Læsetid: 6 min.

Litteratur som det sidste stille rum

Det at skrive betyder ikke, at man også skal ytre sig politisk, siger den tyske forfatter Judith Hermann, der er blevet sammenlignet med Hemingway og Raymond Carver. Alligevel kan hun ikke forestille sig at skrive en historie, som ikke tager udgangspunkt i nutiden
27. oktober 2005

I slutningen af 1990'erne blev Judith Hermann et ikon. Men et ikon for hvad? Hendes Sommerhus, senere fra 1998 solgte i flere hundredetusinde eksemplarer. Hele den tyske litteraturkritik viste sig fascineret af hendes på samme tid smukke og melankolske sprog. Gang på gang blev hun sammenlignet med forfattere som Ernest Hemingway og Raymond Carver.

På en måde repræsenterede Judith Hermanns Sommerhus, senere et opbrud. De ni fortællinger foregik i og omkring Berlin. Øst og Vest var smeltet sammen. Og fortiden, især den meget mørke fra årene 1933-45, spillede ikke nogen rolle. Hermann beskrev en - ja sin egen - generation, som havde råd til ikke at bekymre sig - hverken om for- eller fremtiden og slet ikke om en borgerlig tilværelse.

"Hvis jeg skal sige det meget plat, så er jeg altid interesseret i mennesker, i det som foregår inde i og imellem dem. Mine tekster er meget afhængige af det, som jeg iagttager, mindre af det som jeg forestiller mig. Det er altid en bestemt iagttagelse, som gør, at jeg sætter mig ned og begynder at skrive en historie. På den måde er jeg meget forankret i nutiden. Tag for eksempel min første bog Sommerhus, senere. Det er jo ikke en politisk bog eller en bog, som beskriver de store samfundsmæssige omvæltninger efter Murens fald. Men en bog, som siger meget om tiden, en tid, som på mange måder var underlig: Den var åben, præget af forventning og en vis uro, den var uden mål, og på en måde var målet netop at være målløs."

Ikke-politisk forfatter

- Du betegner dig selv som en ikke-politisk forfatter, nærmest med en vis stolthed.

"I det at være forfatter ligger der ikke nogen forpligtigelse til også at ytre sig politisk eller til at deltage i den offentlige diskussion, i hvert fald ikke efter min mening. Det ene betinger ikke det andet. Det, at jeg skriver, gør mig ikke automatisk til et politisk menneske. Der er nogle folk, der mener, at det at være upolitisk også er politisk, men jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med dem."

- Tyskland befinder sig midt i en dyb krise - politisk, økonomisk. Er du ligeglad?

"Jeg er ikke ligeglad med hensyn til mine direkte omgivelser. Men, den krise, som du hentyder til, den, som aviserne og alle andre medier beretter om hver dag, den er jeg faktisk ligeglad med. Måske er det en utrolig egoistisk holdning. En gang imellem har jeg faktisk en surrealistisk oplevelse, og jeg spørger mig selv; er det virkelig noget, som foregår, fordi det berører mig og mit liv så lidt? Men sådan er det!"

- Indtil nu har du udelukkende skrevet noveller. Hvorfor denne kærlighed til den korte form?

"Det er altid et bestemt øjeblik, som mine historier er bygget op omkring - en sætning, som bliver sagt, en bestemt situation, som jeg har oplevet eller iagttaget. Og et sådant øjeblik egner sig ikke til en stor roman. Den kan bære en fortælling, men ud over det ville man snakke dette øjeblik ihjel. Med Sommerhus, senere kom det helt af sig selv, at jeg ville skrive korte noveller, med Spøgelser, overalt var det en bevidst afgørelse. Jeg var ikke færdig med denne form endnu. De enkelte fortællinger blev her lidt længere, fordi jeg gerne ville komme tættere på personerne - psykologisk, på deres følelser og karakteregenskaber, deres indre monologer. Og så kan jeg godt lide den åbne afslutning, som fortællingen overlader mig som en mulighed. Samtidig understreger det dens nutidighed. I romanen kommer man til sidst altid til en slags afslutning."

- Dine historier - står de uformidlet ved siden af hinanden, eller danner de tilsammen en slags helhed?

"Jeg ville ønske, at de giver et slags billede. Der er noget, som forbinder disse figurer med hinanden - en bestemt forventning til livet, en vis længsel og ubeslutsomhed, måske også en uro, alt sammen tilstande, som man på en måde kunne sammenfatte som værende melankolsk. Men hver enkelt person tackler sine følelser forskelligt. De har forskellige biografier og planer. Som sagt handler det altid om et bestemt øjeblik, og hvad en person gør ud af det."

Melankoli

- Du tilhører en generation, som er vokset op uden krig eller politiske katastrofer, som for de flestes vedkommende har haft et økonomisk tryg tilværelse. Din jævnaldrende kollega Julia Franck har engang sagt: 'Her stod jeg efter studentereksamen og havde alle disse muligheder.' Så hvorfor denne melankoli, som du selv nævnte. Du burde jo være et lykkeligt menneske-

"Julia Franck har ret, sådan oplevede jeg det også. Og dertil kommer: mange af disse muligheder er blevet til virkelighed. Jeg har heller aldrig sagt, at jeg er et ulykkeligt menneske. Ejheller at mine figurer er ulykkelige. Nogle gange gør de det svært for sig selv, nogle af dem har noget selvpinerisk over sig i deres permanente søgen og indre anspændthed. På den anden side synes jeg, at de i høj grad formår at være lykkelige, når det øjeblik kommer, hvor lykken indstiller sig. Så kan de endda være rigtig lykkelige. Men der findes dette vidunderlige begreb om ankomstens melankoli - en melankoli, som jeg godt kender fra mig selv. Man ønsker sig noget, længes efter det, og så er det der. Og så er det ikke lykke, man føler, men bliver melankolsk i stedet, fordi man har svært ved at fatte denne endegyldighed. Noget er gået i opfyldelse, men noget er også forbi."

- Lykken varer kun et øjeblik-

"Lykken er altid flygtig. Og denne omstændighed skulle jeg også først begribe. Da jeg var ung, troede jeg, at man på et tidspunkt ville komme til et punkt, hvorfra man så ville være lykkelig - måske midt i 20'erne, senest i starten af 30'erne. Forståelsen for, at det aldrig ville være på den måde, at lykke og ulykke altid afløser hinanden, ja, at lykken for det meste dukker op i nogle situationer, hvor man slet ikke forventer det, er en erfaring, som jeg har gjort og forstået forbavsende sent."

- Hvad betyder litteratur, når den ikke er politisk? Har den en samfundsmæssig betydning?

"Zoe Jenny har engang sagt, at hun skriver for at overleve. Hvis jeg skulle bruge så store ord, ville jeg måske sige, at jeg læser for at overleve. Der er mange situationer i mit liv, hvor det at læse har reddet mig, hvor det har givet mig trøst. At læse gør mig lykkelig og det beroliger mig. Det er frihed. Det er en mulighed for at træde ud af sit eget liv for et øjeblik, at opnå en slags bevidstløshed med hensyn til ens egen eksistens og samtidig at slippe ind i en anden person, et andet liv - ja, i en anden virkelighed, som naturligvis i en vis grad er koblet til min egen. Dette er for mig altid forbundet med at hvile, med en slags indånding. Det at læse trækker mig ind i en anden hastighed, i en anden rytme, i et andet lys, ja, i en anden verden - det befrier mig så længe det varer. Derfor synes jeg, at det er underligt at skulle svare på et spørgsmål om litteraturens samfundsmæssige rolle eller betydning. Man er alene, når man læser - og måske er det en af de få ting i livet, som er tilbage, hvor dette er tilfældet. Måske er litteraturen det sidste stille rum, som findes."

Judith Hermann, forfatter, født 1970. Hendes hidtidige to bøger, 'Sommerhus, senere' og 'Spøgelser, overalt' er begge udkommet på dansk på forlaget Høst & Søn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her