Læsetid: 5 min.

Liv efter fødslen

Endnu engang gav den amerikanske pop-psykedeliske trio The Flaming Lips en uforlignelig humørfyldt koncert, der formede sig som en lang hyldest til livet, selv om forsanger Wayne Coynes stemme lød noget slidt i det
6. maj 2006

Jamen, hvorfor ikke starte med klimaks? Start dog med lys i salen, send massevis af kæmpestore orange balloner ud over et lettere desorienteret, men absolut engageret publikum, fyr op under røgmaskinerne og lad et hav af statister udklædt som enten julemænd (!) eller rumvæsener invadere scenen i stimer, kast øjeblikkeligt alle fremmødte ud i fællessangens glæder og kom med generelle, men umisforståelige opfordringer til publikum om at komme op af stolene; hvad vi så også gjorde - og blev tilmed stående op resten af aftenen.

Den slags får blodet til at rulle hurtigere hos såvel de optrædende som de fremmødte og skaber en stemning af, at vi allerede er langt inde i forløbet. Hvad vi på en måde også var.

Thi på samme måde som der har været en klar rød tråd på de seneste tre-fire albums fra den gale/geniale Oklahoma City-trio Flaming Lips, er der også et gennemgående træk af varm livsbekræftigelse over gruppens koncerter, som denne signatur i parentes bemærket efterhånden har bevidnet et par stykker af. Og altid nydt til fulde.

Som forsanger Wayne Coyne sagde på et tidspunkt, så "selv om mange af vores sange omhandler døden, er de stadig en hyldest til livet".

Sådan. Gik man derfra nedslået og sur, var det fandeme ens eget problem, for fra scenen stod det med positive vibs i lårtykke stråler og undertegnede er ikke for blasert til at tilstå, at den slags gør ham godt. Jo, livet er fuld af lidelser og uretfærdigheder og meningsløshed, men netop derfor skader det ikke, at kunsten i ny og næ stikker én en hjælpende hånd.

Bliver man fornærmet eller stødt over det, er der ikke stort andet at gøre end endegyldigt at forlade samfundet og slå sig ned på den sidste uopdagede spot i Sahara.

Suverænt topstyret show

Kommer næppe op at skændes med ret mange, hvis jeg påstår at The Soft Bulletin fra 1999 er et af de mest spraglede, tankevækkende og underholdende albums fra nyere tid; efterfølgeren Yoshimi Battles The Pink Robots fra 2002 er også fin som nyfalden sne og endelig er der grund til at glæde sig det relativt nye At War With The Mystics, hvor bandet godt nok pløjer videre i samme fure, men når det nu giver så rigt afkast, hvorfor så brokke sig?

Det bliver der derfor ikke noget af herfra, hvilket dog ikke er ensbetydende med at onsdagens seance i Tivoli var helt uproblematisk.

I bedste fald ejer Wayne Coyne, hvad der populært kaldes en fistelstemme, hvilket som bekendt ikke er alle kops te. Men den fungerer glimrende i sammenhængen og er helt klart med til at give gruppens musik såvel særpræg som anstrøg af magi.

Men den var godt nok slidt i onsdags, ja nogen gange ikke meget andet end en behersket hvisken; modigt med så spinkelt et organ at kaste sig ud i en fortolkning af Black Sabbaths "War Pigs", siger vi herfra.

Den hev bandet da også kun lige hjem som sidste ekstranummer. Måske derfor orkesteret spillede relativt lavt, men med fare for at få Tinnitus Forbundet på halsen, også for lavt. Det er rock'n'roll, trods alt. At det 'kun' blev til fire numre fra det seneste album var i og for sig cool nok, men behøvede de virkelig at inkludere albummets værste sang, "Free Radicals", i sættet? Dårlig rock bliver ikke (meget) bedre af at det spilles af et suverænt band.

Fraset ovenstående petitesser er der tale om en flok hampre musikere; udover forsanger Coyne (og en masse samples, der i et væk kørte over og under det håndspillede), bider man først og fremmest mærke i den umådeligt ferme først og fremmest guitarist (han trakterer også keyboards og synger himmelske baggrundsvokaler) Steven Drozd, mens Michael Ivins er en velfunderet og opfindsom bassist, der helst gør det hele siddende.

Med sig havde trioen som i snart mange år rytmemonsteret Kliph Scurlock, en trommeslager ganske udover det sædvanlige. Det er selvfølgelig ikke muligt fuldstændig at genskabe de studieskabte, voldsomt orkestrerede, harmonisk komplekse og til tider næsten symfoniske lydskaber på en scene, men der kommer det gruppen til gode, at sangene til at begynde med er så gode, at den er så rutineret og sammenspillet samt ikke mindst, at de fremmødte var så begejstrede og i den grad med på at synge med af hjertets lyst; vi leverede således kollektivt de mange yeah yeah yeah'er til det fine "The Yeah Yeah Yeah Song" og holdt os bestemt heller ikke tilbage på "She Don't Use Jelly".

Man spørger tit sig selv, om der er liv efter fødslen, men i lyset af dette livsbekræftende, gakkede og alligevel suverænt topstyrede show er svaret et rungende ja!

Skærer i sjælen

Nu blev Deres udsendte ikke sendt i byen for at anmelde Tivoli, den engang så smukke og suveræne forlystelsespark i hjertet af København, men da indgangen til koncertsalen gik gennem haven, og vi kom i god tid og derfor besluttede at ofre det efter sigende gode opvarmningsband Midlake til fordel for en rask spadseretur gennem den engang af poesi og magi så forgyldte have, så lige et par afsluttende strøtanker desangående. Nuvel, uden at ville støde nogen på manchetterne skal det herfra lyde, at de - uden at vide hvem de præcis er - har fået kneppet Den Gamle Have temmelig hårdt igennem.

I mange år var det tradition for undertegnede og hans livsledsagerske at spadsere gennem haven et par gange i løbet af hver sæson, men af årsager, der er sagen uvedkommende, har det ikke været muligt at holde traditionen i hævd de seneste par år.

Og helledusseda, den var da næsten ikke til at kende. Der er foregået et probat stykke visuelt forstyrrende tilbygningsarbejde og kommet en række overdrevent fyldige og vulgære forlystelser til, som nok skal trække husarerne til, men som denne signatur fandt både smagløse og malplacerede. Signalet, der sendtes, lyder højt og klart: Fuck magien, her skal tjenes penge.

Mens Tivolis særegne (og nu altså mistede) charme har altid hvilet på dens stemning af noget på en gang altmodisch, underspillet og tidløst og hele det præg af merkantil tarvelighed, der nu har fået lov til at sætte sit præg på haven, er ærlig talt noget, der skærer i sjælen på en forhenværende bruger.

Evigt elskes kun det tabte og alt det der, men halløj i skibet, hvem har dog stået for denne uterlige bessermachen?

For i bedste Flaming Lips ånd at afslutte positivt, må det med, at det koloenorme akvarium med tilhørende imposant fiske- og hajbestand i foyeren til koncertsalen er noget af det flotteste, denne signatur nogensinde har set indenfor den genre.

The Flaming Lips, Tivolis Koncertsal, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her