Læsetid: 3 min.

Et litterært fixerum

I Jonas T. Bengtssons nye sociale forfaldsroman er realismen så hårrejsende, at den næsten ikke er til at læse. Men det er også en vigtig bog om et kvarter i København fyldt med menneskeligt drivtømmer
10. maj 2007

Jonas T. Bengtssons nye roman Submarino er ikke for svagagtige sjæle. Forfatteren skriver blodsprængt og væskende realisme fra samfundets nederste lag. Og det med en præcision og et kriseagtigt overblik som en traumelæge, der resolut skærer hul på en bristefærdig byld.

Bengtsson lader igen - som i debutromanen Aminas Breve, der indbragte ham Debutantprisen i 2005 - sin roman finde sted i Københavns Nordvestkvarter. Det beskrives som et socialt ingenmandsland, befolket af tabere og udskud, der lever i deres egen verden, adskilt fra resten af samfundet, fra over-skuddet, velfærden.

Bengtssons Nordvestkvarter har ikke meget tilfælles med den følsomt nøgterne stemning, som digteren Søren Ulrik Thomsen tilskrev stedet i begyndelsen af 90'erne: "Jeg er blevet så enkel og ensom/som Nordvestkvarteret i slud", skrev Thomsen skriver i Hjemfalden i 1991 og siger hen mod digtets slutning: "Det er tid til personlig afvikling".

Det er ikke enkelheden, der præger Bengtssons Nordvestkvarter, og ensomheden og den personlige afvikling er ikke noget, der sættes ord på. De er der bare, som et vilkår.

Her møder man brødrene Nick og Martin, som hver er tildelt deres halvdel af romanens knap 400 sider.

Et tyndt lag fernis

Nick bor på et sølle pensionat efter en voldsdom og en læn-gere tur bag tremmer. Han arbejder ikke og ser kun de mennesker, han tilfældigt bumper ind i på vej til og fra Kamals fitnesscenter, shawarmaen og kiosken, hvor han køber sprut og øl i rå mængder.

Nick pumper løs sammen med de andre tatoverede testosteronbomber i træningscentret, som om de var blevet lovet, at store muskler kunne gøre det lettere at bære tilværelsen i Nordvest.

Hans monotone hverdag i centret afbrydes af brutale mareridt og flashback til en forsømt barndom sammen med Martin og deres omsorgssvigtede lillebror, der døde uden at få et navn, mens moderen var på druk og kastede sit liv i grams.

Det psykopatiske ligger lige under overfladen, og civilisationen er kun et tyndt lag fernis hen over hans impulsivt voldelige personlighed.

Som da han møder den hjemløse Ivan, eks-kærestens bror, som han gennemtæver, smadrer - og læseren er pinefuldt med i detaljerne. Hvorfor bank? Bare fordi...

Den ufølsomme hovedperson formår alligevel at opbygge få, helt spinkle venskaber. Til Ivan, som han får på fode efter at have banket ham, og til Sofie på værelset ved siden af som beredvilligt byder sin krop til, mod at Nick lægger det døve øre til historier om hendes tvangsfjernede søn, som hun ikke længere må se. Når han ikke har lyst til at slå hende - bare slå - er han måske ved at holde lidt af hende.

Advarsel

Var det ikke for de skrøbelige venskaber og de små flige af menneskelighed, ansatser til nærhed og stiltiende empati, som hører med til historien, er jeg ikke sikker på, at jeg var kommet gennem bogen. Den er en klam sag, og det bliver ikke spor bedre i anden halvdels beretning om broren Martin, der er junkie og alenefar til en lille dreng.

Men Submarino er også en vigtig bog, båret af en dyb social indignation og indfølingsevne, der savner sidestykke herhjemme.

Fortællingen om broderen udvikler sig hurtigt til et litterært fixerum, hvor Martin med mindre og mindre held forsøger at skjule sit omfattende stofmisbrug for sin lille søn og opretholde illusionen om, at de lever en nogenlunde normal tilværelse med madpakker, legeaftaler og hente-bringe i børnehaven. I starten fixer han kun, når sønnen ikke er hjemme. Men stofferne kræver deres ret, misbruget tager til, og far ligger og raller på lokummet, mens den lille søn falder sulten i søvn foran Disneysjov. Det er ikke til at holde ud!

Bengtssons roman insisterer på at se det sociale forfald og de menneskelige uhyrligheder lige i øjnene og holde blikket fast. Det sker med en viljestyrke, der af og til kammer over i følelsesporno. F.eks. da sønnike tilsyneladende har fundet fars stoffer, da den lille dreng tålmodigt spiller playstation henne hos narkohandleren, da fitness-Nick låner sin nabo Sofies krop ud, og da de to brødre som børn ikke kan magte opgaven med at tage sig af den nyfødte lillebror, fordi mor er på bar.

Bengtsson kan sit kram og kender sine virkemidler. Og forfatteren folder med rutineret symmetri afslutningerne på de to brødres skæbner - som jeg ikke skal afsløre her - sammen til slut.

Læs den, gys og få hjertet galt i halsen. Det var en advarsel!

Jonas T. Bengtsson: Submarino. Roman. People's Press. 392 sider, 249 kr. ISBN 978-87-7055-087-1.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her