Læsetid: 5 min.

Liv, død og en million bøger i Kalis by

Indiens gamle kolonialhovedstad, Calcutta, er en middelalderby fuld af modernitetens arrogance - men det er bare den første af alle de modsætninger, den rummer
25. februar 2006

"Gør læsning til din følgesvend," gjalder den alvorlige mandestemme ud af markedspladsens gammeldags højttalere. "Læs bøger, køb bøger, og tilskynd andre til at læse bøger."

Der er Kolkata Boi Mela, bogmesse i Calcutta, for 31. gang, og menneskemylderet hvirvler brune støvskyer op over byens gigantiske markedsplads. Den er for en uge fyldt op med stande med alt fra Oxford University Press over managementforlag til lærde afhandlinger om sanskrit, kastekonstruktionen og kvinders narrativer om vold i forbindelse med Indiens deling i 1947.

Menneskemængden mosler gennem pakkede bogudstillinger og stiller sig i kø for at komme ind i de særligt attraktive stande, som Australiens papmache-klippehule og Ruslands legetøjs-krigsskib. I denne ene uge på året, hvor også videnskabens gudinde Sarawati fejres med store gudestatuer i hele byen, kommer 150.000 mennesker forbi Asiens største bogfest.

"Populærkultur" er en selvmodsigelse i sig selv, siger den indiske litteraturprofessor Shivaji.

Mange af Calcuttas indbyggere sætter en ære i en tilgang til verden, der nærmer sig det arrogante. Ekstremt akademiske og ekstremt sekulære drikker de whisky, spiser bøffer (ikke at man af den grund uden videre kan få serveret alkohol eller oksekød på deres bys restauranter) og himler med øjnene over mindre intellektuelt bemidledes tåbeligheder. Er man kulturel, mener Shivaji, er man pr. definition ikke længere folkelig. Ikke desto mindre ligner det grangiveligt folket, det mylder, der er til bogmesse i den bengalske sol. Sådan er bare ét af Calcuttas paradokser.

Juvel med dårligt ry

Jeg ankommer til Calcutta på den helt rigtige måde: kastende op i flytoilettet på Air Indias fire timer forsinkede afgang fra Bombay. Maveforgiftningen har skærpet min lugtesans, og mens firhjulstrækkeren kører os igennem den vestbengalske nat med myggene kravlende lydløst på vores ankler og Ganesh-gudefiguren blinkende skiftevis grønt og rødt øverst på instrumentbrættet, gennemtrænger den salte, halvrådne tanglugt bilen som en spøgelsesbrise fra Calcuttas biologiske underverden: Vi kører midt i et gigantisk delta, hvor jorden slås med vandet om pladsen, og hvor høje hvide bygninger lige ned til vandspejlet hvert sekund ser ud til at kunne skride i. Salt Lake hedder området, men det er Calcutta, tanglugten fører os ind i: den gamle koloniale hovedstad for Indien og for det østasiatiske kompagni; imperiets juvel og den indiske by, der af alle har det dårligste ry.

Tiggere, snavs, krøblinge og spedalskhed: Der er ingen grænser for de grimme tanker, der får folk til at rynke brynene bekymret, når de hører, man skal til Calcutta. Men dette dårlige ry hører 1960'erne til, siger de lokale; i dag er Calcutta næsten klar til at være en 100 procent plasticfri by, og en sulten it-industri snapper energisk Bangalore i haserne. Denne nat, hvor vi kører gennem deltaet, forbi Chinatown og ind i Calcutta, ligger alting åbent. Tre mænd og to køer står ved et gadehjørne. Mændene venter på bussen; køerne på noget ukendt andet. Som vi nærmer os centrum, er der liv overalt. Foran malede hagekors og hammer og segl på murene sover, spiser, handler og leger folk. Det er nat, men byen lever.

Calcutta er en kontradiktion. Kalis by vrimler med gudindestatuer og ofringer, men den har også været under socialistisk-marxistisk styre i 40 år. Hagekorsene er hinduernes; hamrene og seglene, spaderne og stjernerne på byens mure er alle de socialistiske partiers symboler.

Bengalerne praler med, at dette er en by, hvor alle kaster mødes i den offentlige transport. Fra kvindebænkene i Calcuttas metro kigger sari-, jeans- og kurta-klædte koner, døtre, studiner og bedstemødre ligegyldigt tilbage på de fremmede. Her er ingen andre turister.

Nat i middelalderbyen

Midnat på Rash Behari Avenue er som at gå i en middelalderlig by, hvor nattefolket har taget over, mens bedsteborgerne slår slåen for døren. Dagens og aftenens endeløse rækker af boder med pakoraer, bindier, sitarer og gudefigurer er pakket sammen og fordampet; rickshaw-løberne steger chapatis over små bål, hundene knurrer gennem tågen, og overalt langs husmurene sover tilhyllede skikkelser: mænd, kvinder, familier.

Usynlige øjne betragter fodgængernes bevægelser i en spøgelsesagtig stilhed, der kun afbrydes af lavmælt snakken blandt de små grupper, der toner frem i hjørnerne mellem huse og nedpakkede gadeboder.

Om morgenen navigerer den indiske Sumo-jeep med upersonlig dødsforagt i den skånselsløse trafik, da 10 brune tæer dukker op uden for bilruden. Et lig har taget afsked med sit dødsleje og er på vej til brænding ved bredden af Hugli, Calcuttas Ganges-sideflod, som traditionen byder det transporteret i en åben vogn gennem byen. Oven over blomsterbunkerne og ligklædet stirrer et gammelt ansigt gennem tommetykke briller stift op i den vestbengalske dis. Kun de spektakulært hvide vattotter i væsenets næsebor antyder, at dette er et menneske, hvis kropsvæsker ikke længere reguleres af nogen form for liv. I Kalis by lever døden sammen med livet, ligesom ødelæggelsen lever sammen med skabelsen. Derfor ofres der geder i Kalis tempel for enden af Rash Behari Avenue: Kali er gudinden, der hjælper os til at forliges med, at de to følges ad, og til at mærke kraften fra dem begge.

Om aftenen er der forfatterselskab i Calcutta Rowing Club, en besynderligt imperialistisk konstruktion, der er grundlagt i 1858 og forbyder lokalt tøj som kaftaner og kurtaer. Nu er her kun indere, og næsten også kun mænd. Inden ret mange glas whisky er drukket, rejser den første sig op og begynder at fremføre en klassisk sang af Rabindranath Tagore, Calcuttas litterære stolthed. Alle kan den og nikker anerkendende, og den ene efter den anden synger videre af andre sange.

Den ærlige by

Der er nogle, der ikke kan holde det ud. At den gamle del af Calcutta stadig gennemkrydses af tykke brahmin-damer, der med deres børn lader sig transportere i gammeldags løbe-rickshaws af små tynde chauffører. At tiggerne skubber sig frem på plader uden ben lige ved siden af, at andre er så rige. At ligene kører rundt midt mellem de levende, og at arrogancen bor lige ved siden af elendigheden.

Men Calcutta er Kalis ærlige by. Det er den krigeriske frihedskæmper Netaji (Subhas Chandra Bose), der er helten her; ikke den kedsommelige Gandhi. Livet er ikke kun smukt, det er også grimt. Og det grimme er nogle gange smukt. Og i den zoologiske have vender spædbarnet ligegyldigt hovedet væk fra den kolossale, knurrende bengalske tiger, og stikker i et rædselsslagent hyl, da hun får øje på den fremmede kæmpes blege gule hår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her