Læsetid: 4 min.

Litteratur retur

8. oktober 2001

»Anne-Marie Mai har sagt, at nu vil vi have hele litteraturen. At nu vil vi ikke længere læse litteraturen i en modernistisk optik, som har det med at lægge dele af litteraturen i skygge. Det, det drejer sig om, er at udfordre nogle litteratur-historiske konstruktioner og opdage nye spændende ting. Hver gang noget er godt, men ikke comme il faut, er det comme il faut, der er noget i vejen med.«

Jon Helt Haarder, bidragyder til ‘Danske digtere i det 20. århundrede’, i torsdagens Information

I fredags udkom bind II af den gennemgribende opdatering af det klassiske værk, Danske digtere i det 20. århundrede, som via forfatterskabsportrætter og en opsamlende oversigtsartikel dækker vores litteraturhistorie fra 1940 til 1970. Sidste år blev perioden fra ‘70 til i dag behandlet i bind III og i Information fulgte en hidsig debat. For første gang skulle en række nye forfatterskaber vurderes og enten indskrives i eller uddrives af historien, ligesom forfattere, der tidligere – specielt op gennem 70’erne – havde været i front, nu måtte se sig devalueret i den ny rangorden. Fra Erik Skyum-Nielsen lød kritikken, at forfatterskabsportrætterne mestendels var skrevet af letvægts-litterater, som i deres iver efter at vise alt, hvad de havde lært på universitetet, undlod at forholde sig til den psykologiske vinkel på forfatterskaberne, der dermed fremstod ‘blodfattige’ og uden tyngde. Det er efterhånden en gammelkendt sandhed, at litteraturundervisning på universitetet handler om at betragte litteraturen gennem litteraturteoretiske briller af hinkestens-tykkelse, snarere end at interessere sig for hvad der sker, når man går i nærkamp med litteraturen selv. Så skal man til at tænke selv – og det er jo
aldrig rart.

I Ingmar Lemhagens anmeldelse af bind II i fredagens Information var der pæne ord om portrætterne, hvorimod redaktør Anne-Marie Mais oversigtsartikel blev kritiseret for at snuble i sin bestræbelse på at holde feltet for den ‘litterære mangfoldighed’ åbent. Enhver (litteratur-) historieskrivning er et opgør med den foregående måde at beskrive historien på – det er i selve nybruddet den henter sin eksistensberettigelse. Men det er også her problemerne opstår. Når Mais redaktionelle bestræbelse med Danske digtere f.eks. går imod forrige udgaves massive skildring af 70’ernes brugslitteratur er det for at bane vejen for vore dages litteratursyn. Men ‘vore dages litteratursyn’ vil selvfølgelig også vise sig at være fejlbehæftet og skævvridende, når man om tyve år kan se denne tid på afstand.

Det, der i dag er en rehabilitering af uretfærdigt oversete eller fejllæste forfattere – f.eks. Dan Turèll, Peter Laugesen og Klaus Høeck – kan lige så vel vise sig at være udtryk for at man i ‘mangfoldighedens navn’ vælger den anden side i stedet for begge sider i en litterær diskussionsfløj. Altså at der går litteraturpolitik i foretagendet, og at det nok gavner en balancefordeling i forhold til tidligere tiders kanon-opdeling, men at det litteraturpolitiske indlæg til gengæld viser sig at have en sørgeligt kort levetid. Herfra skal der ikke være mislyde over d’herrers opgraderede anerkendelse, ej heller over at ‘det formelle gennembrud’ bruges som en ny optik til at læse forfatterskaber med. Når en af bidragyderne til Danske digtere ..., Jon Helt Haarder, udtaler at »hver gang noget er godt, men ikke comme il faut, er det comme il faut, der er noget i vejen med«, kan det lyde velkomment og rigtigt. Men den chauvinistiske understrøm som skjuler sig i citatet giver et underligt indtryk af begejstret snæversyn. For hvad der er »godt« er da i høj grad bestemt af nutidens litterære klima og hvad der i dag regnes for værende godt udtrykker lige nøjagtigt vore dages comme il faut. I en triumferende nyformulering af litteraturhistorien ligger det lige for at blive en lige så rigid bastion, som den man vil gøre op med. Det kender enhver energisk besat oprører.

I et litteraturhistorisk værk som Danske digtere ... bør der tænkes længere end den umiddelbare effekt af et modtræk til tidligere tiders kanon. Diskussionen bag Anne-Marie Mais redaktionelle praksis er et forsøg på omvurdering af 1960’ernes litterære betydning, hvor f.eks. en forfatter som Hans-Jørgen Nielsens funktion og indflydelse er blevet kritiseret. Kritikkken har gået på, at han som magtfuld generationsfortaler holdt hånden over forfatterre, som lå på linje med hans egen litterære praksis og at vigtige forfattere, der ikke passede ind i denne linje ikke har fået tilstrækkelig credit siden. Til næste år udkommer bind I af Danske digtere, men med de to bind, som er i hus allerede, er det nødvendigt tænke over hvad det er for en form for udskilning, der nu er foregået. Skal der ikke stå en sprække åben for tvivl, der kunne komme litteraturen til gode; den litteratur hvis væsen netop handler om det-vi-ikke-kan-vide-med-bestemthed? cl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu