Læsetid: 6 min.

Liv, død & business

Der er noget helt galt: Musikere markedsfører sig selv på internettet. Kommende rockstjerner sælger hundredtusinder af plader uden en pladekontrakt. Et skred er i gang, og de bedste eksempler er albumaktuelle Klaxons og Clap Your Hands Say Yeah. Velkommen til en ny generation af mediesikre rockbands
27. januar 2007

Det er jo bare rockmusik. Herregud. Men det kan være liv og død, når man er ung, og det er der jo mange, der er. Hele tiden. Så der er konstant brug for nye rockidoler, som kan sætte strøm til de kemiske processer, som nogen har valgt at kalde sjælen.

Men rockmusik er jo også business, og den business er for tiden ofte i hænderne på musikerne selv. Og så går liv, død og business op i en højere enhed.

Tag nu Klaxons der har forstået at sælge sig selv så godt, at de stort set allerede er stjerner, før deres debutalbum er ude. Et par kække singler, nogle forrygende live-optrædender og en sikker håndtering af tilstedeværelsen på nettet. Og vupti, en krig om at få deres navn på kontrakten var i gang blandt de store pladeselskaber. Polydor under Universal vandt.

Med en ekstremt målrettet energi og en stærkt flagrende stilistik detonerer deres debutalbum Myths of The Near Future med en farverigdom længe savnet på den britiske rockscene. Her har attitude og stofmisbrug ellers været rigeligt brændstof for en stærkt forurenende hype, som har en nogenlunde lige så usund drivhuseffekt på musiklivet som CO2-udledninger på det globale klima. Den kvæler scenen i sit eget hysteri.

Ikke at Klaxons mangler attitude, slet ikke, men de har bare også talent til op over begge ører. Ikke nok med at de sparker os i mellemgulvet under paraderne med deres dumpt aggressive tromme- og basstød, de skriver også forbandet gode melodier og synger os og dem selv høje på fornemme flyvske vokalharmonier. Myths of The Near Future er 11 ildspåsættelser af lige dele godt sangskriverhåndværk og målrettet destruktion af konventioner. Når de er bedst, affyrer trioen forvandlingsbomber, som trækker på både punk, britpop, psychedelia, bigbeat og techno, house og hardcore fra de sene 80'ere og tidlige 90'ere. Dengang rave-kulturen stadig levede under en happy happy ecstacy-sol. Hvor de tre twenty-somethings i Klaxons i øvrigt ikke engang var teenagere.

Noble vildmænd

Den London-residerende trio går prætentiøst amok og suger til sig i et hyperdynamisk krydsfelt mellem to af de sidste 30 års mest underholdende og åbenstående rock-udtryk: Sen-70'ernes og start-80'ernes post-punk (Talking Heads, Gang of Four, Public Image Ltd.) og baggy-scenen ca. 1990 (Stone Roses og Happy Mondays). Uden at ligne nogle af disse bevægelsers store repræsentanter, så lyner Klaxons et sted mellem baggyscenens opfordring til eufori og post-punkens videreførelse af punkens oprindelige credo om konstant fornyelse. "Nu-rave" eller "new rave" har Klaxons' egen Jamie Reynolds med stort pr-talent døbt musikken. Et pressevenligt og okay passende mærkat, som nu også overklistrer navne som Shit Disco, Hadouken og Crystal Castles ude i medierne. Og Klaxons er da heller ikke blege for at lave coverversioner af gamle rave-anthems, samtidig med at de insisterer på håndværket: Deres trommeslager kopierer f.eks. elektroniske 90'er-beats fra de tidlige rave-dage.

Men Klaxons er noble vildmænd: Her er samtidig referencer til store forfattere som Thomas Pynchon, J.G. Ballard og William S. Burroughs. Og flyvske tekster: Check f.eks. linjerne til "Gravity's Rainbow" (en Pynchon-roman): "All ships of sense on hyper ocean/All kytes of chaos still in motion."

Så kan musikkritikeren lige så godt pakke sin metaforik sammen, for mere bombastisk bliver man ikke uden at blive latterlig.

Post-punk-videreudviklere som Franz Ferdinand og The Rapture har lært os igen at danse til rock her i det 21. århundrede. Men nu skal vi danse vildt, måske moderne pogo? Der er ikke samme überneurotiske nervøsitet som hos Talking Heads eller marxistiske analyse som hos Gang of Four over Klaxons. Klaxons er snarere ildspyende mystikere, neopsykedeliske mediemanipulatorer, der vil have os til at give slip. Helt slip. Hvilket også understreges tekstligt af kosmiske omveje og referencer til okkultisten Aleister Crowley og til dommedag - ifølge Klaxons og en af medlemmernes afdøde bedstefar er det i 2012. Så lad os feste, som om det er 2011!, skriger deres debutalbum. Og det bliver hørt, tro mig, for Myths of The Near Future er - når det er bedst - ren pyromani.

Farvel til garagerock-retro

Så hermed altså et definitivt farvel til den garagerock retro-bølge, der med White Stripes forrest satte dagsordenen for en stund. Også kulturen er en bølgebevægelse, og nu handler det ikke længere om en puristisk rod-autenticitet, men om en heller ikke helt ung meta-autenticitet, hvor der er fri leg på gul stue med musikalske og kulturelle koder. Og pludselig viser mainstreamrock potentiale til at nå sit stilistisk mest sammensatte og dermed mest krydsbefrugtende niveau siden post-punken, hvor konventionerne blev revet fra hinanden i popverdenens yderrille.

En af årsagerne til dette er selvfølgelig nettet, hvor man har skippet A&R-leddet - altså de pladeselskabsfolk, der opdager og udvikler nye navne. Et job der lige nu virker som en fordyrende omvej for bands, som selv formår at brande og udvikle sig - og begge dele formår Klaxons.

Talent kan som bekendt ikke holdes nede, men under det gamle system kunne det sagtens holdes uden for mainstream. Det sker ikke i dag for dem med potentielt bred appel, for gigant-sites som MySpace taler sit eget tydelige sprog: Matematikkens. Et syvcifret antal lytninger på MySpace eliminerer lige som behovet for, at en A&R-mand skal forsøge at regne ud om bandet nu kan sælge eller ej. Og det betyder, at bands kan eksperimentere uden for konventionerne, men stadig forsøge at nå ind til et bredt publikum - endda hos et af de fire store multinationale selskaber, som selvfølgelig har lugtet lunten. For nettet har med bl.a. Klaxons antydet, at det måske ikke er publikum, der er hamrende konservative og hellere vil malke en trend til døde end finde nye græsgange.

På MySpace deler Klaxons nogenlunde lige så stor popularitet som et andet band, der har markedsført sig selv via denne Rupert Murdoch-ejede hjemmeside, nemlig amerikanske Clap Your Hands Say Yeah. Ja, mens Klaxons allerede har solgt deres glowstick-mysticisme, så har Clap Your Hands faktisk stadig ingen pladekontrakt i hjemlandet USA, kun en distributionsaftale! Og det giver selvfølgelig max indie-credibility.

Svævende elegance

Begge grupper har i skrivende stund haft omkring 2,2 millioner lytninger af deres sange på MySpace, og Clap Your Hands har nu deres album nummer to på samvittigheden. Some Loud Thunder tegner en positiv, selvsikker udvikling for kvintetten, der holder til i Brooklyn, New York City og Philadelphia, Pennsylvania. Vovemodige, kunne man måske kalde dem, men med MySpace ved hånden er det svært at sige. Hvem ved, måske vil de 300.000, der købte det første album, have videreudvikling frem for en blind fortsættelse af formlen? Eller også har bandet bare kunstnerisk integritet nok til at stole på sig selv. Følge næsen. Som her har ledt dem længere ud i eksperimenterne og længere ind til en mere præcis og varieret sangskrivning. Det hvalpede fedt er blevet skåret væk, og kompositionerne har vristet sig fri af debutens lidt monokrome mathed. Og så har de lyttet yderligere til de uomgængelige forbilleder i Talking Heads - ikke kun til deres sangskrivning, men også eklekticismen, som her resulterer i leg med andre genrer og med blæsere, strygere, klokker og den allestedsnærværende elektronik. De mere festgejle newyorkere i !!! og LCD Soundsystem spøger også som inspirationskilder, mens pladens eventyrlige overtoner får en til at genkende Mercury Rev-producer Dave Friedmann som manden bag knapperne. Og der er en svævende elegance over frontfigur Alec Ounsworths sangskrivning, der giver Some Loud Thunder et afgørende løft, selvom et par sange dog stadig synes at være en kende ufødte.

Med først Clap Your Hands Say Yeah og nu Klaxons synes et populærmusikalsk skred at være i gang takket være internettet. Men inden vi løber ud i gaderne for at feste over et nyt daggry, så er det værd at ihukomme, at det evig og altid handler om at kunne sælge sig selv. Og at det uden sammenligning mest populære musiksite stadig (som tidligere i artiklen) er ejet af den republikaner-glade mediemogul Rupert Murdoch. Hvilket ikke er for nok så mange millioner blå øjnes skyld. MySpace promoverer således hårdt de bands, de ser mest kommercielt potentiale i - herunder denne anmeldelses to navne - via sitets forside og ekstra privilegier, og så har de startet deres eget pladeselskab... Så nye magtstrukturer er ved at gro fast. Men indtil da er det vores opgave at nyde, at yderrillen af populærkulturen fylder mere og mere. Her er spillet om publikum for en tid på mere lige vilkår, end det har været i lang tid. Og hurra for det.

Klaxons: Myths of The Near Future (Polydor/Universal).

Clap Your Hands Say Yeah: Some Loud Thunder (Wichita Recordings/Bonnier Amigo).

Udkommer begge mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her