»Vi slutter i Island, hvor isbræen Dynju-jøkul har skabt de smukkeste scenerier. Blå søer dukkede op, da bræen begyndte at smelte til glæde for turister og lokale. Slut på denne TV-Avis. Der er flere nyheder klokken 21.«
TV-Avisen tirsdag d. 5. sept. kl. 18.30
MAN VIDSTE ikke, om man skulle le eller græde, da TV-Avisen forleden bragte de smukke og skræmmende billeder af den kæmpestore, sprækkende og smeltende isbræ på Island. Var dette naturens gave til Islands turistindustri, eller var det Jordens undergang? TV-Avisen forklarede ingenting, så Information ringede til fotograf Omar Ragnarsson, der havde filmet den smeltende bræ fra sin lille flyver. Og Ragnarsson fortalte, at selv om Island vitterlig har haft en meget varm sommer, og selv om de globale temperaturer stiger, og de islandske isbræer overalt skrumper, så er netop dette jøkul-løb nok et naturligt fænomen.
Det tror vi så på, for Ragnarsson er en klog mand. Pointen er imidlertid, at Jordens begyndende undergang udmærket kunne blive os forkyndt på denne henkastede måde. Som spektakulære, uforklarede og fragmenterede billeder, der flimrer forbi i tv-nyhederne. En isbræ i nord, en oversvømmelse i syd, en tørkeepisode i vest, en orkan i øst. Vi ser de enkelte billeder, men vi ser ikke det store billede. End ikke det billede af en smeltende Nordpol, der blev bragt her i avisen den 26. august men som vist stadig ikke har fundet vej til tv-nyhederne har udløst den »vækkelse« i offentligheden, som den norske klimaforsker Helge Drange, Bergens Universitet, efterlyste i Information, da billedet kom. »Der er meget store forandringer i gang,« sagde den foruroligede norske forsker.
NÆH, DEN vesteuropæiske offentlighed er grebet af en ganske anden vækkelse, som Jordens forestående undergang ikke kan hamle op med: Lastbil- og taxichauffører, landmænd, fiskere og andre erhvervsgrupper har skabt næsten borgerkrigslignende tilstande i Frankrig, hvor regeringen torsdag var på nippet til at sætte militæret ind for at bryde blokader mod olieraffinaderier, benzinstationer og veje, etableret i protest mod de benzin- og olieafgifter, der sammen med stigende oliepriser truer de pågældende på pengepungen.
Blokadeaktionerne bredte sig fredag til Storbritannien, i Spanien og Tyskland ulmer uroen, og i Danmark truer vognmændenes formand med »franske tilstande«, hvis ikke skatteminister Ole Stavad nedsætter afgiften på dieselolie. »Nu er det et spørgsmål om liv eller død,« siger formanden. Landbrugsrådet støtter aktionen, og landsformanden for Parcelhusejernes Landsforening udtalte sig fredag i Berlingske Tidende om statens »moralske« ansvar for at afhjælpe »borgernes ulykke«, bl.a. i form af en forventet ekstraregning på 5.000 kr. i år til en normalfamilie med bil og parcelhus.
I DISSE DAGE sidder embedsmænd fra hele verden i Lyon og planlægger næste store møde om den internationale klima-aftale fra 1997, Kyoto-aftalen, der fortsat ikke er trådt i kraft. Klimamødet finder sted til november, og røster i USA taler allerede for at opgive målene for begrænsning af de globale CO2-udledninger. Angiveligt fordi begrænsningerne ikke er forenelige med ønskerne til den økonomiske vækst i verden. Til de røster kan nu føjes vredesråbene fra vognmænd, landmænd, parcelhusejere og deres politiske bagland i det halve Europa, der kalder på kompensation fra staterne, så overforbruget af CO2-forurenende olie kan opretholdes til en lav pris, på samfundets regning og miljøets bekostning.
Hvis de internationale ledere skal leve op til deres såkaldt »moralske« ansvar overfor disse stakkels ulykkesramte men
nesker, så skal de skynde sig at droppe alle snærende klima-aftaler, investere de mange milliarder fra de nationale olieeventyr som det danske i Nordsøen i at bygge diger mod de stigende verdenshave og så ellers give los for fortsat olieafbrænding og forbrugsvækst. Vi kunne f.eks. passende tanke alle de små flyvemaskiner med afgiftsbefriet olie og med Omar Ragnarsson i spidsen flyve rundt over isbræerne og Nordpolen og beundre det smukke sceneri med de blå søer, når det hele for alvor smelter ned.
