Læsetid: 5 min.

Liv og kunst, som smalfilm

Ib Michael filmer en ung mands vej fra provinsen til skriveskolen, i en sand historie om hvordan man omgås sit medie
31. august 2006

Enkelhed er ikke noget, man har kunnet beskylde Ib Michael for. Men Blå bror er enkel og distinkt på en måde, som både den ligefremme historie om ungdom i 1960'ernes provins og den mere intrikate historie om grebene i et forfatterskab har godt af. Det er ikke, fordi der ikke er noget på færde, eller fordi det, der er på færde, ikke længere er mærkeligt på en måde, der pr refleks kunne noteres som magisk realistisk. Men iscenesættelsen og blotlæggelsen af mediet forlener snarere Blå bror med en undren over, hvad det er, kunst kan.

I Blå bror fortæller Ib Michael ikke i bredformat, elementerne falder derimod i bevidst selvafslørende sætstykker. Scene og klipning placerer kulisseagtigt, men også sympatisk historien om den unge mand fra provinsen i en realistisk fortælletradition, der ellers ligger forfatterskabet fjernt, men som lige præcis tillader indlagte, surreale sekvenser, og at der glimtvis stilles skarpt, så vi i små styrt falder ind i det raritetskammer af objekter og kunstgreb, som også danner bund i forfatterskabets bredformater.

Det er selvfølgelig ikke for ingenting, at vi begynder ibiografen, hvor den unge mand ført af Dansk Reklame Films trompeterende muser suges ind i filmen. Ikke ind i aftenens Jean-Luc Godard-film, som han sover sig vel og godt igennem, men ind i filmmediets strimlede og flakkende materialitet, ind i klipningen af de smalfilm, han har liggende derhjemme. Illusionsmediet er blotlagt og tilgængeligt, man har selv sit kamera; det er klipningen og iscenesættelsen, som fremkalder historien, og som tilrettelægger Blå bror.

Og så kunne han jo godt have kigget lidt på Godard, men han skal lære det selv, skal han - sådan som det er i en roman. Verden er avantgardistisk, men det er svært at komme til den, når man bor i Roskilde og altid skal med det sidste tog hjem.

I et mellemrum

I Roskilde befinder den unge mand sig i et mellemrum, i 1960'ernes middelklasse, og ville meget hellere være proletar eller allerhelst overklasse som vennen Mark, der distant, med diplomatmanerer og eksotisk frisind, introducerer til high tea, nøgenbadning og Glenn Gould. Mark er også adgangen til den absolut dårende - og meget eksotiske - Regina, med spisepinde i hårknuden, flagrende gevanter og muligvis en abort i bagagen; très bohémienne. Der er også rockerne og pigerne med pancake makeup, franskbrød i håret og syntetiske stoffer omkring de opstoppede bryster. På den ene side.

På den anden side. Og i midten middelklassedrengen som outsider og privilegeret iagttager med eget kameraudstyr. Han filmer Mark på strandvejsvillaens badebro, sammen med den meget ældre onkel Paul, og han får rockerkongens kæreste i kassen, helt uden film i kameraet. Ren mahogni, som en tante Katrine siger om filmmediets forførelser, i en helt anden af Ib Michaels romaner. Middelklassens 60'er-drøm er at forene de to verdener, som ellers trækker i hver sin retning, ved at brede sig ud i dem. I Blå bror skal foreningen ske i en ungdomsfilm, sponsoreret af den lokale sparekasse, og den unge mand ved meget vel, at drømmen kun kan findes ved klippebordet og ved at splejse umage stumper og stykker til en, i øvrigt usandsynlig, historie.

Adgangen til både drømme og verden går gennem mediet. Det er historien og et grundlæggende greb i Blå bror, som fordi den er et stykke litteratur også kan kolportere tre herligt surrealistiske initieringsscener mellem fortælleren og Dansk Reklame Films nu hedengangne trompetpiger og i et glimt, som helt hører erindringen til, forbinde drengens tyveri af en faldskærmssoldat i plastic med en af Ib Michaels mange udødelige krigere og alter egoer, Kilroy. Blå bror er for resten selv en af slagsen, død og udødelig, usårlig og en adgang til melankoli, fantasi og uhørte redninger på stregen.

Autobiografisk

Og lad os så bare få det overstået nu: Blå bror er en autobiografisk roman, muligvis tættere på hovedstolen end tidligere i forfatterskabet, muligvis ikke: Der er Roskilde, Hotel Prindsen og fjorden, ikke på den 'interessante' måde som i Vanille-pigen med særlinge, sorte får og eksotiske miljøer, men - med et moment af Strandvejsdekadence - som en velkendt, sommersval kulisse for sex, outsideri, ungdom og den slags: to unge mænd, en ung kvinde og en moden forfører, som det hører sig til i en historie om ungdom i de tidlige 60'ere. Det er virksomt, sådan som den historie er det, og ikke bare på kulisse-niveauet, det er også en tilbagelagt ungdomsroman med erindringens forsinkelse: Man finder til sidst hinanden, og man finder sig selv, i kunsten.

Vendepunkterne

Og det er romanens anden historie, om at komme fra byen ved fjorden og dens middelklasse over 60'ernes Københavner-bohème med stjerner, modeller, og wannabe- designere og avantgarde til skriveskolen i Holbæk med Poul Borum og Inger Christensen. Altså en werdegang for vor unge mand, fra et liv i lydisoleret og friktionsløs illusion på villavejen til opdagelsen af, at både illusion og virkelighed er gjort af et materiale og tilrettelægges med kunstgreb. Og der lægges ikke skjul på, at vi skal genkende vendepunkterne i netop dette liv; der peges med arme og ben. Og vi bedes samtidig bemærke, at når vi genkender og nikker og sætter navn på og tænker videre på andre historier, så er dét også et greb - selve grebet og guldet ved regnbuens ende: "Se. Nu skal I bare se. Nu skal jeg få jer til at se".

Blå bror er en autobiografisk roman, men især og frem for alt er Blå bror en auto-roman, et vel tilrettelagt blik ind i et kunstkammer og ned i en værktøjskasse, hvor der kan være både liv og kunst. Hvad der i øvrigt er udeladt af mellemlægspapir, vaskeriregninger, sure sokker og bestyrelsesposter kommer så ikke det fedt ved; for i bund og grund drejer den auto-biografiske romans dobbeltgreb sig mindre om at lade sin forfatter komme til syne i et tvelys af virkelighed og iscenesættelse, men om at åbne for en vedvarende undren over, at kunstens iscenesættelse kan få en selv og andre til at se virkelighed.

Det sidste er det, der er på færde i Ib Michaels Blå bror. Den blotlægger ikke først og fremmest et materiale, men - nok så eksistentielt og livs-historisk - et medie; fra filmens billeder med fremføringshuller i strimlen til sproget, som også har sin teknik. Og tusind tak skal han have, for at det ikke blev i cinemascope, men i smalfilm med tydelige splejsninger og retouche.

n Ib Michael: Blå bror, 336 sider, 299 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-05002-1. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu