Med sin bog, Dobbeltkontrakten, der udkommer på Gyldendal, vil forfatter og universitetslektor Poul Behrendt skabe et begreb for et nyt forhold mellem forfatter, fortæller og læser.
Det er et forhold, der ifølge Behrendt især har set dagens lys inden for de senere år, og det hænger sammen med, at litteraturens rolle er markant ændret i en verden, hvor en bogs skæbne er helt afhængig af mediernes opmærksomhed.
En hel række værker kan ikke længere læses immanent, altså uden at inddrage forhold uden for værket, mener han.
"Fordi, den faktiske forfatter er blevet så vigtig en del af bogens gennemslagskraft. Og hvis det undtagelsesvis ikke er tilfældet, bliver det en del af begivenheden, at forfatteren ikke stiller op til interview, således som det på et tidspunkt var tilfældet med digteren Søren Ulrik Thomsen."
Men hvad enten forfatteren vil eller ej, så inddrages han altså ifølge Behrendt i mediernes kredsløb.
Det har ført til, at forfatterne er begyndt at lege mummespil med offentligheden, og det er det, Poul Behrendt benævner dobbeltkontrakten' kommer ind.
"Mens begrebet 'upålidelig fortæller' forudsætter absolut pålidelighed hos forfatteren, er førstegangslæseren i dobbeltkontraktens tilfælde kommet i hænderne på en reflekteret upålidelighed hos den implicitte forfatter," konstaterer han.
Hans iagttagelse er altså, at upålideligheden i moderne litteratur er 'flyttet' fra fortælleren til forfatteren. Forfatteren 'snyder' førstegangslæseren ved at indgå to uforenelige kontrakter med hende eller ham. Med en vis tidsforskydning imellem. Behrendts to kronvidner er Peter Høeg og Claus Beck-Nielsen, der, som Informations læsere vil huske, på et tidspunkt optrådte som hjemløs med hukommelsestab i Københavns gader, noget der til sidst førte til, at den fiktive figur, 'Claus Nielsen', som han havde skabt, løsrev sig fra sin ophavsmand og begyndte at leve sit eget selvstændige liv.
Forældreløse Høeg
Noget lignende skete for Peter Høeg, da han udgav De måske egnede, hvor han i fiktionen bekendtgør, at han er forældreløs og adopteret af Karen og Erik Høeg. Offentligheden tog udsagnet for gode varer, og det førte med sig, at Peter Høeg senere på året under bogmessen i Forum følte sig nødsaget til at dementere bogens udsagn ved at pege op på balkonen og sige: "Begge mine forældre lever. De står deroppe."
Her tager Poul Behrendts bog sit udgangspunkt.
"Peter Høeg har først givet indtryk af, at 'han' er forældreløst adoptivbarn, og at hans bog skal læses selvbio-grafisk; dernæst annullerer han efter nogen tid den første kontrakt og hævder nu, at hans bog er ren fiktion og at forholdet til virkeligheden er irrelevant," forklarer Poul Behrendt. "Problemet for Peter Høeg var, at hvis man læste hans bog som ikke-fiktion, så læste man den som en udlevering af Bordings friskole." (I bogen Biehls friskole, red.).
"Da han får en henvendelse fra Bordings friskole, afslår han. For hvis han havde sagt ja, ville hele bogen være styrtet sammen over ham. Dér vælger han at sige, at bogen er fiktion."
"Op til bogens udgivelse havde Peter Høeg i flere interview hævdet, at den byggede på selvbiografisk stof, nu siger han, at bogens 'Peter Høeg' intet havde med den empiriske forfatter at gøre, samt at det i øvrigt var uinteressant at sammenligne bog og virkelighed. I Forum, da han peger op på sine forældre, rydder han hele grunden under modtagelsen. Så længe dobbeltkontrakten ikke er defineret, opstår der forvirring, når den anden kontrakt lanceres."
- Skulle man ikke læse 'De måske egnede' noget naivt, hvis man tog for gode varer, at 'Peter Høeg' var identisk med Peter Høeg?
"Det er en forudsætning for dobbeltkontrakten, at læserne går ind på den genreforventning, de får tilbudt. Men det er ikke mere naivt, end at de opfatter, hvad der plejer at være tilstrækkeligt: At hovedpersonen har navn, alder og køn tilfælles med forfatteren."
- Afsløringen af den påståede adoption falder jo ret sent i bogen?
"Men inden udgivelsen havde Peter Høeg selv udtalt, at dette var den mest selvbio-grafiske bog, han havde skrevet."
$SUBT_ON$Mummespil
"Pointen er imidlertid, at så længe man ikke har dobbeltkontrakten som en defineret genre, kan man ikke læse bogen i alle dens aspekter. Det bliver til et personspørgsmål. Og så skete der det, hverken Peter Høeg eller anmelderne ville have. At bogens fortæller blev opfattet som forfatteren. Forfatteren er en anden del af sin bog i dag end tidligere," fastslår Poul Behrendt.
- Er det derfor forfatteren leger alle mulige mummespil?
"Ja, for forfatteren vil ikke finde sig i mediernes betingelser, de vil jo have personnummer og adresse på det hele. Medierne vil have kommunikation, at der er entydighed i meddelelsen, men forfattere vil ikke kommunikere. De ved, at kommunikation skaber en søvndyssende situation. At modtageren afkoder afsenderens meddelelse nøjagtigt, som den er intenderet, er drømmen for kommunikationen, men der vil forfattere ikke være. De vil smadre symmetrien."
"En forfatter bruger måske fem år på at kondensere en meddelelse, som overfladisk betragtet kan aflæses på to timer. Men når man har læst det én gang, har man ikke opfattet noget som helst."
"I dag læser de færreste imidlertid mere end en gang. Derfor skriver forfatteren, så man også kan få noget ud af at læse det en gang, 'I skal få det, som I vil have det', siger han, 'men jeg har samtidig trukket jer rundt ved næsen.'"
"'Det røber jeg dog ikke med det samme. Jeg giver jer nogle forudsætninger, der er rigtige, men de er rigtige på anden måde end i troede'."
$SUBT_ON$Medier kan hudflette
Poul Behrendt peger på Søren Kierkegaard, der selv kraftigt beklagede sig over, at medierne kunne hudflette en forfatter hundrede gange, for hver gang en forfatter havde mulighed for at ytre sig. Hele hans forfatterskab hviler ifølge Behrendt på en dobbeltkontrakt.
"Ingen kendte Regine før efter år 1900," påpeger han.
"Meningen var, at man, når Kierkegaard var død, skulle få et andet forfatterskab. Kierkegaard gemte alt med henblik på det - hvilket ellers ikke var almindeligt. Normalt destruerede man manuskriptet, når bogen var trykt. Men Kierkegaards efterladte udsagn var, at 'I er nødt til at læse det igen. Det er tilegnet én. Hvor falder der nyt lys over mit værk, når hiin enkelte viser sig at være en kvinde?'"
$SUBT_ON$Vidnesbyrdlitteratur
I første del af sin bog gennemgår Poul Behrendt en lang række muligheder og variationer, som forfatter-fortæller-læser-forholdet kan antage, og skriver blandt andet om vidnesbyrdlitteratur som en ny genre, der hører det 20. århundrede til.
- Har dobbeltkontrakten noget at gøre med dette at bære vidnesbyrd?
"Vidnesbyrdet kommer som følge af det 20. århundredes folkemord, det sætter en virkelighed, et udsagn om, at der var nogen, der var der. Inddrages det i de eksempler på dobbeltkontrakt, opstår der et moralsk problem, når det afslører sig som falsk."
- Som da en forfatter for nylig slog igennem på en påstået selvoplevet skildring fra en koncentrationslejr, hvor det så viste sig, at han aldrig havde været?
"Her er det et problem, at han slår igennem på, at man opfatter det, han skriver, som selvbiografisk, men det var ikke tilfældet med Peter Høeg. Peter Høeg havde et etableret forfatterskab bag sig, han skulle ikke gøre sig berømt."
- Hvis man læser 'De måske egnede' om 60 år, vil det så ikke være ligegyldigt, om Peter Høeg er identisk med 'Peter Høeg'?
"Man skal i så fald se bort fra navnesammenfaldet og fra henvisningen til forældrene. Læst immanent indbyder bogen til at læse den som selvbiografi, så i 2060 vil man læse den som en selv-biografi, hvis man ikke er opmærksom på dobbeltkontrakten."
$SUBT_ON$ Sandheden: Jeg lyver
"Men på universiteterne sker der det stik modsatte," fortsætter Behrendt.
"Her er man hævet over noget så trivielt som biogra-fiske træk, her er udsagnet 'vi læser kun immanent'. Men der er en afgrund mellem medierne på den ene side og universiteternes skriftklogskabstradition. Det er det, som har været mit problem."
Poul Behrendt 'opdagede' så at sige problemet, da han udgav sin bog om Thorkild Hansen, Djævlepagten. 'Dette er den endelige sandhed om mig: Jeg lyver,' skrev Thorkild Hansen i en aforisme, og Poul Behrendt påviste i sin bog, at det, der angiveligt var ungdomsdagbøger, var det sidste Thorkild Hansen skrev før sin død.
"Konfronteret med avisernes interesse i hans faktiske liv over for universiteterne, der kun vil høre om fiktive, tekstinterne referencer, følte jeg, at jeg havde en dobbeltinteresse," forklarer Behrendt.
"Det skisma er det virkeligt store problem for litteraturlæsning i dag. Universiteternes litteraturlæsning har lukket sig ud af den pulveriserende virkelighed. Jeg forsøger at give en skitse af, hvordan der bliver læst i det 20. århundrede. Misforståelsen stiller betingelserne, forståelsen stiller ingen betingelser."
"På den baggrund har jeg da spurgt mig selv, om jeg ikke ødelægger dobbeltkontrakten ved at benævne den. Om jeg ikke ændrer den litterære tilgang," tilstår Behrendt.
$SUBT_ON$Æstetikken
- Piller begrebet dobbeltkontrakt ikke ved hele æstetikkens placering? Den bliver flygtig og svær at fastlægge - ligesom det sker med installationer inden for billedkunsten?
"Det er en kunstform, som man finder alle mulige steder, eksempelvis i dogmefilmene. Lars von Triers Idioterne kan man ikke overskue, hvis man kun har set den én gang. Man har ingen chance for at se, hvem der er skuespillere, og hvem der er reklamefolk eller muligvis idioter. Det er med den hensigt, Lars von Trier nedbryder skuespillerne undervejs, således at når de synes, de har gjort det rigtigt dårligt siger han tak, nu er den i kassen!"
- Ifølge dig, så dækker betegnelsen dobbeltkontrakt den litteratur, der lever op til de moderne betingelser?
"Ja. Men der skrives selvfølgelig også masser af litteratur på andre betingelser. Der er forfattere, der er ligeglade med publikum, men inden for de seneste 20 år er det en form for litteratur, der er blevet hyppig. Ligesom med installationskunsten. Man vil flytte grænser."
- Er det et karakteristikum ved dobbeltkontrakten, at forklædningen antager egetliv? som i Claus Beck-Nielsens tilfælde?
"Kun i det omfang, det er en selvbiografisk dobbeltkontakt. Jeg ved ikke, om det er betingelsen. Men Claus Beck-Nielsen kommer jo ud for, at de andre forældre i børnehaven betragter ham medlidende og skamfuldt. Og at tøjet, han har brugt, kommer til at ligne en vagabonds tøj. Hele hans garderobe bliver korrumperet. Og det hele er en del af den medievirkelighed, han lever i."
"Claus Beck-Nielsen tager konsekvensen af forfatterens død. Som i Peter Seebergs novelle Patienten siger han til mediebilledet, 'Så lad det være mig'."
$SUBT_ON$Lam psykoanalyse
Poul Behrendt har i sin bog et skarpt udfald mod Erik Skyum-Nielsen, der i sin tid gik imod strømmen med et generalangreb på De måske egnede.
Stærkt overvurderet, lød Skyums dom, og så psykoanalyserede han bogens skildring af Biehls friskole som et forskudt angreb for omsorgssvigt på Peter Høegs egne forældre, idet de blev gjort til adoptivforældre. Denne fremgangsmåde betegner Poul Behrendt som 'lam'.
Men bruger han ikke selv den samme tilgang, når han dernæst går over til at analysere Weekendavisens anmelder Lars Bukdahls angreb på Skyum: Efter at have hævet denne til skyerne som 'Danmarks bedste kritiker', da Bukdahl holder festtalen til ham ved overrækkelsen af Kritikerprisen, sabler han ham året efter ned, da Skyum udgiver et bind essays.
Skyum burde have holdt sig til at udgive sine anmeldelser, for det er der, han er stærk. Hans essays er 'i særklasse uanselige', Skyum selv 'en centrallyrisk hovedbibliotekar'.
"Den psykoanalytiske tilgang duer ikke på Høeg, men på en morsom måde duer den på Bukdahl," svarer Behrendt.
"Ja, jeg laver en slags psykoanalyse, men jeg demonterer den undervejs."
"Bukdahl takker Skyum for at have givet ham en depression med sin anmeldelse af Bukdahl. Men omstændighederne, som Bukdahl fremlægger dem, passer ikke. Derfor siger jeg: Det må være en anden af Bukdahls bøger, det handler om. Men jeg siger ikke, at Bukdahl fortrænger den smertefulde oplevelse, hvor Skyum nedsablede ham. Jeg antager faktisk, at han i sin festtale til Skyum ønskede at tale om noget andet end det, der gjorde ondt. Når han ikke ville tale om det, var det fordi han så ikke var fri til at rose Skyum."
"Men i retrospektiv kan man se, at han på den måde kunne holde én information tilbage: Det eneste, han roste Skyum for, var det, hvori han lignede Bukdahl selv, nemlig hans anmeldervirksomhed! Så kan Bukdahl senere bruge kniven i uhæmmet grad, for det omsorgssvigt, at Skyum ikke tog sig af Bukdahl, da han var spæd. Men det er ikke psykoanalyse."
- Så psykologi, da!
"Jeg læser de tekster, der er offentliggjort og laver en tekstlæsning, som i sin konsekvens svarer til Skyums af Peter Høeg. Men Skyum ændrer fortegn for at få sagerne til at passe. I Bukdahls tilfælde skal jeg ikke ændre fortegn, det hele står der."
"Det jeg substantielt har imod Bukdahls fremgangsmåde, er, at han en passant får de forfattere, han ikke kan lide til at fremstå i et dårligt lys, når han i øvrigt taler om noget helt andet. Det er utroligt pinagtigt. For det forgifter vandet, det ændrer jorden og atmosfæren omkring det pågældende forfatterskab. Og pudsigt nok er det alle Skyums favoritter, det går ud over."
- Og så er vi tilbage ved Kierkegaard?
"En forfatter skriver måske en bog hvert femte år, en kritiker kan ytre sig 100 gange årlig og drypvis udhule stenen."
