Læsetid: 7 min.

'Litteraturen er min hjemstavn'

Suzanne Brøgger kunne ikke skrive i København og flyttede for 35 år siden til Knudstrup. Huset og landskabet giver hende en fred og fordybelse, hun ikke har kunnet finde andre steder
11. februar 2006

Vi sidder i den gamle skolestue foran ilden i pejsen i Knudstrup, Suzanne Brøgger og jeg. På gulvet ligger en udstoppet havskildpadde. Der står en buddha langs den ene væg, og i den pompeiansk- røde stue ved siden af står en udstoppet leopard i en glasmontre. Man fornemmer straks på tingene og stemningen i huset, at det er en kosmopolitisk kvinde, der bor her. Suzanne Brøgger blev født i 1944 i København, men boede en væsentlig del af sin barndom i Thailand og på Sri Lanka. En opvækst, der har fået betydning for hendes liv og forfatterskab, der allerede fra debuten Fri os fra kærligheden (1973) har vakt stor opsigt.

"Jeg tror, jeg er blevet forfatter, fordi jeg fra barnsben rejste meget rundt med mine forældre. Derfor har jeg levet meget af mit liv i korrespondancer. Jeg har lært fra tidligt af at bo i det fremmede og selv være fremmed og tilpasse mig forskellige livsformer. I og med jeg har haft en globaliseret opvækst, har jeg kunnet tilpasse mig forholdene alle mulige steder."

Derfor var det en mærkværdig oplevelse for Suzanne Brøgger, da hendes forældre skulle have et sommerhus i Danmark, og hun sammen med sin stedfar fik fremvist den nedlagte skole i Knudstrup.

"Jeg følte mig hjemme, lige så snart jeg så huset. Det er underligt, at jeg fik det sådan, for jeg havde ikke noget landgen i mig. Da jeg flyttede ind i huset, lærte jeg, at én definition på lykke er at finde et sted, hvor man føler, man hører til. Selv om jeg holder af New York og Paris og sagtens kan trives der, så er det kun her, jeg får følelsen af at være hjemme."

Suzanne Brøgger kunne ikke skrive i København og flyttede fra vennerne og festerne i byen ud i huset i Knudstrup, da hun var midt i tyverne. Hun har boet her i 35 år. Huset og landskabet giver hende en fred og fordybelse, hun ikke har kunnet finde andre steder, forklarer hun.

"Jeg skriver hver dag, også om søndagen. Det kan jeg gøre, fordi jeg har fundet mit sted. Selv om flere af mine venner har den opfattelse, at man ikke skriver med et sted, så har det her sted betydet for mig, at jeg kunne skrive."

Kosmisk fornemmelse

"Landskabet heromkring er et gammelt moseterræn. Det har ikke nogen spektakulær skønhed over sig. Det er ikke et landskab, der kræver at blive beundret. Jeg kan ikke invitere folk herud for at se havet, udsigten fra bjerge eller en nyudsprunget skov. Det er nærmest udsigt til ingenting, og det virker beroligende på mig. Fra nogle vinkler kan jeg næsten se Jordens krumning. Det er en kosmisk fornemmelse. Jeg kan virkelig føle mig som et menneske, der er på jorden."

"Det er en forstyrrelse, at man har bygget Storebæltsbroen, selv om den er smuk. Det har ødelagt den fornemmelse af evighed, der var her på stedet. Jeg kan ikke se broen direkte, og jeg kan heller ikke høre støjen fra bilerne, men jeg kan fornemme den. På den måde er det ikke længere sådan, at jeg tænker, at verden ender her".

I flere af sine værker hylder Suzanne Brøgger Knudstrup, som i hendes forfatterskab er et billede på glæderne ved det landlige liv og et stærkt modbillede til det urbane nomadeliv. I essayet En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege, skriver hun: "Oh Knudstrup, jeg elsker dig".

"Det var en lykkefølelse, der kom op i mig, da jeg opdagede, at jeg følte mig hjemme her. Det kan være, det ydre landskab svarer til det indre. Et sjæleligt landskab, man har inden i sig. I hvert fald så svarer landskabet ved Knudstrup til mig."

På trods af at Suzanne Brøgger har boet i landsbyen i 35 år og føler sig stærkt knyttet til den, betragter hun den ikke som sin hjemstavn.

"Jeg føler, jeg kommer hjem her, men det er ikke min hjemstavn. Det er det sted, hvor man har sin oprindelse. Der er ikke noget sted, der er min hjemstavn. Jeg er en globaliseret nomade. Når det er sagt, vil jeg alligevel tilføje, at selv om jeg taler mange sprog, vil jeg ikke komme til at tale et sprog så godt, som jeg taler dansk. Jeg vil heller ikke have så dybe referencerammer til noget andet, som dem jeg har til danske sange, litteratur og eventyr. Jeg vil sige, at litteraturen er min hjemstavn."

- Hvordan komplementerer det kosmopolitiske og det fastboende menneske Suzanne Brøgger hinanden?

"Jeg har evnen til at kunne begå mig i det kosmopolitiske, men jeg kan ikke skrive i det. Jeg kan åbne mig for det, suge det til mig og lade mig påvirke og forandre af det, men at skulle fordøje og fortolke det, det kræver den fred, jeg kun kan finde her."

"Jeg har skrevet alle mine bøger i det samme værelse. Jeg ville ikke kunne have gjort det andre steder. Jeg tager notater, når jeg rejser, men det er nødvendigt for mig at have mosen i nærheden af mig, hvor det hele kan synke til bunds. Stedet er en præmis for mig for at kunne skrive."

Suzanne Brøgger griner:

"Det er som om, jeg finder mine bøger på bunden af mosen og trækker dem op af den. Jeg har også gået den samme tur omkring mosen hver dag i 35 år."

Det tabte fællesskab

I de tre årtier, Suzanne Brøgger har boet i Knudstrup, har hun oplevet de forandringer, der er sket i og med, at landbrugskulturen er forsvundet og blevet erstattet af informationssamfundet. Det har haft store konsekvenser for området, og beboerne har betalt en høj pris, mener hun.

"I bondesamfundet kunne alle mennesker give en hånd med, uanset hvordan deres hjerner fungerede. Der var plads til dem. Industrien er i vores tid blevet så teknologisk, at det kræver uddannelse for at kunne arbejde der. Desuden er mange fabrikker lukket her på egnen eller flyttet til udlandet. Der er kun lakridsfabrikken i Slagelse tilbage og Novo Nordisk i Kalundborg. Det betyder, at mange mennesker sidder hjemme foran fjernsynet og hæver deres bistand hver måned. De er sat ud af alle sammenhænge. De bliver tabt i globaliseringens centrifuge."

Suzanne Brøgger faldt hurtigt til i Knudstrup og fik gode venner blandt naboerne, men har også måtte bevidne, at det fællesskab, der var mellem folk engang, er forsvundet.

"Jeg slog mig ned her for at få fred til skrive mine moderne bøger, men jeg var alligevel afhængig af fællesskabet her på stedet. Nogle gange irriterede det mig, hvor afhængig jeg var af det. Jeg havde ikke en græsslåmaskine, så når græsset skulle slås, kom en nabo og hans ven og gjorde det. De satte en hel dag af til det og forventede også, at jeg skulle underholde dem".

"Sommetider tænkte jeg: 'Åh, bare jeg havde råd til en græsslåmaskine', men jeg vidste også godt, at hvis jeg fik én, ville samværet være overflødigt. Der lærte jeg, at jo mere kapitaliseret tingene bliver, jo mere forsvinder fællesskabet."

"Jeg drak kaffe hver dag med mine genboer, og hvis min nabo havde lavet en ret, hun syntes, jeg skulle smage, kom hun over og hentede mig. Det skete nogle gange, at jeg havde sovet længe og endnu ikke havde nået at få morgenmad, før hun stod og råbte: 'Så er der kråsesuppe'. Det fællesskab er et stort tab. I stedet for kråsesuppe har jeg fået bilkirkegården ved siden af," siger Suzanne Brøgger og griner.

$SUBT_ON$Stilethæle og træsko

Selv om Suzanne Brøgger har haft permanent adresse i Knudstrup de sidste mange år, har hun ofte rejst ud i verden. Det begrunder hun med, at hun har brug for verden for at kunne skrive.

"Jeg er nødt til at få forstyrret mine sanser og komme steder hen, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvordan vandhanerne virker, og hvor jeg ikke ved, hvor jeg køber frimærker. Et sted, hvor jeg skal begynde forfra på de daglige gøremål. Det kan næsten blive for lykkeligt og fredeligt i Knudstrup. Derfor har jeg som forfatter brug for at bevæge mig et sted hen, hvor jeg skal genopfinde de elementære ting."

- Du skriver essayet 'En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege', der er en hyldest til det landlige liv, kun ét år efter du har skrevet 'Creme Fraiche', der beretter om den kosmopolitiske, frie, erotiske kvinde. Hvordan hænger det sammen?

"Jeg tror, det er den samme kærlighedsfølelse rettet mod forskellige poler. I det ene tilfælde mod de menne-sker, jeg møder. I det andet tilfælde mod et sted og et landskab. For mig er der ikke nogen afgørende forskel, men folk vil nok opfatte det som to modsætninger, fordi man traditionelt arbejder med et skel mellem land og by og mellem gummistøvler og stilethæle".

- Så det, du siger, er, at du godt kan have ægte perler og træsko på samtidig? spørger jeg og peger på Suzanne Brøggers halskæde og hendes sko. Hun griner højt:

"Ja, præcis. Det er lige mig. Jeg mener godt, at det samme menneske kan rumme en udlængsel og en hjemlængsel. Jeg tror, der kan være en lykke i at være i konstant bevægelse, men også en lykke i at blive ét sted. Det er blot to yderpunkter af, hvad lykke kan være. Men nu hvor du spørger, om man kan være lige så lykkelig som nomade og som fastboende, så oplever jeg det som et stort privilegium at høre sammen med et sted."

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu