Politisk kunst er igen blevet trendy. Forfatterne og billedkunstnerne solidariserer sig - også i deres værker - med de svageste i samfundet: med prostituerede, flygtninge, Den Tredje Verden osv. Værkerne vrimler med kapitalismekritiske, USA-kritiske, liberalismekritiske udsagn osv.
Kunstnere er ofte følsomme sjæle, der røres af andres lidelse. Og det er selvfølgelig ikke nogen dårlig egenskab. Men spørgsmålet er, om kunsten har godt af at mættes med eksplicitte politiske udsagn og solidaritetsgestik. Og om et digt overhovedet bliver mere politisk af at myldre med ord og navne som 'George Bush', 'udlændingelov', 'Irak-krig' og 'Guantánamo'.
Den franske filosof Jacques Rancière har påpeget, at kunsten har som en grundlæggende gestus at pege på en anden og bedre verden, og at det i sig selv er en grundlæggende politisk gestus, hvorfor kunsten ikke behøver at anstrenge sig for at blive politisk.
Litteraturens pegen på en anden og bedre verden behøver ikke at tage form af utopisk skønmaleri (Proust), det kan også handle om at give elendigheden dens apoteose ved stædigt at fordybe sig i den (Celine) eller simpelthen at udvikle vores 'mulighedssans' med den store østrigske forfatter Robert Musils begreb. Kunsten er det mulighedsrum, hvor tanken og fantasien kan udfolde sig under devisen 'hvad nu hvis-?'; et rum, der på den måde ligger fjernt fra realpolitik, men ikke dermed fra politisk tænkning.
Under de totalitære øst-regimer var kunstens politiske kamp en kamp for en politik-fri zone. Totalitarisme handler jo om, at intet område af livet er undtaget fra politisk styring. Milan Kundera var ærgerlig over at se sine værker betegnet som 'dissidentlitteratur', for de var jo lige så meget kærlighedsromaner. Og det er måske en pointe, som er værd at huske i disse tider, hvor litteraturen repolitiseres: at kunstens politiske kamp også kan være en kamp for, at der er andet i livet end politik; at der er eksistenszoner, som ikke lader sig indfange og regulere af politik.
I en nyligt udkommen norsk afhandling om den franske forfatter Marguerite Duras skriver litteraturlektor Ragnhild Reinton: "Duras er på mange måder en gennemført politisk og samfundskritisk forfatter. Det kan umiddelbart virke overraskende, siden hun så intenst skriver om det, som opfattes som en del af privatsfæren; kærlighed, død, tab og familierelationer".
Det er Reintons bestræbelse at hive Duras ud af privatsfæren (den individpsykologiske tolkning) og ind i den sociale kritik (Adornos negative æstetik). Hermed kommer Reinton helt på bølgelængde med et forfatterskab, som altid har indgydt mig den blanding af stor smerte og utopisk håb, som for Adorno var kunstens grundlæggende på en gang æstetiske og politiske gestus.
"Det sociale engagement," skriver Reinton, "viser sig netop dér, hvor Duras er mest litterær og tilsyneladende vender verden ryggen".
Christina Hesselholdt fortalte ved et offentligt arrangement sidste vinter, at hendes seneste bog En have uden ende oprindeligt var dobbelt så lang, fordi den var spækket med politiske, kritiske essays, som hun havde følt det som sin moralske pligt at skrive i den aktuelle politiske situation. Men hun havde måttet indse, at de ikke var gode nok, at hun ikke beherskede genren. Med Rancières pointe in mente havde hun ikke behøvet at bekymre sig om sin moralske forpligtelse, for hendes skrivekunst er et udpræget eksempel på kunstens pegen på en anden og bedre verden; hun er den, der fremmedgørende forløser verden ved at "beskrive tingene, til de forsvinder", som hun selv formulerer det i bogen.
Man har næsten lyst til at sige til forfatteren, som en vis bank i reklamen siger til sine kunder: Gør det, du er bedst til. Men det ville vist kalde på politisk analyse!
