Læsetid: 3 min.

Litterær tantetur

Anne Marie Ejrnæs fodrer sin læser med anakronistiske provinsdamebladsfantasier
11. januar 2007

"Tilde i Tuse er en af dem, man tager det som en selvfølge, at man kan regne med. Ikke fordi hun ikke har sin egen vilje og kun gør det, andre vil have hende til, men fordi hun altid har sat en ære i at gøre alting så godt, hun kan."

Sådan præsenteres hovedpersonen på bagsiden af Anne Marie Ejrnæs' seneste roman. Og sådan er bogens portræt af hende desværre også; et rigtigt Femina-ikon.

I en frisk og gæv fortalt monolog, hvor vi konsekvent følger Tildes bevidsthed, får vi serveret historien om hendes liv som skolelærerinde i provinsen fra 1912, hvor hun danser nyuddannet, nyansat og nyforelsket rundt mellem børn og blomstrende følfod, til hun engang efter Anden Verdenskrig sidder i kirkens orgelbrus til sit første barnebarns dåb.

Det friske og gæve ytrer sig i en prosa, der kobler sætning på sætning med talesprogets binde- og biord: "og", "men", "ellers", "jamen" i et tempo, der er frisk og fuld af gå-på-mod som Tilde selv: "Gårdmandsdatteren gik hjemme og hjalp til, og hun og Tilde sludrede straks om højskole og seminarium, og de var fælles om kærligheden til frodige stuer med blomster og grønne planter."

"Groning i det grønne, jamen, foråret var kommet med et brag, der kunne høres og lugtes og smages."

Tantehumor

Og sådan er det hele vejen igennem: Tilde sludrer og hygger sig og slider bravt i det og nyder sit unge legeme og plages af sit gamle, da gigten sætter sig i det, men hele tiden tager hun sig sammen og holder humøret højt og er sin mand en god hustru og sine børn en god mor, og bliver hun en enkelt gang lidt for sur eller ilter, sætter selvbebrejdelserne hende straks på plads. Køn er hun naturligvis også, og det må flettes ind i monologen, så det trods Tildes beskedenhed bliver selvbevidst: "Mon han havde set hendes nye frisure, der klædte hende så umanerlig godt, hvis hun selv skulle sige det?" Men 'han', Tildes mand og kollega Kristian, er lidt af et fjols, omend sød nok og en god livskammerat, og når han bliver for patetisk, har han heldigvis sin snusfornuftige Tilde til at pille sig ned:

"Jeg vil opsluges af dit kød", siger han som nygift gom, hvorpå bruden præsenterer ham for bryllupsfestens slagterregning. Det er da tantehumor, der vil noget!

Sådan er Tilde, en gæv gymnastikpige med ben i næsen, og hun giver mig kryb. Sikkert fordi jeg kender hende fra mit eget indre landskab: Den frejdige, dygtige, aggressionsforskrækkede, fornuftige, selvkritiske og alligevel selvnydende bondepige. Et kvindebillede, som det kunne være nok så interessant at få litterært udforsket og udstillet, fordi hun er et anakronistisk virksomt ideal-jeg i mangt en moderne kaoskvinde, men hvorfor hun skal fremstilles eller genfremstilles som det rene glansbillede, fatter jeg ikke. Skal man være ond, kan man mene, at Tilde er en eklatant kitchy variant af den kvindebevidsthed, som Kirsten Thorup helt anderledes subtilt fremstiller i Førkrigstid.

Og så skal det måske ikke udelukkes, at Tilde giver mig kryb, fordi min forfængelighedsangst pirres af den forvandling fra ung, bristefærdig livsbombe til gammelt gigtplaget livstykke, som umærkeligt udspiller sig i den kække prosas raske tempo. Og risjrasj, det var så det liv, filijonggongong.

* Anne Marie Ejrnæs: Tilde i Tuse. 203 s., 199 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-05320-9

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her