive de syv blanke til start."
Peter Adolphsens forrige roman, Brummstein, om en brummende sten, der hugges ud af en klippehule i Schweiz og via forskellige hænder 'oplever' hele det 20. århundredes Europa, er dog endnu kortere. Bare 68 sider. Den er foreløbig er solgt til udgivelse på tysk, fransk, hollandsk, italiensk, svensk og norsk.
"Heldigvis følges kvantitet og kvalitet ikke nødvendigvis ad," som forfatteren beskedent-selvbevidst bemærker.
Brummstein gik 125 millioner år tilbage i tiden. Machine nøjes med 55 millioner. Her, i yngre eocæn, bankede en lille urhests hjerte, og efter at hesten var død, blev hjertet ligesom resten af hesten til olie.
En villig metafor
Romanen begynder dog ikke med hesten, men med det øjeblik i 1975, hvor en dråbe benzin, der engang var urhestens hjerte, eksploderer i en bilmotor. Derefter spoles, ligeledes på første side, tilbage til dengang det hele begyndte.
"Engang var tid og rum krummet så meget ind i hinanden, at ingen af delene fandtes - Det kan følgelig hævdes, at alt stof har eksisteret altid. Blot i forskellige tilstand og grader af organisation," står der.
Forudsætningen - eller rammen - for romanen er altså naturlovene selv.
Derfor spørger jeg, hvorfor bogen hedder Machine.
Peter Adolphsens svar er karakteristisk: "Det har flere årsager, blandt andet, at 'machine' er en villig metafor for nærmest hvad som helst," svarer han. Adolphsen vil nødigt have sin finurlige, mangefacetterede tekst lagt alt for fast. Da jeg senere spørger til en æstetisk begrundelse for romanens mange lister over eksempelvis bakterier eller sovjetrussiske sprog, lyder svaret: "Jeg kan godt opfinde én, når nu du spørger. Desuden fylder de så dejligt!"
Peter Adolphsen har dog adskilligt flere begrundelser for sin mekaniske titel.
"Hele universet kan opfattes som en maskine. Og historien handler jo desuden om en benzindråbe i en bilmotor," forklarer han.
Undervejs overvejede han en anden titel: 'Rådne sorte hjerte'. Den refererede naturligvis til urhestens hjerte, men også til en digtsamling, der var planlagt skrevet at Machine's mandlige hovedperson, Jimmy, som arbejder på et olieraffinaderi i Utah. "Black Rotten Heart skulle den have heddet, men den idé droppede jeg."
- Det var for usandsynligt, at Jimmy kunne skrive den?
"Det er mere sandsynligt, at han kun skriver de to haikudigte, der er er aftrykt i bogen - og som i øvrigt er nogle, jeg på den måde fik lejlighed til at aflevere. Oprindelig blev de trykt i et af Informations sommertillæg."
Men begrundelserne for titlen er stadig ikke udtømt:
"Helt konkret er den hentet fra Jim Jarmusch-filmen Dead Man, hvor byen i indledningen kaldes The Town of the Machine," fortsætter Peter Adolphsen. "Desuden er titlen på engelsk, fordi bogen delvis foregår i USA. Og endelig er den dejlig både konkret og ukonkret i forhold til bogen selv."
$SUBT_ON$Organisk
Det begynder at blive lige så labyrintisk som en roman af Peter Adolphsen, så jeg forsøger med lidt overordnet orden:
- Når jeg spurgte, var det fordi det jo er en helt igennem organisk historie. Det er naturens metamorfoser, der er emnet?
"Der er vel ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem organisme og maskine? Man kan godt opfatte levende væsener som en maskine, især hjernen som en blot meget kompliceret indrettet maskine."
"Men hvis definitionen på en maskine er, at nogen har bygget den, er vi ude i noget religiøst," tilføjer Peter Adolphsen eftertænksomt og forsikrer, at det ikke er en historie om intelligent design, han har skrevet.
"Jeg er, sjovt nok med et religiøst ord, overbevist darwinist og ateist," siger han afgjort. "Som der står et sted i bogen: Man opfinder en Gud for at forlene den meningsløse tilværelse med et skin af mening."
"Der er jo også masser af naturvidenskab i romanen - selv om jeg snyder lidt, klamphugger, som jeg er!"
- Jeg har studset over, at det urtidslandskab, den lille hoppe vandrer rundt i, virker ret moderne. Der er ahorntræer og en krage?
"Det passer faktisk, det har jeg undersøgt. Der fandtes både ahorn og krager for 55 millioner år siden. Oprindelig skulle ahornen dog have været en metasequoia - et fantastisk navn til fiktion! - men det kom der en lang diskurs ud af, som var irrelevant for flowet i bogen."
"Der er en del ting, jeg ikke er sikker på. Jeg har skrevet dem ned på et tidspunkt, og har så bagefter ikke kunnet finde kilden igen."
- Hvis der er fejl, er det altså ikke bevidst?
"Jeg har enkelte steder ladet småfejl stå, fordi jeg følte mig halvvejs tvunget. Hvis min skriveproces var inde i en god periode, var der ikke tid til at dobbeltchecke tingene, og siden var det måske svært at ændre, fordi der refereres til den brugte fejl andetsteds eller lignende. Der skulle dog ikke være nogen graverende fejl."
- Der har ikke sneget sig direkte fiktive opfindelser ind?
"Jo, digteren Seymour Glass, som Jimmy inspireres af, er en fiktiv karakter. Jeg har hentet ham fra J.D. Salingers Raise High the Roof, Carpenters / Seymour - an introduction (da. overs: "Der skal være højt til loftet, tømrer / Seymour - en præsentation" 1964). Salingers sidste og, efter min mening, sublime bog. Jimmy finder en mængde bøger på biblioteket - herunder en af Seymour Glass - der især inspirerer ham til at skrive digte. De andre bøger findes, men ikke denne. Der er imidlertid frit slag, for Salinger citerer heller ingen digte."
Hidtil usete bøger
- Hvordan forestiller du dig din læser?
"Som en type à la mig selv. Jeg skriver de bøger, jeg selv gerne vil læse. Om læseren er kvinde eller mand, ung eller gammel er ikke relevant, og heller ikke det akademiske niveau. Ganske vist skal man ikke lade sig skræmme af fremmedord, men det er på den anden side heller ikke nødvendigt, at man forstår dem."
"Først og fremmest skriver jeg vel for folk, der kan lide at møde det uforudsigelige, også på det formelle plan, og jeg må da erkende, at det er min ambition at lave bøger på en hidtil uset måde."
- Mere end fremmedordene har dine lange opremsninger slået mig?
"Jeg er meget glad for lister - over bakterier eller de russiske folkeslag, for eksempel. Hvad angår de sidste, var det interessant for mig at opdage, at listerne repræsenterer magthavernes måde at opdele folk på. Mange, der er slået sammen, deler ikke sprog, mens andre, der taler samme sprog, administrativt er opdelt i to eller flere folk."
"Desuden er listerne smukke. De er sjove som læseoplevelse. Og de er sjove at læse højt, der sker noget rytmisk."
Peter Adolphsen har stort set ikke læst andet en faglitteratur i de tre år, det har taget at skrive bogen, fortæller han.
Han har også en idé til sin næste bog, "men den er måske for svær og kræver megen disciplin."
"På den anden side er det jo gået meget godt med at være forfatter indtil videre. Det havde jeg egentlig ikke ventet, da jeg begyndte. Jeg havde indtil for nylig fornemmelsen af, at jeg hellere måt-te se at få mig et taxakørekort."
"Lige nu befinder jeg mig imidlertid i et Limbo, som man altid gør, når man netop har afsluttet et arbejde. - Det udfylder jeg så ved at skrive om fodbold-VM til Information."
$SUBT_ON$De løse enders æstetik
- Der er mange løse ender i bogen. Man kan nærmest tale om 'de løse enders æstetik'. Jimmy forsvinder eksempelvis lige så stille ud af bogen, uden at vi hører, hvad der sker med ham?
"Jimmy ser ud som bogens hovedperson, men det er han ikke. Det er benzindråben, der er hovedperson, resten er bipersoner. Derfor kan jeg bare lade dem forsvinde."
- Man får heller ikke at vide, hvorfor den kvindelige hovedperson, Clarissa, udstøder det skæbnesvangre skrig, der 30 år senere udvikler sig til kræft, fordi hun får en partikel fra udstødningen i lungen. Men i scenen umiddelbart før har hun og Jimmy parkeret bilen foran hendes hjem?
"Fra parkeringen til skriget er der et hul. Der kan være gået alt fra fem minutter til fem år, man skal have gang i tekstarkæologien og sammenligne de forskellige tidsangivelser for at regne sig frem til kronologien. Så passer det - tror jeg nok. Men det er forhåbentlig ikke vigtigt for oplevelsen af bogen. Vil folk have tjek på længden at dette tidsrum, så må de gøre noget af arbejdet selv."
"Hvis man skal leve op til en forfatters forpligtelser, drejer det sig først og sidst om at få læseren med. Læseren er trækdyret."
Muskelkraften skal læseren komme med, forklarer Peter Adolphsen.
"Et kunstværk er først færdigt, når bogen er læst. Forfatteren har bygget en vogn, lagt seletøjet på hesten og skaffet gulerod og pisk, men det er læseren, der skal sørge for at få vognen frem over stepperne."
"Og nu har jeg vist misbrugt dén metafor tilstrækkeligt."
- Er det fordi du synes, det er svært at skrive, at du skriver så kort?
"Jeg kan ikke få det til at være længere! Du taler om 'de løse enders æstetik', der er også en knaphedens æstetik. Der skal kun være det nødvendige minimum, man skal ikke eksplicitere, hvad der kan være underforstået. Når man skriver, skal man vide, hvad læseren selv udfylder."
- Hvordan kan du vide det?
"Man kan prøve at beregne et åbent felt og gøre det så stort som muligt, men så lille, at læseren ikke udfylder det med noget misforstået."
- Så der skal være noget, man ikke får svar på?
"Ja, det er der i alle bøger, i denne her er der måske bare noget mere. Jeg har dog også gjort en dyd ud af nødvendigheden, fordi jeg er dårlig til at beskrive."
- Endnu en løs ende: Clarissa kører i en Ford om hvilken man erfarer, at netop den model havde en fejl, så den sprang i luften, hvis den blev påkørt bagfra. Men i bogen sker det ikke?
"Muligheden er åbnet, men tit skal man lade de indlysende dramatiske potentialer ligge. Det er med vilje, at jeg 'anbringer en pistol i skuffen' uden at den affyres senere. Jeg prøver som sagt at gøre noget nyt."
- Alligevel kan du ikke helt unddrage dig læsekonventionerne. At bilen kan springe i luften, læser man som et dårligt varsel. Og bilen bliver jo Clarissas død - via udstødningen?
"Jeg forholder mig skam til tradition og konventioner. Der findes ingen anden måde, hvis det skal være nyt. I researchfasen læste jeg en amerikansk bog betitlet: How to Make a Good Script Great. Alene titlen! Jeg er interesseret i at bruge forvredne skabeloner, så at sige. Jeg havde en plan om at eksperimentere med sentimentalisme. Den lille hest i begyndelsen har klare triviallitterære træk."
- Og den tænker på barnesprog?
"Sådan fungerede det bedst."
