Læsetid: 3 min.

Litteratur på tv

Litteratur kan faktisk lade sig gøre på tv. I eksemplet 'Fantastiske fortællinger' ved at litteratur og tv er koblet på lige fod - det ene 'formidler' ikke det andet, men konvergerer
16. november 2006

Litteratur på TV? 'Det kan man ikke', siger nogle - først og fremmest tv-folk. 'Hvorfor skulle man ikke kunne det?', siger andre og ser kritikerprogrammer på svensk, tysk og fransk tv. De fleste tænker muligvis ikke mere på, at den bogstavtro - og vil nogle mene - mindst performative kunstart mangler på tv. Man kunne slå sig til tåls med, at det er rigtigt, at litteratur er dårligt tv-stof, at litteratur-tv er kedeligt - og højpandet på den irriterende måde. Man kunne skære igennem og sige, at dét diskuterer vi ikke længere, fordi mediebehovet hos det læsende og det kiggende publikum er blevet så stort, at det ikke længere giver mening at ville koble sagerne.

I et lille overspring havnede jeg i går i et litteratur-program - på nettet: "Det gælder om at gøre det så pinligt som muligt", siger forfatteren ind i kameraet. Vi er lidt inde i en halv times udsendelse i serien af Fantastiske Fortællinger, som i disse uger sendes på DR2 . Her finder man foreløbig udsendelser med Mads Nygaard, Erling Jepsen, Svend Aage Madsen og Sven Holm - og senere følger bl.a. Anne Marie Løn, Lone Hørslev og Charlotte Weitze. Ni forfattere har sagt ja til en udfordring. De skal efter fire regler skrive en fortælling, og udsendelsen følger ikke mindst modstanden mod reglerne: Et) skriv på baggrund af en virkelig historie, to) lav research på det sted, hvor historien er foregået, tre) skriv historien på fire uger, fire) læs historien op for et publikum.

Udfordringen kobler forfatterne til fortællinger, som henover sommeren er blevet indsendt af seere og er til-gængelige på nettet som tekst, film eller podcast. Historierne er anekdotiske - eller slet og ret vandre-historier som den om rockerne, der fik deres Harleyer smidt i havnen af de lokale fiskere. Det skete i Lemvig i 70'erne, eller også var det i Gilleleje eller i Bønnerup. De mange kommentarer, som man også kan finde på hjemme-siden, bekræfter anekdotens attraktion; det hævdes endda med sans for fiktion, at Harleyerne endte i Herning Havn.

Fantastiske Fortællinger er på mange og før usete måder godt litteratur-tv. Udsendelserne med de foreløbig fire forfattere har en litterær portrætfunktion - når f.eks. Erling Jepsen skal researche i Sønderborg og fortæller om sin modstand mod den sønderjyske barndomsegn: "Det er ikke et sted for børn". Og researchen kan i sig selv have litterære kvaliteter, som når Jepsen laver seriel voxpop i Sønderborg C: "Kan du huske din første bil?" Jo, det ka' de. Skarpt forfulgt af: "Kan du huske din første kæreste: Mjah-" Stiliseret sjov i gaden. På samme måde iscene-sætter kameraet den regelmæssige modstand mod regel tre: "skriv fortællingen på fire uger". "Det gælder om at gøre det så pinligt som muligt" - pinefuldt og pinagtigt kigger kameraet på forfatteren, som stirrer ind i skærmen. Svend Aage Madsen bekigges gennem vinduet til værkstedet og ser alvorligt ind i kameraet og ud på os: "I skal nok ikke bede mig om at læse noget op. Så kunne det være, at I ender med otte forfattere i stedet for 9."

Pointen er hverken, at Fantastiske Fortællinger giver et privilegeret kig ind i forfatterens hjem eller hoved eller i den danske provins og dens mange historier om biler, kærester og gågader. Eller at regler og obstruktioner, dogmemæssigt, viser sig produktive. Pointen er, at alle disse mulige former og forløb kobles på kryds og tværs, fra forlæg over forfatterhåndværk og tilbage igen - at de udgør en faktisk mangfoldighed, fra slapstick og scener over observation og objekter til fortællinger og former, og at det hele kan opdages på nettet. Pointen er den simple, at historier, mundtlig og skriftlig litteratur og tv er forsøgt koblet på lige fod - det ene 'formidler' ikke det andet, men konvergerer. 17. november udkommer så de ni forfatteres fortællinger 'på bog'. Sikkert udmærket, men ikke det mest interessante ved Fantastiske Fortællinger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her