Læsetid: 9 min.

Mit liv som grantræ

Der er grænser for, hvor mange skumbananer jeg vil proppe mig selv og publikum med for at skabe fulde huse, skriver Jon Stephensen, der efter sin direktørtid på Aveny-T overtager Østre Gasværk
19. oktober 2006

Jeg er altid grøn

Jeg er altid køn

I skoven jeg bor

På marken jeg gror

Hvem tror I jeg er

et --.

Kære Læser - hvad er jeg? Vi lader svaret svæve i luften et øjeblik. Måske er det allerede gættet - det har noget med en foranstående højtid at gøre.

Okay - lad os få svaret - Hvem tror I, jeg er? Svaret er et grantræ. Og dermed slut med dagens quiz-show. Det er der også nok af på både de dyreste og billigste tv-kanaler, og det er slet ikke, der Information har sine spidskompetencer. Men det var altså sådan - som grantræ, jeg fik taget min teater-mødom.

Det var i Hellerup Privatbørnehave hos Fru Andersen, jeg debuterede - sprang ud som træ uden at ane, hvad teater var - og hvad det kunne føre til.

Mon ikke, det er sådan, vi alle første gang har oplevet teater - ved selv at være aktør - at spille for hinanden, i børnehaven, i skolen, optrådt for hinanden og de stolte forældre.

Nu er de fleste af os selv forældre, og det hele gentager sig. For det at optræde er en ur-ting, en ur-kraft, stærk som bare fanden - og som alle nye tiltag som film, tv, computerspil osv. endnu ikke har kunnet begrave eller lægge i graven. Diskussionen dukker indimellem op - er teatret ikke ved at være passé?

Men den sag er tabt på forhånd. Ikke fordi jeg eller andre kæmper indædt for kunstarten, men fordi den er så stor en del af vores tilgang til livet, vores opvækst og opdragelse, at vi ikke kan undvære den - nej, ikke vil undvære teatret.

Denne iscenesatte virkelighed hvor vi 'live' kan se os selv - som spejler mennesket, samfundet, vores liv og åbner vores øjne for ikke sete følelser og billeder eller forståelse deraf. Skubbe til os, påvirke os - Verden, Mig, Teatret.

Måske får det hjertet til at banke lidt hurtigere, blodet til at bruse lidt vildere, fantasien til at flyve -sikkert ikke hver gang, men dog de fleste. Ja, bare det at få et par timers pusterum fra mobiltelefoner og anden støj i et rum med andre mennesker, koncentreret mod samme oplevelse, så jordnært er Teatret også. Og dermed så velkomment og berettiget. Denne iscenesatte virkelighed midt i en selviscenesat virkelighed.

Alting morfer

Den nye generation af unges verden er tæt på teatret. Var på Vega forleden nat. Dansegulvet er fantastisk at se på. Her er gjort både brug af krigsmaling, farvet hår i alle farver og påklædning, der nærmer sig kostumer - et rollespil og et mix af virkelighed og fiktion.

Tidligere på aftenen har jeg set den svenske duo The Knife på scenen i Store Vega - koncert eller er det et stykke teater? Svaret blæser i bobinettet - det stykke gennemsigtige stof der er spændt ud i hele sceneåbningen.

Alting morfer i disse år. Koncerter minder om teater. Natklubben er et teater, hvor alle optræder for hinanden - og i tøjbutikken er der dj, optræden og dansestemning.

Men stadigvæk - et teater er et teater. Teatret er 'the real thing'. Vi er den ægte iscenesatte virkelighed. Totalt inspireret af omgivelserne - ligesom de er inspireret af teatret - ja, det at optræde og at lege med virkeligheden - denne ur-ting fra dengang, vi sad omkring store bål iklædt dyreskind for at holde varmen - og begyndte at fortælle historier og optræde for hinanden - denne urting, som vi får overleveret i vores eget liv som grantræ i børnehavnen.

Selvfølgelig er teatret inspireret af omgivelserne. Forleden aften - en af disse stadig overraskende varme, næsten sommerlige nætter i oktober. Jeg har glemt min mobil oppe på Aveny-T - klokken nærmer sig 24, og jeg må erkende, at jeg bare må have fat i den - ikke kan leve uden (et godt tema til et stykke - nej, næsten for banalt). Beslutter mig for at cykle - jeg bor ved Søerne - midt om natten og for at hente et stk. mobiltelefon. Gennem Korsgade og Gartnergade ser jeg kun mennesker af fremmed oprindelse - vi lever allerede i et multietnisk samfund, dør om dør med ghettoer - klart inspiration til teater lige nu - men det kræver en større og mere interessant dramaturgisk bearbejdning.

Svinger ud på Frederiksberg Allé - et godt stykke oppe ad en af Københavns smukkeste veje. En duft af humle rammer mine næsebor - de brygger på fulde damp ovre på Carlsberg i Valby - men duften mærkes flere kilometer væk. Og rammer mig denne aften som en snart tabt erindring. Om dengang man stadig havde arbejderkultur og industrieventyr i byerne. Snart er det forbi. Teatret er også erindringen, traditionen og overleveringen.

På vej hjem til Søerne igen klokken 01.00. På Bülowsvej, der, hvor der er villaer lige før og modsat Landbohøjskolen, står et par tæt op ad hegnet til nr. 8 og kysser, meget lidenskabeligt. Der er lys i villaen, og på fortovet står en tredje person, en kvinde, med sin cykel og iagttager hele seancen. Lige nu og her kl. 01.05 på en mandag nat i oktober. Hvad er det for en historie?

Teatret kan rumme det hele, fortolke frit - lægge til og trække fra - vi er den iscenesatte virkelighed, stærkt inspireret af den - af vores virkelighed - og påvirket af det liv, der sker og er sket. Derfor er vi ikke til at slå ihjel - vi er en del af jer selv. I har brug for os. Vi er platformen, der spejler, fortolker og overleverer. For herfra, hvor vi står - kan vi se os omkring. Til alle sider. Men kun hvis vi evner at være interessante i vores optik og fortælling.

Masturbationsteater

Søndag er jeg inde på 'det kongelige' - som vi siger i branchen. Inde og se noget fantastisk. Det tyske teater Schaubühne gæstespiller med Ibsens Hedda Gabler. Fuck - hvor er det godt!

Så præcist, overlegent, enkelt, uanstrengt - og helt uden manerer. Helt moderne, uden at øve vold på historien - så nutidigt og gribende i optik og fortælling. Det har det hele. Direktøren for Schubühne og instruktøren for Hedda er en og samme person - Thomas Ostermeier - og han er et geni. Total på forkant. Ostermeier kom for et par år siden fra et mindre teater med deraf stor kunstnerisk frihed til et meget stort Teater Schaubühne med store krav om at skulle kunne fange et langt større publikum. Den opgave må siges at være lykkes.

Publikum vælter ind, men kvaliteten har han ikke slækket en millimeter - tværtimod. Han er blevet bredere, mere kommerciel, men han har ikke solgt ud. En angst for noget, selv hans skuespillere frygtede ville ske. Mens det meste af tysk teater stadig hænger fast i et publikumssmalt post-dekonstruktivistisk teatersyn, er Ostermeier og Schaubühne vendt tilbage til klassikerne og traditionen - og fremstår lige pludselig igen på forkant og meget mere moderne end sine kolleger, nu i øjenhøjde med et stort publikum, der på nær en lille skare hele tiden har hadet og været i opposition til det, de kalder 'masturbationsteater'. Teater, der er sjovere at være en del af - men i det lange løb hverken sjovt eller interessant at overvære.

På glødende kul

Det er okay at udforske sig selv, skuespillet - og at være smal, helt okay at være elitær - og tilhøre en incrowd (jeg kommer der selv) og derfor også få anmelderros.

Men jeg har 10 gange mere respekt for den person, der evner at fastholde tårnhøj kvalitet, modernitet, og som samtidig formår at begejstre og berige publikum.

Så kom det ud mellem sidebenene - for egen regning og alene udtryk for denne skribents egne holdninger, som der står under enhver klumme i gratisbladene. Ja, hvis ellers - men her er jeg jo blandt begavede læsere, hvorfor disse ord sikkert er overflødige. Men lige derfor er jeg jo samtidig godt klar over, at jeg med Informations læserprofil in mente, bevæger mig på glødende kul, ved at hylde det brede på bekostning af det smalle teater.

Jeg synes bare, at det er så vigtigt at prøve at forene nytænkning og kvalitet med et stort publikum i teatrene. Det har altid været en del af min verden. På Dr. Dante. På Aveny-T. Og det bliver i endnu større grad ambitionen på Østre Gasværk, som jeg tiltræder fra næste sæson.

For det skal kunne lade sig gøre på samme tid at udfordre og tiltrække - også i et rum med plads til 800 og med et afgørende krav om røve i sæderne, hvis biksen skal løbe rundt.

Et kæmpeskred

Men jeg lover, at selv om kravet om kommerciel succes altid forfølger en ØGT-direktør- så er der grænser for, hvor mange skumbananer jeg vil proppe mig selv og publikum med for at skabe fulde huse - der er andre måder - jvf. Ostermeier - at skabe succes i Gasbeholderen.

Da Aveny-T for fem år siden blev skabt, var vi (Ole Bornedal og undertegnede) stærkt optaget af at skabe nye kvalitetsforestillinger, som et stort publikum ville ha' - fordi de var, ja, nye og udfordrende, men samtidig også folkelige i ordets bedste betydning - nye forestillinger med bredde, afspejlende moderne menneskers liv. Dette var markant anderledes end tidligere - at vi kunne vise et nyt ukendt og udfordrende repertoire, endda med kant - uden at miste publikum, men tværtimod øge tilstrømningen - ikke bare i antal, men også i aldersfordeling. Og endda samtidig modtage kritikerros, Reumertpriser samt komme i Kulturkanonen.

Læren er, at i dag kan det lade sig gøre at skabe meget seværdigt kommercielt teater i forhold til, hvordan det var engang, hvor folkeligt teater var lig med temmelig lav fællesnævner.

Der er sket et kæmpeskred i publikums opfattelse og lyst til at orientere sig mod noget, der udfordrer og rykker. Vi er ganske enkelt bedre uddannede og bliver ved med at følge med i, hvad der sker. Vi er søgende, følger med og står ikke stille, og alder er ikke længere det samme som at være fastlåst. Tiden står ikke stille, og vi er omstillingsparate som aldrig før.

Det er med denne erfaring og viden - med dette i tankerne, at ØGT igen skal bringes frem i den absolutte førerposition. Det er med denne viden, jeg vil genrejse Gasværket - ikke gennem gamle, restaurerede musical-travere - men med nye og nyskrevne musik- og danseforestillinger, med rock og musik i tidens toneklang - og skuespil skabt til, hvad netop dette teater kan og indbyder til.

ØGT skal stå for en klar kvalitetsprofil i forhold til det publikum, teatret henvender sig til. Et ungt teater af sind med en bred, moderne, stærk profil - med musik- og dansedramatik på højeste niveau og skuespil med de største stjerner, både hvad angår skuespillere, instruktører og dramatikere.

Og så er der rummet. Dette fantastiske rum, en så stor del af stedets ånd og selve publikumsoplevelsen.

Østre Gasværk skal være totalteater spækket med sanseindtryk - tonsvis af visne blade og vindmaskiner, hvis forestillingen kræver det - eller som at træde ind i Kiplings Junglebogen - et gasværk som en totaljungleoplevelse med lianer, lyde og rislende vandfald - eller som en fest før 'Festen'. Ja, Østre Gasværk skal være en fest - og du er inviteret med - Lets Party.

Kronik i morgen: Ole Espersen om terrorlovene

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu