Læsetid: 4 min.

Litteratur-splejsning

13. december 2000

Midt i denne klejnetid har vor lederskrivende kriminalreporter, lad os i julebearbejdningens anledning kalde ham Vatsen, rettet lygteskæret mod et dunkelt punkt, hvad angår begrebet litterær forklejning.
Det handler om det særdeles interessante begreb nyoversættelse. I går kom et eksempel på denne lyssky gerning for dagens lys. Villy Sørensen udgav tre eventyr af H.C. Andersen nyskrevet for børn. Anmelderen af ugerningen skrev i går til Information, at Sørensen havde udskiftet det skjønne ord ’prægtig’ med det noget mere krydderiforladte ’dejlig’. Og ordet ’indvaanere’ var vupti! blevet til ’indbyggere’ for blot at nævne et par eksempler fra beretningen om Snedronningen. Skulle der nu monstro være en sag i dét, kunne en eller anden kriminalchef indvende, men der er efterhånden indhentet flere spor i sagen.
Tidligere på året udkom nemlig Jens Andersens gennemskrivning af H.C. Andersens såkaldt glemte eventyr, hvor Jens forsøgte at normalisere originaliteten i Andersens ord. Andre sager, som er kommet vor medarbejder for øre, handler om Søren Kierkegaard, hvor det forlyder, at gerningsmanden i miljøet går under navnet Peter ’Forhammer’ Thielst. Hvordan dét foregik, lyder der grumme historier om. Der tales om ’medistermetoden’, en frygtet tortur i forfatterkredse. Man tager en passende tekstmasse af blåstemplet oprindelse, kører den gennem den mest populistiske kødhakker, der er at finde på markedet, og ud kommer en pølse, som man henkoger i mediesuppe. Pølsen anretter man så med sløjfe om og sender den ud som studenterguf for kommende åndsfyrster. Velbekomme!

Problematikken er dog mere kompliceret end som så. Èn ting er, at der altid vil være brådne kar – også blandt såkaldt litteraturformidlere – noget andet er, hvad i alverden der kan få en kapacitet som Villy Sørensen til at gå i gang med synonymordbogen, når der vitterlig ikke er tale om uforståelig tale fra eventyrdigterens side? Lad os lige for nemheds skyld opregne, hvilke typer forseelser, vi her taler om. Sørensen vælger ordet ’nyskrevet’, hvilket betyder, at han med pennen har løbet urteksten igennem og korrekset dér, hvor H.C.’s ord har virket for bedagede. En anden forseelse hedder ’læsepædagogisk bearbejdelse’, som Hanne Leth og Jørn E. Albert for selveste Gyldendal har bedrevet i forbindelse med samme H.C. Andersen. Ak, hvor forandret, ville den gamle udbryde med Blicher og mon ikke øgenavnet Svinedrengen ville blive påhæftet en eller anden frisk litteraturformidler?
En helt anden genre hedder gendigtning, og dér har Villy Sørensen vist stor originalitet og formidling i karatklasse. Ragnarok var titlen på hans gendigtning af nordisk mytologi, og Apollons oprør hed den geniale version af de græske myter. Her blev stoffet genoplevet gennem det sørensenske temperament, og ikke kun fik vi nogle prægtige historier ud af det, vi fik også Sørensens særlige syn, hans poetik, med i købet.

Køb handler det under alle omstændigheder om, nu hvor man i forlæggergårdene aner julesalget forude. Men set fra barnekammeret, hvor eventyrene i sidste ende skal bevise deres brugbarhed, kan revisionismen måske opfattes som en håndsrækning til kæmpende forældre. Det er muligt at læse H.C. Andersens eventyr på langs i barnesengen. Men hvem der falder først i søvn, handler det vel også om, kan man indvende.
Børnefamiliernes hektiske livsomstændigheder taget i betragtning styrker det måske ligefrem læselysten, at der findes tilgængelige og hæderlige udgaver, hvor man ikke behøver at krumspringe sig gennem teksten for at poderne kan få deres fortælling i et nogenlunde forløb. Problemet er bare, at den Andersen-udgave, børnene vokser op med, vil være den kánon, de kender og husker. Og den snørklede, rigtige Andersen, vil forekomme dem støvet og old-school-agtig. Man må simpelthen tage sig tid til at læse eventyr!
Hertil kommer, at nutidsgørelsen af litterære værker ikke hører til den eneste ugerning, som foregår i disse år. Man farvelægger sort-hvide film, Gøg og Gokke, Casablanca er røget, og hvornår får vi Citizen Kane i fuld farvelade? Desrespekten over for traditionen kan i flere tilfælde have gavnlige effekter. Gammel musik spilles af nye instrumenter, Shakespeare iscenesættes og bearbejdes og romaner filmatiseres – af og til med held. Der er ikke noget dér.
Men den virus, som hedder alt-skal-forvandles-forvaskes-og-forvanskes, synes ikke at kende nogen grænser. Det er som om, at fordi der ikke står, at man ikke må, så betyder det, at det må man da gerne. Og ’ingenting gælder’, hedder det jo nu om dage, og så er det bare om at komme igang!

Men nej. Lige som man på fødevareområdet har en særlig mærkning mod gensplejset mad, burde man her indføre et obligatorisk gult advarselsskilt over boghylden med oversætter-splejset dansk litteratur. Villy Sørensens nyskrevne Andersen-udgave kan så rubriceres her, mens f.eks. hans Grimm-oversættelse kan komme længere frem i vinduet. At flere læsere vil have tiltro til Sørensen og glæde sig over, at han har sagt god for en ny Andersen, skal ikke formilde sagen.
Synonymernes hærgen i den danske oversætterverden må høre op. Og skal der være en skygge, så lad dog Andersen få det sidste og rigtige ord i sit eventyr og lad ikke andre skygger falde ind over teksten. Elementært, kære ...

cl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu