Læsetid: 4 min.

Litterær epitoki

27. maj 2006

Havbørsteorme, polychæter, til hvilke bl.a. hører den velkendte sandorm, formerer sig på en særlig måde, der kaldes for epitoki.
Når trangen til at videreføre slægten kommer over en børsteorm, laver den en klon eller knopskudt udgave af sig selv, som den sender op i havoverfladen, hvor den træffer en passende partner. Disse formeringskloner, epitoker, ligner kun til dels deres ophav. De har lange svømmeluffer og store øjne, og de er fyldt til randen med kønsprodukter.
Hos mennesker går det som bekendt lidt anderledes til. Men der findes dem, der har taget ved lære af børsteormene. Når trangen til at skrive kommer over Jørgen Leth (f. 1937), laver han en klon af sig selv og sender den ud i virkeligheden udrustet med store øjne samt, hvad der ellers hører til dét at fremstille et digt.
Klonen skal nu »cirkle om de ting der er«, forsøge at »opleve øjeblikket«, prøve at »mærke, fornemme«, se at »komme nærmere«, fokusere, koncentrere. Undersøge, om den kan nå helt nær til sin genstand, »få det ned i enkle sætninger«, stille og besvare basale spørgsmål om at være til som et sansende væsen.

Jeg’et som netværk
Her hører ligheden med børsteormene op. For den dér virkelighed, hans skrivende genpart helst skal konfrontere, er som regel på forhånd skabt og arrangeret, ikke af et andet individ, men af forfatteren selv.
Jørgen Leths digteriske subjekt træder kun sjældent ud i det ’andet’ eller fremmede, tværtimod indfældes det i et netværk af jeg-fordoblinger, til hvilke bl.a. hører den velkendte kommentator, den rejsende journalist, den tværetniske elsker samt ikke mindst den formidable filminstruktør.
Nu bliver tingene for alvor indviklede. Og det bliver de i et hidtil uset omfang med forfatterens nye bog, der i sine hoveddele former sig som en kommentar til hans empiriske eksistens(er), til alle hans skiftende roller, til hans tidligere og kommende film.

Jeg har det sådan med mine egne gamle film
at det er et materiale jeg har lavet,
det kan bruges igen.
Det kan sættes sammen på andre måder.

Udsagt på film kan dette stå som et subjektivt ‘statement’. Men udsagt i sin kontekst, i et digt, siger det så meget som, at en ny tekst af forfatteren Jørgen Leth ubesværet kan støtte sig til produkter af filmmanden Jørgen Leth. Holder det udsagn? Kun hvis man som læser accepterer at holde sig inden for hans egen associationsramme eller forståelseshorisont. Træder man ud af denne, kan man hurtigt blive skeptisk. For de nye tekster er ikke så meget ‘digte’, som de er arbejdsnotater, dagbogsudpluk, kommentarer, mellemspil og
meta-refleksioner. Fælles for dem er en sekundær, afledt status, og før eller siden må det gå galt.

Patetisk programdigt
Dét gør det eklatant, når Jørgen Leth lader en indolent genfortælling af Luís Buñuels Borgerskabets diskrete charme gøre det ud for et selvstændigt digt (»Storyline«). Galt går det også, hvor han låner formlen fra Inger Christensens alfabet (1981) og i hele to omgange bilder sig ind at kunne laste den med, hvad fanden det skal være, og hvad der nu sådan falder ham ind (»Bourgogne findes« og »Det jeg har levet«). Galt må det endvidere gå, når han tror, at et bombastisk
program-digt (af hensyn til de tungnemme optrykt på bagsiden af bogen) kan stå alene som digterisk udsagn:

Jeg vil ha en poesi som er grim
eller smuk som himlen
eller intetsigende som vand
og en poesi som er dum og ubehagelig
og som udtrykker sig
kantet, knortet og smider med sproget

– uden at læseren udbryder: Jamen, så skriv da sådan et digt i stedet for som i Det gør ikke noget at netværke med de øvrige Lether og forlade dig på, at mestertænkeren kan undsætte poeten, som igen kan undsætte filminstruktøren, som evt. kan undsætte elskeren og den fhv. konsul.

Selvforsvar og angreb
Nu betræder anmeldelsen et mineret areal på størrelse med Skallinghalvøen. Men det er der er ingen vej uden om. Thi i stedet for (med to af hans egne yndlingsudtryk) at smide væk og begynde forfra griber Jørgen Leth til den tvivlsomme forsvars/an- grebs-manøvre at parodiere og provokere i uskøn forlængelse af hele pressestormen, der rejste sig i september-oktober 2005 efter udgivelsen af hans modige (eller dumdristige?) erindringsbog Det uperfekte menneske.
Man forstår, at Leth har følt trang til at svare igen, og man må medgive, at han får sat ting på plads med en tekst som »Hvad er forbudt her?«, men hvad han vil med »Tiden gået i stå«, undtagen lige netop at sætte sin egen person i forsvarsposition foran digtet, det har jeg svært ved at se, skønt det på overfladen jo kun er en iscenesat spøg:

Han vil bruge hende
hun tilhører ham
han vil tage hende
når det passer ham
det er hans ret
det er hans ret
den sætning er meget vigtig
og når det passer ham

I sidste ende står og falder sådan en tekst med læserens holdning til erindringsforfatteren Leth. Hvor ville man dog gerne ud af dette selvhenvisende spejlkabinet og hen til et sted, hvor der kan spørges: 1) Har digteren noget at sige? 2) Hvis ja eller evt. nej: har han en påfaldende, smuk, og umiddelbart fascinerende måde at udtrykke det på?
Det gør ikke noget gør ikke ret meget andet end at lægge op til to gange nej. Og just dét gør faktisk noget.

Jørgen Leth: Det gør ikke noget. Digte. 155 s. Kr. 199,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03191-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu