Læsetid: 6 min.

Live 8 og følelsen af godgørenhed

Musik sælger følelser, men ignorerer samtidig, at hjælpen faktisk er de vestlige landes pligt. Med afsæt i følelser vil den bedste forfører vinde, hvilket næppe er ønskværdigt - og hvad med genrationstyveri og verdensdemokrati-
2. juli 2005

I dag stiller verdens rock- og popelite op til de stort anlagte Live 8-koncerter, der skal få hele verden til at stoppe op og tænke over verdenssituationen anno 2005. Målet er eftergivelse af u-landenes gæld og en mere lige verdensorden. Midlet til at nå dette mål er musikken, der altid har været eminent til at vække følelser hos mennesker. Lykkes det for U2 og co. at formidle en følelse af, at verdens fattigste lande har hårdt brug for en ændret verdensorden, vil det højst sandsynligt have konsekvenser for G-8 topmødet, der finder sted i Edinburgh nogle dage senere.

Live 8 er blot ét eksempel på, at kommunikation af følelser spiller en stor rolle i debatten om verdens skævvridning, og ofte skabes et billede af de vestlige lande som gode og altruistiske folkefærd, når der ydes hjælp. Det er en følelse, der 'sælger', men samtidig også en følelse, der ignorerer, at der kunne være tale om, at hjælpen faktisk er de vestlige landes pligt.

Debattens fokus på følelser kan på kort sigt have gode konsekvenser, men på længere sigt er det sandsynligvis ikke ønskværdigt at udføre samfundsomvæltninger udelukkende med afsæt i følelser. I en sådan verden vil den bedste forfører vinde, og historien har vist skræmmende eksempler på, hvor galt det kan gå. Den følelsesmæssige propaganda må ledsages af argumentation.

Vi vil forsøge at give et bud på, hvordan man kan skabe et rationelt fundament for en kritik af den gældende verdensorden. Vi vil argumentere for, at en sådan kritik nødvendigvis må føre til en revurdering af det nationale demokrati og en erkendelse af, at hjælpen til u-landene snarere har karakter af en moralsk pligt end af en gave. Allerede på dette punkt kan vores projekt udsættes for en indvending om, at moral faktisk er et udtryk for følelser, der er relative fra person til person og derfor ikke kan diskuteres rationelt. Men selv hvis vi medgiver sådanne skeptiske indvendinger, at det ikke kan lykkes at udtænke et generelt moralsk princip, som hele verden bør leve efter, forhindrer det ikke, at en kritik kan funderes rationelt.

Det kan den, fordi den rolle moralske og normative begreber spiller i vores sprog, er væsentlig forskellig fra de ord, vi beskriver ting med. Ved at sige en sætning som, "du bør aflevere de penge tilbage", giver man implicit sig selv nogle forpligtigelser. Man forpligter sig på at acceptere, at den moralske fordring også gælder for en selv, hvis man står i samme situation - at man bedømmer ens situationer ens. Bedømmer man to situationer forskelligt, må man angive en moralsk relevant forskel mellem dem. At brugen af ordet 'bør' har disse implikationer synes lige åbenlyst som, at man ved at give et løfte har forpligtiget sig på at overholde det.

Ud over kravet om en konsistent moral, kræver fundamentet for en kritik, at man har nogle præmisser at kritisere ud fra. Hvis de præmisser, man bygger sin kritik på, kan findes internt i det system, der kritiseres, vil det ikke være muligt for dette system at afvise kritikken uden at dets selvforståelse rammes. I denne immanente og kritiske strategi så G.W.F. Hegel nøglen til en konstant udvidelse af menneskets erkendelse og selvforståelse, og vi mener, at den har stor styrke i debatten om verdensordenen.

Oplysningens etik

De lande i den eksisterende verdensorden, som vi ønsker at underlægge en kritik, er hovedsageligt de vestlige demokratier. Vi vil derfor forsøge at give nogle centrale eksempler på idealer, disse lande bekender sig til, som kan anvendes som præmisser for en kritik af deres egne handlinger. I egenskab af at være demokratier ser de sig selv som forkæmpere for idealet om det frie og lige menneske, der har medbestemmelse i beslutninger, der vedrører det. Dette ideal går tilbage til oplysningens etik, og specielt John Lockes tanker om, at det enkelte individ har ret til en så stor grad af frihed, som er forenelig med alles ret til samme, kan findes i stort set alle folketingspartiernes principprogrammer.

En fremherskende tanke er, at alle, der berøres af en beslutning, skal have lige mulighed for at få indflydelse på den. Dette deltagerprincip er sprunget ud af den liberale tradition, og det er født som garant for, at et magtfuldt mindretal ikke undertrykker et flertals friheder. I Vesten er der en bred enighed om, at majoritetsstyret er det styre, der bedst sikrer det frie og lige menneske. Men selvom majoritetsstyret i de fleste tilfælde er det bedste til at sikre dette, er det ikke en ufejlbarlig procedure, hvilket bliver specielt tydeligt, hvis man ser på vores ansvar overfor fremtidige generationer.

Forestiller man sig, at man arver sine forældres gæld, vil alle finde det moralsk forkasteligt, hvis et forældrepar lever et luksuriøst liv, for derefter at sende regningen videre til deres børn. Ligeledes er der bred enighed om, at det er forkert, hvis et samfund sender gælden for et stort offentligt forbrug eller miljøproblemer videre til næste generation.

Hvis alle nulevende stemte for et sådant 'generationstyveri', ville det være rimeligt at gribe regulerende ind overfor denne majoritets beslutning. Det ville det, fordi majoritetsstyret i dette tilfælde ikke lever op til deltagerprincippet og ikke sikrer fremtidens individer et frit udgangspunkt for deres liv. Da fremtiden (forhåbentligt) vil tælle langt flere individer end de nulevende, er det desuden et udtryk for, at et fåtal holder et sagesløst flertal i skak. Følgelig bør de nulevende individers stemme kunne undermineres af hensyn til fremtidige individers frihed.

Holder flertallet i skak

Føres disse tanker over på den globale orden, er det meget svært at finde en moralsk relevant forskel mellem hensynet til u-landene og til de fremtidige generationer. Grunden til, at man i ovenstående scenarie kan acceptere en regulering af majoriteten er, at de fremtidige generationer ingen stemme har i en beslutning, der vedrører dem, og medfører en indskrænkning af deres frihed. Analogt har u-landene ikke en stemme i beslutninger, der vedrører EU's handelsbarrierer og landbrugsstøtte, selv om dette har både direkte og indirekte betydning for dem og deres borgeres frihed til at forme deres eget liv.

Også her er der tale om, at et magtfuldt mindretal holder et flertal i skak, hvilket tanken om demokratiet er født til at modvirke. Når der afholdes demokratiske afstemninger indenfor EU, opfattes det af medlemslandende som et forsvar for det frie og lige menneske. Det overses blot, at disse afstemninger faktisk forbryder sig mod det, demokratiet skulle beskytte - nemlig det frie og lige menneske.

Det er selvsagt ikke muligt at give de fremtidige generationer stemmeret, men man kan give den til u-landene, hvis man vil. Man bør derfor tilstræbe, at alle berørte parter har mulighed for lige stor indflydelse, hvis man vil leve op til de værdier, vi bygger hele vores demokratiske selvforståelse på.

Et sådant verdensdemokrati er dog ikke nødvendigvis særligt handlekraftigt, og det kan derfor være en løsning, at man giver ekspertråd (som eksempelvis det råd, der har udformet FN's 2015-mål) en langt større magt til at regulere både handelsbarrierer og de enkelte nationers bidrag til en mere lige verdensorden. Sådanne råd skal selvfølgelig have repræsentanter fra alle berørte lande og være åbne for alle. En beslutningsprocedure, hvor man tvinges til at afgive noget af sin velstand, vil betyde en indskrænkning af de enkelte vestlige individers politiske frihed, men ofte fungerer friheder kun, hvis de underlægges en form for regulering. Ytringsfriheden ville heller ikke være meget værd, hvis den ikke var underlagt reguleringer om ikke at tale i munden på hinanden, ikke at true hinanden, osv.

Ovenstående er blot et ud af flere eksempler på inkonsistenser i de vestlige moralsystemer. I de tilfælde, hvor et samfunds handlinger ikke stemmer overens med dets selvforståelse, må individerne i samfundet enten sørge for, at det ændrer handlingsmønster, eller også må de opgive deres selvforståelse. Konklusionen bliver således, at vi har et moralsk ansvar over for store dele af de globale problemer - et ansvar som pålægges os qua de værdier, vi bygger vores samfund på.

Det, der ofte sælges som en følelse af godgørenhed, er ikke mere end indfrielsen af vores ansvar. Enten må vi tage dette ansvar alvorligt og ændre vores handlinger i den globale orden (eller tillade, at andre ændrer dem for os), eller også må vi revurdere hele vores moralske selvforståelse og dermed det etiske fundament for de vestlige demokratier. Det er vores personlige håb, at førstnævnte vil virke mest attraktivt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu