Læsetid: 4 min.

Et liv genopløjet

5. maj 1997

ET LIV GENOPLEVET i erindringen. Sådan betitlede 1800-tallets store danske diva Johanne Luise Heiberg sine memoirer, udgivet i fire bind 1891-92. Kritiske læsere i samtiden mente, at fruen gav en lige lovlig pletrenset fremstilling af sine roller - både dem på scenen og den som ombejlet midtpunkt i den permanente litterære salon, hun holdt med ægtefællen af nogenlunde ligelydende navn. Spydigt blev det sagt, at bogværket mere dækkende kunne have heddet: Et liv genopløjet i erindringen.
Bandsat svært er det at give en sandfærdig skildring af den oplevede fortid, når man selv har noget i klemme: Forfængelighed, nag eller dårlig samvittighed.

VANSKELIGHEDEN kan disse dage beskues på stort lærred i 32 danske biografer. Filmen Det store flip søger at gøre sig lystig over 1970'ernes kollektiver med dertil hørende revolutionsretorik, kønslig løsagtighed og selvforsyningsgræssende får i baghaven.
Som det fremgik af fredagens anmeldelse i dette blad, har instruktør og manuskriptmedforfatter Niels Gråbøl i en pressemeddelelse fortalt, at filmen tager udgangspunkt i hans personlige oplevelser:
"I dette univers voksede vi op. Vi ønskede blot, at vores forældre købte en sofa, lavede en kande kaffe, bagte nogle småkager og satte sig artigt og stilfærdigt og så fjernsyn, men nej! Det gjorde de ikke... Vi var konstant flove. Og vi måtte finde veje og slippe uden om de mange forpligtelser om frigjorthed og solidarisering med arbejderklassen."
Jovist, enhver generation har sine flip og naragtigheder. Forleden kunne i forårssolen på en københavnsk gade iagttages et ungt par vandrende hånd i hånd: Hun kigger forelsket på ham, hvad han imidlertid ikke har mulighed for at gengælde, endsige bemærke, for han har drejet hovedet den anden vej, ivrigt optaget af snak i sin mobiltelefon. Det kan vi grine ad nu, og om 20 år kan vi lave en film om det og grine én gang til. I hundreder af små og større hjem sidder givetvis børn, der føler sig inderligt forsømt, fordi forældrene har hovederne langt inde i elektronikudstyret. Blandt børnene er der formentlig kommende instruktører og manuskriptforfattere.
Problemet med 'Det store flip' er, at skildringen af 1970'erne er så grotesk proportioneret, at satiremulighederne på forhånd er skubbet ud. Den netop i 70'erne så populære skuespiller Gotha Andersen, der siden har fået en slags kultstatus, optrådte også som revyinstruktør. I den egenskab gav han følgende belæring: "Man kan ikke lave parodi i en parodi. Så er det ikke morsomt." Og når Gotha var rigtigt i hopla, tilføjede han: "Og det kan jeg ikke go'ta'." Gotha ville ikke have godtaget Gråbøls manuskript.
Vor egen anmelder, der søger at være venlig, konstaterer 'Det store flips' skæve udgangspunkt og fortsætter: "På den måde kommer filmen til at virke som en overlang satirisk tv-sketch, med hvasse, rammende glimt, men mere harsk end vittig i sin éndimensionale, indædte lavkomik."
Berlingske Tidendes anmelder er overhovedet ikke venlig og skriver: "Filmens forurettede synsvinkel forhindrer selvironi, og i stedet svinger Niels Gråbøl sin satiriske forhammer på en måde, som er mere vred end vittig, mere vrængende end veloplagt. Hans film virker nærmest som et forsinket opgør med nogle voksne, der engang svigtede, og det får filmens perspektiv til at snævre sig ind. 'Det store flip' virker personlig på grænsen til det private."

PÅ IRONISK VIS er filmen en parallel til Weekendavisens "historieopgør" med 1970'ernes "venstreorienterede" ideologier.
Til det gamle ord om, at historien gentager sig, føjede Karl Marx, at det, der førstegangen udspiller sig som tragedie, gentager sig som farce. Hér er varianten en anden: Den historie, der ikke var, gentager Weekendavisen som tragedie og Gråbøl som farce.
Vist havde 1970'erne - som andre tider med kraftige rørelser - sine excesser og latterligheder. Men er det så grinagtigt, at mennesker prøvede at finde frem til andre boformer end far, mor & børn? I det lange historiske forløb er kernefamilien bag hæk den mindst praktiserede samlivsform. Og nu i 1990'erne står den i den vestlige verden i højere grad som politisk tilhyldet ideal end som faktisk forekomst: Skilsmisser, forældreudskiftninger, eneforsørgerfamilier fylder mere og mere i billedet. For slet ikke at tale om den intethedsfølelse, de tappert udholdende forældrepar kan glide ud i, når sidste unge hopper af reden, og perspektivet med nutidens gennemsnitlige levealdre er mindst et kvart århundrede som far & mor uden børn: "Nu kan vi endelig gøre alt det, vi hele tiden har drømt om, som er... øeh."
Politisk var det da skørt, at dele af venstrefløjen projicerede sine idealer om frigørelse ud på fjerne lande, hvis diktatoriske styre ikke burde have været svær at gennemskue. At intellektuelle ikke har moralsk fortrinsret til politisk magt, bekræftede nogle virrehoveder ved fra de diktatoriske styreformers retorik at indlåne en sprogbrug, der var autoritær eller værre end det. Men det blev set allerede i samtiden, modsagt og latterliggjort og derfor uden alvorlige konsekvenser.
Fra 1970'ernes politiske bevægelser har vi som bæredygtigt gods arvet kønnenes reelle ligestilling, tålsomhed over for kønslivets mangfoldighed, og en bevidsthed om de naturgivne ressourcers begrænsning.
At miljøbevidstheden endnu har til gode at slå igennem i økonomers og statslederes forestillinger om realpolitik, beskrev den tidligere Verdensbank-rådgiver Herman Daly manende i fredagens avis.
Sker dette gennembrud ikke - i helhed med virkeligørelse af et andet af 70'ernes idealer, nemlig solidaritet - vil næste generation i et tilbageblik finde meget at dadle.
Men næppe meget at grine ad.

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her