Læsetid: 3 min.

Litteratur – kun for mig?

29. maj 2002

Det kunne ligne en gammel, udtjent traver, som var trukket ud på græs, den debat om litteraturen, som man i de sidste par uger har kunnet læse i Information. Man har alt, alt for let kunnet genkende standardargumenterne imod, at den danske litteratur overhovedet har et problem. For det har den pr. definition ikke, den er som skabt af Guds skumbad, og slag heri huer ikke litteraturelskere.
Litteraturen er, som en art væren i sig selv, lyder det igen og igen til forsvar for det skrevne medie. Ikke desto mindre kalder den åbenbart på et forsvar. Og så er der en hel del, vi kan blive enige om: Litteratur er et gode, og god litteratur er det bedste, ja, faktisk bedre end film.
Vi kan også blive enige om, at ingen sådan skal komme og diktere, hvad litteratur bør handle om ud fra stikord som Ishøj, Farum, indvandrere. Det har de konkrete produkter af fikse, journalistiske roman-ideer som regel leveret et udmærket bevis for. Hermed være ikke sagt, at stor litteratur er umulig at lave med et aktuelt socialt og politisk udgangspunkt – tænk blot på Ivan Malinowski, der i Kritik af tavsheden på få linjer spiddede miseren i dansk politik:

’Hen ad vejen’
Siger landets leder
Desværre ikke
Hvilken

Det afgørende er ikke sagen, men hvordan den gribes an, og om forfatteren vil og kan noget med sin kunst.

NÅr man i debatten har vovet at rejse spørgsmålet om litteraturens betydning, handler det heller ikke om, at litteraturen nu pludselig skal stå til ansvar over for en nyttighedskontrol, der udvælger litteratur efter, hvad der kan gavne et bestemt formål. Så bliver litteratur blot en rollator for budskaber, som lyder overalt i alle mulige andre medier.
Hvad der gør diskussionen penibel, er, at alt, hvad
der handler om eksperter, eftertanke og unyttige (og dog muligvis brugbare!) indsigter, generelt står for skud i denne Brian-tid. Med en sådan vindbøjtel og vejrhane af en kulturminister, skal man passe på med at blæse!

NÅr dét er sagt, så er det indiskutabelt, at litteraturen i dag ikke har tag i folk generelt. Skam få den, som af lutter kærlighed til litteraturen og med læsebrillen klistret fast til hængemulen hellere vil holde kæft med dens aktuelle tilstand for i stedet at hellige sig de evige græsgange.
Der må da for hulen være nogen, som ikke ser litteraturen som sit eget ego-projekt, og som ikke giver fanden i, hvad andre tænker og interesserer sig for! Der sælges bøger, ok. Der skrives ok bøger af og til. Men der er ingen tvivl om, at de skønlitterære bøger, som ligger uden for, hvad tv-programmet Bestseller kan koge ned til ti trendy minutter, ikke interesserer folk. Generelt.

Og hvorfor gør de så ikke det? Informations rundspørge til forskellige bogfolk bragte interessante udmeldinger på banen. Lektor i Nordisk ved Københavns Universitet, Marianne Stidsen, medgav, at folk, som »beskæftiger sig med noget æstetisk, har en oplevelse af at være trængt.« Hun peger på mediebilledets nuværende fortrængning af litteraturen, ikke mindst set i forhold til tidligere opmærksomhed i aviser og tv. Stidsen indkredser problemet til i høj grad at handle om et formidlerproblem.
I modsætning til f.eks. 60’er-modernismens pædagogiske kritikere, hvis indflydelse den dag i dag er tydelig – tænk på, hvordan et Rifbjerg-digt i skolen kunne dissekeres – så er formidlingen, forklaringen af den litteratur, som skrives lige nu, mere tvivlsom. Man kunne også sige mere uenkel at forklare.
Man kunne tilføje, at når vi har svært ved at forstå, er det, fordi redskabet, hvormed vi forstår, trænger til fornyelse eller justering. Den afgående rektor for Forfatterskolen, Niels Frank, er inde på lignende overvejelser. Han mener, at litteraturen ikke længere tjener nogen dannelsesfunktion, men ikke desto mindre er der et behov for det, forfatterne og litteraturen har at byde på, nemlig kritisk analytisk erkendelse og kommunikation om tilværelsens væsentlige spørgsmål.«
Men da det jo ikke sådan uden videre siver videre til de potentielle læsere, må litteraturen i højere grad ind i institutionerne og formidles derfra. Mener altså Frank.

Er grunden til, at litteraturverdenen føler sig på en afsides drivende isflage, dens mangel på kvalificerede formidlere? Ja, det er en del af årsagen. Man kunne også pege på, at dansk litteratur for sjældendt parallelliseres til international litteratur, at der ikke foregår en overordnet større samtale om litteratur inden for, såvel som uden for anmeldelserne, for eksempel. I sig selv er diskussionen et tegn på, at der foregår noget, som skal undersøges. Og heri ligner en diskussion litteraturen: Det handler om at forstå.

cl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her