Læsetid: 7 min.

Liv med og uden håb

Helst ville forfatteren Bente Clod ikke levere bøgerne tilbage til biblioteket, som sendte flere rykkere. Her fortæller hun om den læseoplevelse, hun havde med 'The years and hours', som handler om Emily Dickinsons 'begivenhedløse' liv i Amherst som ung
2. august 2006

Jeg måtte have den. Det var i firserne, længe før der fandtes internetboghandlere. Jeg sad foran værket, to tykke bind i tung sort lærredsindbinding med Det Kongelige Biblioteks gyldne kronelogo i øverste venstre hjørne på omslaget. The years and hours of Emily Dickinson af Jay Leyda, 1960.

På det tidspunkt havde jeg arbejdet nogle år med oversættelsen af Dickinsons digte og læst rigtig mange bøger om digterens tilsyneladende begivenhedsløse liv i Amherst, Massachusetts, USA fra 1830-1886. Netop det, at man vidste så lidt konkret om digteren, provokerede forskerne til at vende hver sten. Redaktør Jay Leydas store indsats var at stykke et billede sammen af den samtid og de mennesker, der omgav Emily Dickinson. Leyda plukker kronologisk fra aktuelle avisartikler, fra hendes egne breve, og fra søsteren Lavinias og broderen Austins breve. Der er et faksimiletryk af faderens notat i familiebiblen om sin ældste datters fødsel den 10. december klokken fem om morgenen, af en plakat om en Shakespeare-oplæsning i Amherst i 1852, og udpluk fra de mange litterære tidsskrifter, Emily Dickinson fulgte med i. Der er det uundværlige petitstof om, hvor kendte folk befandt sig, og hvad de befattede sig med - som f.eks. Emilys fader, Whig-politiker, godsejer og advokat Edward Dickinson. Der er nabokonens breve til sønnen ved fronten under Borgerkrigen med friske nyheder fra byen Amherst, der er en oversigt over bænkeraderne i den nye kirke, som Emilys fader var med til at finansiere og bygge - og hvilke bænke han havde købt til sin familie, selv om Emily aldrig kom til gudstjenesten - der var et faksimiletryk af de første to Dickinson-digte, trykt anonymt i avisen The Springfield Republicans daglige lyrikspalte 1861 og 1862. Myriader af glimt fra det miljø, de mennesker og begivenheder, der omgav digteren gennem hendes liv indeholdes i de to tykke bind på 928 sider.

Jeg beholdt bøgerne. Rykkerbrevene væltede ind ad døren fra Det Kongelige Bibliotek med forfærdelige bødetrusler.

Ironiske tilbøjeligheder

Noget af det, der gør dybt indtryk i Leydas bog er beskrivelsen af den religiøse opdragelse på kostskolen Mount Holyoke Female Seminary, hvor

Emily Dickinson tilbragte knap et års tid som 17-årig. Emily voksede op i det puritanske New England, den sidste gamle calvinske bastion i landet. Hendes farfar, Samuel Fowler Dickinson, havde grundlagt Amhersts universitet, der stadig er byens omdrejningspunkt. En hjertesag for Samuel var, at piger også burde modtage undervisning og uddannelse ligesom drenge. Hans søn Edward, Emilys fader, førte denne linje videre, og sendte begge sine døtre et år på kostskole. På dette tidspunkt viste Emily ingen tilbøjelighed til det isolerede eneboerliv, hun senere gennemførte. Som ung deltog hun i selskabeligheden, som det fremgår af et brev til hendes yndlings-onkel Joel W. Norcross, nytår 1849-1850:

"Amherst myldrer af morskab denne vinter...slædeture er lige så talrige som folk... selskaberne er ikke morsomme nok, fordi alle de bedste på forhånd er indbudte til bal en uge i forvejen - bejlere kan bare høstes - møer smiler som morgener i juni - åh det er en vældig dejlig by det her!"

23. januar 1850 skrev Emily til veninden Jane Humphrey:

"Syklubben er begyndt igen - nu bliver alle de fattige hjulpet - de kolde varmet - de varme afkølet - de sultne mættede og de tørstige hjulpet - de lasede beklædt... Jeg deltager ikke... min hårdhjertethed afføder mange bønner."

Det er denne ironiske personlighed, der bliver sendt af sted som syttenårig, til den meget respektable kostskole for unge piger, Mount Holyoke Female Seminary, i familiens bedste vogn, den 30. september 1847.

En sådan kostskole, propfuld af 250 unge giftemodne piger, skulle selvfølgelig drives efter de frommeste og strengeste principper. Ingen finger skulle sættes på forstanderinden mrs. Mary Lyons undervisning, ingen eftergivenhed eller ulydighed kunne tolereres.

I disse år skyllede vækkelsesbølgerne hen over New England. Fem år tidligere, i 1842, havde Amherst været centrum for en vækkelseskampagne, hvor Emily deltog i de fleste af bønnemøderne. Året før kostskolen, 1846, deltog hun imidlertid ikke i en ny vækkelsesbølge af bønnemøder med efterfølgende omvendelser. Måske er det denne gryende erkendelse af, at de andres religion ikke er hendes, der gør hende til sådan en usædvanlig kostskoleelev.

En af lærerne på kostskolen, Susan L. Tolman, skrev en daglig rapport, Mount Holyoke Journal, som blev sendt videre til de elever, der havde gået på skolen og nu var blevet missionærer, guvernanter, lærerinder eller, for det meste, gift:

"2. oktober 1847:

I formiddags blev navnene på dem, der bekender sig til religionen, de der har et håb, og de der ikke har, skrevet ned. Jeg kan ikke sige hvor betagende det var da den ene klasse efter den anden rejste sig op. Jeg så mere end én græde, idet hendes navn var skrevet ned under 'intet håb'. Da der er en anselig gruppe med denne personlighed, vil det være lige sådan i slutningen af året?"

6. november 1847 skriver Emily Dickinson til sin gode veninde Abiah Root om hverdagen på kostskolens daglige program, der startede klokken seks og sluttede 20.45. Der er morgenmad klokken syv, timer klokken otte, andagt klokken ni, personlig fremlægning af opgaver de næste par timer, et kvarters legemsøvelser(!), sang- og klaverundervisning. Om eftermiddagen gik pigerne i grupper, hvor de redegjorde for deres dag især forsyndelser som at komme for sent eller tale i læsetiden, besøge hinanden på værelserne med mere, hvilket alt sammen afstedkommer en sort streg ud for deres navn. Hun oplever, at lærerne er levende engageret i deres elever, som de opfordrer til at komme på besøg hos sig på deres lærerindekammer.

De uimodtagelige

Lærer Susan Tolman rapporterer i Mount Holyokes Journal, hvilken pastor, der har prædiket om søndagen og om hvad, og følger bekymret 'de uimodtageliges' rystende upåvirkelighed, samt de 'følelser', der vises under de mange andagter og formaninger til sjælefrelse. Det er 'i sandhed gribende' for hende at møde den store gruppe 'uden håb'. Forstanderinden mrs. Lyon holder indtrængende foredrag om syndens natur og det totale fordærv, og de, der mener, de nu har fattet håb om frelse, og dermed kan overgive deres hjerte til helligånden, kan lægge en seddel med deres navn i mrs. Lyons personlige postkasse uden for hendes kontor.

Juledag den 24. december konkluderer lærer Tolman nedtrykt, at '...der synes at være en del vækkelse, men ingen dybe følelser, undtagen i et par tilfælde(...)'

Der er på dette tidspunkt, halvvejs inde i skoleåret, 25 ud af skolens 250 elever, som stadig er uden håb om frelse.

Den 11. januar 1848 skriver Emilys værelsekammerat, kusinen Emily L. Norcross i et brev:

"(...)Emily Dickinson viser ingen forandring. Jeg håbede på at kunne skrive gode nyheder i forbindelse med hende. Hun siger, hun ikke har nogen speciel indsigelse mod at blive kristen, og hun siger, hun får det dårligt, når hun hører om den ene og den anden blandt hendes venner der udtrykker et håb, men hun føler stadig ingen interesse(...)"

De to kusiner opfordres til at bede sammen hver aften. Det gør de så. Sætter sig ned og beder for Emily Dickinsons frelse.

Da skoleåret sluttede var 249 ud af 250 elever blevet omvendt og havde bekendt deres tro på Gud. Den sidste, Emily Elizabeth Dickinson, havde i ensom majestæt overlevet hjernevasken.

Nogle har sabbat med kirkegang -

Jeg holder sabbattenhjemme -

frugttræerne er mitkirkehvælv -

sangkoret droslensstemme-

Nogle har sabbat i fuldornat -

jeg tar blot vingerne på -

og i stedet for kirkeklokkens slag,

synger - vor graver - som få (...)"

Det ville have været løgn

Som digtet siger, var det ikke selve religionen, digteren havde noget imod, men dens mange hykleriske udøvere, hun ikke kunne dyrke. Som barn var det svært at få hende med til den ugentlige søndagsandagt, der kunne vare både formiddag og eftermiddag. En dag, da familien vendte sveddryppende hjem efter at have stegt hele formiddagen i kirkerummet, og faderen rasede over for sin datter, der sad uskyldigt på havetrappen med en bog, svarede hun: "Fader sagde at alle, der var i huset skulle med. Jeg var her, udenfor, på trappen!"

Clara Newman Turner, en af ED's slægtninge, skrev mange år senere i sin bog Mit Personlige Bekendtskab med Emily Dickinson:

"(...)under et af sine religiøse møder opfordrede Miss Lyon alle der gerne ville være kristne til at rejse sig op. Denne opfordring var formuleret således, at Emily ikke ærligt kunne tilslutte sig, så hun forblev siddende - den eneste der ikke rejste sig. Da hun fortalte mig om hændelsen, sagde hun:

"De syntes, det var sært, at jeg ikke rejste mig op" - idet hun tilføjede med et blink i øjet:

"Jeg syntes, at en løgn ville være endnu mere sær."

Jeg måtte aflevere klenodiet. Nogle år senere kom en god ven hjem fra New York med en brugt udgave af værket. Jeg kan anbefale de mange glimt fra et 'begivenhedsløst' liv. Bogen fås i brugte udgaver hos netboghandlerne.

Bente Clod er forfatter og leder af Det Danske Skriveinstitut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu