Læsetid: 3 min.

Litterær momsætning

7. november 2001

Man skal ikke have læst og lyttet sig langt ind i den igangværende valgkamp, før man bliver klar over, hvor uskøn en affære det er. Og grimheden består ikke kun i oplevelsen af, hvordan ord, der før var forbeholdt de mest ekstreme politikere, hastigt er havnet på tungerne af ’respekterede’ politikere. Nej, det for alvor rystende er, at sproget slipper forbindelsen med virkeligheden, hvordan de skramler og skingrer derudaf, ordene, uden at der åbenbart er nogen, der har tid og evne til, i kampens hede, at anholde ordene og spørge til det reelle indhold af det, der siges. Valgkampen er måske særlig ophidset i år i mørket efter den 11. september og den efterfølgende afmagt i forståelse og ikke mindst fortolkning af begivenhederne, som har sendt et bølgeskvulp til højre i meningsmålingerne. Allerede få dage efter var forfattere over hele verden i de internationale aviser med skildringer, kommentarer og vurderinger, og det var som om det lindrede at læse lige netop, hvad Salman Rushdie, Susan Sontag eller Paul Auster havde at sige i fortolkningstomrummet.

Hvorfor er det forfatterne, vi tyr til, når verden styrter sammen? Det stykke åndelige murerarbejde, de foretager for os i den almindelige, langsomme strøm af bøger, bliver særligt tydeligt, når lokummet eller New York brænder. Så får vi brug for ordenes kraft og deres evne til at gribe og fastholde den verden, som ellers henfalder i støv. Forfatterne giver os verden igen – det vil enhver kulturminister sikkert klinke med på, når hun/han med hvidvinsglasset i hånden står i spidsen for nok et udenlandsk reklamefremstød for dansk kultur. For vi er vel nok go’e – og se bare hvor vi kan. Og lige om lidt kommer det danske erhvervsliv rullende med pølser, fetaost, møbler og LEGO, og før vi har set den sidste reklamevimpel, har kunsten og erhvervslivet slået pjalterne sammen, ‘til gensidig befrugtning’. Alt sammen til gavn for konkurrencen. Vi brand’er bare igennem. Og forfatterne bruges som sød musik, når pølsen i sidste ende skal sluges. Men midt i denne allestedsnærværende salgs-gas-tid er der et lille aber dabei, selvfølgelig. Som er satans irriterende. De brokker sig, forfatterne. Ikke over opmærksomheden og deres roller som troværdighedsfigurer på markedsføringsskibene. Ej heller over at deres bøger storsælges og oplæsninger tiltrækker hundredevis af interesserede tilhørere. Men over at staten udviser en sådan uanstændighed over for deres arbejde, at de ikke har tid og råd til at være det, de er. Nemlig forfattere.

I det nye nummer af Medlemsblad for Dansk Forfatterforening, kan man læse beretninger fra succesfulde forfattere om, hvor vanskeligt det er, at få økonomien til at hænge sammen, på trods af endog flotte salgssucceser. Hvem skulle tro, at Jan Sonnergaard, Solvej Balle og Christina Hesselholdt, som alle har oplevet gennembrud til et stort publikum, skulle ydmyges ved så ringe en økonomisk indtjening.
Blot et eksempel: Paperbackudgaven af Balles bog, Ifølge loven, havde en samlet omsætning på godt 450.000 kr. Hendes løn var 30.000 kr. brutto. Sagens kerne hedder bogmoms. Og den æder sig ind og udstøder flere kroner til staten pr. bog, end forfatteren får. Af en bogpris på 248 kr. udgør momsen 49 kr., mens forfatterhonoraret udgør 29 kr. før skat. Staten sikrer sig med andre ord overskud på de solgte bøger; samlet set udgør statens årlige indtjening på bøger 294 millioner kr., når biblioteksafgift, litteraturstøtte m.m. er regnet fra. På f.eks. film- og teaterområdet fungerer statens støtteordninger til gavn for de involverede kunstnere. På bogområdet gælder det (ligesom med musik-cd’erne), at her skal der skovles penge hjem. Hvilket resulterer i latterligt små indtægter til de forfattere, som i alle andre sammenhænge er så værdifulde for vores omdømme og åndelige sammenhængskraft i en tid, hvor det netop er sammenhænge og nye syn på verden, vi har allermest brug for.
Spørgsmålet om forfatternes og kulturens generelle vilkår er end ikke en fodnote i de politiske valg- og salgstaler, vi trækkes igennem i disse dage. Politikerne ved jo godt, at bøgerne jo alligevel bliver skrevet, ind i mellem allehånde venstrehåndsarbejde som forfatteren må vie den meste af sin tid til.
Det, som står tilbage, når alt ævlet har ædt sig selv, bliver de litterære værker. Mens politikernes ligegyldige ord og manglende anstændighed forlængst er glemt.

cl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her