Læsetid: 6 min.

Mit liv som påvirkningsagent

Klaus Rifbjergs bekendelser i Information den 18. januar har fået mig til at opgive al fortrængning af fordums landsforræderiske virksomhed. Helt gratis og uden PET's muligheder for at fortrolighedsstemple mine følsomme oplysninger stiller jeg denne gedulgte side af min fortid til Bent Jensens ubegrænsede disposition
25. januar 2007

I modsætning til Klaus Rifbjergs flirt med CIA var jeg agent for de andre. Måske ikke sådan en rigtig en med hemmelige dokumenter i mappen og døde postkasser i skoven. Men snarere det, der vist hedder påvirkningsagent, men jeg fortalte skam også en masse om danske forhold, og for besøgende (agenter) fra det onde imperiums vasallande udpegede jeg interessante seværdigheder. Påvirkningerne gik begge veje.

Det begyndte i 1963 - eller var det 1965? Det var salig landsretssagfører Carl Madsen, der var ude med riven. Jeg og andre jurastuderende lod os rive med af et tilbud om deltagelse i et juristseminar som led i det nu hedengangne DDR's Østersøuger. Det var storslået. Sammen med tre meget tørstige finske dommere blev vi ved landgangen i Warnemünde modtaget af DDR's rigsadvokat, statsadvokaten for Rostock, formanden for Rostocks advokatsammenslutning og andre juridiske notabiliteter som namhafte dänische Juristen. Finnerne talte åbenbart ikke rigtig med. Måske fordi de var lidt overrislede efter en ellers rolig færgetur fra Gedser, hvor politiet omhyggeligt havde registreret vores udrejse.

Ved en heftig middag under forsæde af DDR's justitsminister dr. Hilde Benjamin (Rote Hilde, som vi i inderkredsen kalde hende..) i et af regeringens gæstehuse i badebyen Graal-Müritz blev jeg udspurgt af advokatsamfundsmanden om danske retsplejeforhold, og jeg tilstår, at jeg gerne og glad berettede om varetægtsfængsling, forsvarerbeskikkelse, åbne og lukkede døre og andre centrale emner i den danske straffeprocesordning. Hvad jeg vidste om PET og FET røg sikkert også med i samtalen, der som al god spionvirksomhed foregik under et bord i selskab med en fortræffelig russisk champagne. Advokaten noterede som en rasende. Som afslutning på besøget i Rostock var vi til stor ministermodtagelse i officersforeningen. Det var igen Hilde Benjamin fulgt af et stort følge bestående af DDR's juridiske top, der stod for indoktrineringen. Især fangede mit blik hendes krokodilleskindstaske og sko i samme materiale. Jeg underholdt mig længe og fortroligt med højesteretspræsidenten dr. Töplitz, bl.a. om Christianshavns befæstning, og bragte ham ud af den farlige vildfarelse, at Charlotte Amalies Bastion stadig var bemandet.

Senere var vi i Berlin, DDR's daværende hovedstad, hvor vi fik udleveret justitsministerens forslag til en ny socialistisk retsplejelov. Den skulle afløse den gamle rigstyske retsplejelov fra 1924. Alle så vidt jeg erindrer uden undtagelse kunne se det helt rimelige i, at der naturligvis måtte en ny retsplejelov til i et nyt land med nye opfattelser af ret og rimelighed. Til det lovudkast var der fra folkehøringerne indkommet ikke mindre end 13.318 ændringsforslag. Jeg var imponeret. Ikke mindst da vi fik at vide, at der var taget vidtgående hensyn til alle ændringsforslagene. Jeg har ikke længere den der Rechts-pflegeerlass, som den hed på tysk. Efter hjemkomsten fra DDR gav jeg den til nogen, der kunne og sikkert også burde lade sig inspirere. En anden deltager i turen blev nogle år senere ansat som medarbejder ved Bornholms Amt. Så behøver jeg vist ikke at sige mere. De fik skam noget for gæstfriheden, skal jeg lige love for.

Gaver for små tjenester

Men her stoppede mine subversive aktiviteter ikke. Bacillen var kommet for at blive. Jeg lod mig i 1967 ansætte hos Erhard Jakobsen i Gladsaxe Kommune til blandt andet at administrere kommunens udstrakte net af venskabsbyer, heriblandt den polske by Koszalin. Al kontakt foregik gennem den polske ambassade på Richeliues Alle i Hellerup. Det førte til, at jeg plejede omgang med ambassadens førstesekretær og modtog gaver for små tjenester som f.eks. forklaringer på baggrunden for kommunalreformen i 1970, kommunens budget, Gladsaxe Forts beliggenhed og andre militære oplysninger af lignende art. Jeg havde desuden et fotografi af indgangen til Kastrup Fort, der lå i umiddelbar nærhed af min daværende bopæl. Fotografiet overlod jeg beredvilligt til ambassadens folk, der så måtte se bort fra, at min ægtefælle på billedet spærrede lidt for en del af indsigten til broen over voldgraven. Til gengæld for den polske gavmildhed i form af chokolade og vodka til jul talte jeg altid pænt i min omgangskreds om Polen og om mine rejser dertil. Warszawa 1963, Krakow i 1963, Lublin (i bil - en 2cv endda) i 1968 og senere igen Warszawa og Krakow i 1975 og 1989. Og ikke at forglemme Gdansk i 1988, hvor den lokale afdeling af den polske økologiske klub gjorde en storslået gengæld for et besøg i Danmark året forinden. De havde taget en masse fotografier af blandt andet en militær formation, som jeg havde udpeget som interessant. Et eliteregiment med helt særlige vagtopgaver i hovedstaden. Senere tog de også billeder af Kastellet, hvis historie og funktion jeg omhyggeligt klarlagde. Polakkerne takkede mig henrykt, selvom det ikke havde meget med økologi at gøre.

Med SF til DDR

Men det var endnu værre. Da jeg i 1984 kom i Folketinget som repræsentant for det meget revolutionære SF, gik min første rejse til DDR i anledning af den første tyske arbejder- og bondestats 35 års fødselsdag. Ganske vist skete det i selskab med social-demokrater, radikale, et grønlandsk folketingsmedlem, en VS'er og Kristeligt Folkeparti, som det hed dengang. Men det var kun godt, fordi disse politiske omgivelser på glimrende vis legitimerede kontakten til systemets folk. Og det var ikke så lidt, jeg kunne fortælle om det danske Folketing. For eksempel havde jeg i overensstemmelse med en ikke offentligt kendt folketingsskik fået en 25-øre for min jomfrutale om ratifikation af den europæiske domskonvention. Det fortalte jeg hviskende til et SED-medlem af Folkekammeret ved en banket. Det vidste han åbenbart ikke, for straks noterede han flittigt i en lille bog med læderbind og DDR's statsvåben i guldtryk på forsiden. Jeg antager, at han var stasimand, og at mine oplysninger kunne bidrage til at sætte sig solide spor i fredens tjeneste. Det lå dengang DDR meget på sinde. Det kunne man nemt se i Warnemünde, hvor færgen allerede ved indsejlingen til havnen blev mødt med store paroler om Ostsee - Meer des Friedens.

Og jeg besøgte den kendte socialistiske forfatter Stefan Heym i hans hjem i Rabindranath Tagorestrasse i Grünau i Østberlins forstæder. At mit besøg var vigtigt fremgik af den kendsgerning, at jeg blev skygget under hele mit besøg hos Heym. Ude på Tagorestrasse stod nemlig to neutralt udseende herrer og kiggede nysgerrigt ind over hækken. Da jeg kom hjem, fortalte jeg (endnu engang) vidt og bredt om DDR, om mændene i Tagorestrasse, om Heym og om de fremskridt (die Errungenschaften), landet havde gjort siden mit sidste besøg. For eksempel erkendte de, godt nok uofficielt, at filosoffen Ernst Bloch var en stor marxistisk tænker, selvom han var smuttet til Vesttyskland. Det var sandelig ikke sket før.

Virkeliggjort socialisme

I 1989 var jeg igen på farten til DDR, Polen og Sovjetunionen. Denne gang med Folketingets miljøudvalg. Endnu engang berettede jeg efter hjemkomsten om fremskridt og virkeliggjort socialisme. Jeg skrev vist også lidt om det.

Mere kan jeg ikke tilstå. Jo måske, at jeg var noget imponeret over den ro, Hans Modrow og Egon Krenz lagde for dagen, da de skulle udspørges ved rundbordskonferencen i Schloss Niederschönhausen i Berlin i januar 1990. Der var jeg nemlig også til stede, og sammen med mine rejsefæller fra partiet aflagde jeg beretning om den blomstrende mangfoldighed og demokratiets udvikling i DDR.

Nu bor jeg i Skive. Jeg er pensionist og tænker tilbage på dengang. Jeg har det ligesom Rifbjerg. Jeg vil tage min straf, hvis Bent Jensen forsker sig frem til, at jeg har gjort noget slemt. Det lærte jeg blandt andet i DDR dengang i 1963, eller var det 1965, af en mand, der havde hugget et fjernsyn fra en personalestue i en arbejdslejr, som de tyske rigsbaner havde i nærheden af Rostock. Det var folkeejendom, og den slags blev der ikke set med milde øjne på. Brødebetynget erkendte han sin skyld og manglende fædrelandssind, men modtog med oprejst pande sin dom, da retten i Rostock tildelte ham et års tid i spjældet. Hurtigt, kontant og nul tolerance, som det sig hør og bør med den slags vederstyggelighed.

Leif Hermann er fhv. MF for SF

Kronikken i morgen:

Taghi Rahmani: Fundamentalismer på konfrontationskurs

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu