Læsetid: 10 min.

Livet er en betroet opgave

Niels Højlund, der fyldte 74 nytårsaften, er en glad mand, og det be'r han til, at han altid vil være. Han er far til ni med to forskellige kvinder, og det har selvfølgelig sin historie
2. januar 2006

"Det er ikke noget, jeg nogensinde før har fortalt en journalist, og det ved jeg heller ikke, om jeg behøver," siger Niels Højlund, da vi sidder over for hinanden i hans arbejdsværelse i det nedlagte mejeri i landsbyen Grumstrup ved Horsens.

Han ser ud i haven uden for vinduet.

Vi taler om, hvordan Niels Højlund i sin tid blev skilt. Den historie, der i erindringsbogen Bedre end fortjent fra tidligere i år er fortalt så summarisk som tænkes kan:

"Jeg blev kun i stillingen som sognepræst i fire år, fra 1972 til 1976. Det var for kort tid, men omvæltninger i mit private liv med forelskelse, skilsmisse og nyt giftermål gjorde, at jeg måtte bryde op."

"Når det ikke er med i erindringerne, er det, fordi bogen ikke fortæller min private historie, men min samtids historie, som jeg har oplevet den og deltaget i den," forklarer Niels Højlund med den stemme, der tydeligt er vant til at holde en forsamling tryllebunden, også uden mikrofon. Kraftig, og med et vist vindpust over ordene.

"Desuden angår det jo mange flere mennesker end mig. Det er ikke min nuværende og forhenværende kones, eller for den sags skyld mine børns skyld, at jeg er en offentlig person."

- Hvis jeg ikke spørger dig, er det jo mig, der på forhånd afgør, at du ikke skal svare.

"Jo."

Og så kommer den alligevel, historien: I 1975 tager Niels Højlund, dengang præst i Ho, på en koncertrejse til Færøerne for at optræde med det kor, han i sin studietid havde været med i. Dér møder han sin nuværende kone, Rikke Thisted-Jensen. Han er 44, hun 29.

"Jeg blev skilt ud af et overskud, ikke et underskud."

- Du blev forelsket.

"Ja, jeg blev forelsket!"

Fristelsen

Det farer et lys hen over det knortede, letbevægelige Mount Rushmore, som Højlunds ansigt er. Som vand, der løber over en klippe.

"Det var ikke nogen midtvejskrise, jeg var lykkeligt gift, men blev pludselig forelsket igen. Jeg kæmpede imod et årstid, for forelskelse er jo som influenza. Det kan gå over. Men i løbet af vinteren 75-76 ved jeg, at hvis jeg går videre uden at følge det, hvis jeg lader dette gå forbi, vil jeg gå videre som en sur gammel mand."

Han grunder lidt.

"Det havde været en sjælelig katastrofe. Der må i tilværelsen være et lige løb mellem følelse og vilje. Hvis viljen kører foran, og følelsen bare skal rette ind, slår man sig selv indvendigt ihjel. Man bliver kvalt. Jeg ville være brudt sammen. Jeg kunne ikke lade det gå forbi mig. Så ville jeg også have svigtet og have været tonedøv over for tilværelsen."

- Du er en kristen mand, var det Guds styrelse?

"Nej, det skal Gud sandelig ikke høre for. Men livet er sådan indrettet, at de fristelser tilbyder sig, og jeg valgte altså at sige 'ja'. Jeg har også betalt, blandt andet med velbegrundet dårligt samvittighed."

- Men det kan da umuligt være første gang, du er en karismatisk mand og har haft karismatiske jobs som f.eks. højskolelærer, præst og programvært?

"Så har jeg i hvert fald ikke opdaget det! Jeg har levet med at være en lille tyk dreng fra landet, som oplevede mig selv som lidt af en klumpedumpe og var dybt overrasket over, at kvinder ville ha' mig."

Forelskelsen gik ikke over. Niels Højlund er stadig gift med sin Rikke, og de bor i landsbyen Grumstrup ca. 15 km nord for Horsens. Sammen har de fem nu voksne døtre. Denne decemberdag er det den yngste, Ingeborgs fødselsdag, og det dufter af brunkager helt ud på vejen, der ligger hvidgrå i tynd tøsne mellem Grumstrups få, lave huse.

Penge har familien aldrig haft mange af, og børnene har gået i den lokale skole. Kedede de sig, fik de beskeden, at de måske selv kunne gøre noget mere. Hjælpe nogen, eller få klassen til at fungere bedre.

"Der har jeg været helt teflonpande-agtig. Kedsomhed er en privatsag."

Skyldfølelse og skilsmisse

Det arbejdsliv, Højlund skildrer i Bedre end fortjent, har da også været alt andet end kedeligt. Faktisk mere varieret end de flestes:

Højskolelærer på Askov, medarbejder ved Grønlands radio, præst, højskoleforstander i Ry i de politiske 70'ere, politisk engageret i SF og VS. Omkring 1990 blev han landskendt for TV 2-programmet Højlunds Forsamlingshus, hvilket inspirerer den unge taxachauffør inde fra Horsens til overmåde interesseret at spørge mig, hvem manden i døren er. Har han ikke været i fjernsynet?

Familiemæssigt fik Højlund to liv efter hinanden.

"Jeg synes, jeg har været fantastisk privilegeret. Jeg har haft to koner, men jeg har kun én familie, og jeg har ni børn, der alle er mine børn, som jeg er utrolig stolt af, og som går ud i livet med stort mod."

"Livets mening er at få børn, og jeg har gjort min lille indsats desangående... Jeg elsker ikke specielt små børn, men det er så fantastisk at se livet blive til, blomstre og se dem yde deres indsats. Børn er en Guds gave, og man tager de gaver, der kommer. Men efter den femte måtte vi gøre et eller andet, da vi åbenbart fik barn, bare vi så på hinanden."

"Det har altid fascineret mig, at Grundtvig var 77, da han fik sit sidste barn. Nej, jeg skal ikke i gang med et nyt kuld! Det gør somme tider ondt at tænke på, at de yngste kan miste deres far 'for tidligt', og der kan blive børnebørn, man aldrig ser."

At være en 'gammel' far til de fem yngste har dog ikke i sig selv generet Højlund:

"De har en far, der indvendigt er samtidig med dem. Jeg er ikke klogere end mine børn, og de er ikke klogere end mig på livets grundlæggende gådefuldhed og forunderlighed."

Prisen for den nye lykke lå et andet sted, i bruddet. Højlunds første kone, der var 13 år ældre end han, ønskede på ingen måde skilsmissen.

"Jeg har aldrig for mig selv løjet om, at jeg fratog et andet menneske noget. Min første kone beholdt sin ring på i mange år efter. For hun var ikke blevet skilt. Hun kender heller ikke mit nuværende hold børn og skal ikke mentalt følge med til det der."

Han standser, tænker, et lidt mørkere lys samler sig i klippeansigtet med den lodrette, høje pande.

- Har du skyldfølelse?

"Ja. Skylden er jo objektiv, og den forlader mig aldrig. Selve skyld-følelsen var voldsom lige efter, og at tale om det nu, ripper op i et sår. Såret er, at det var mig, der brød op, og min daværende kone ikke havde anelse om det og ikke ønskede, at det skulle ske."

"Jeg har også givet børnene af mit første ægteskab en større belastning, end de ellers ville have fået. De har båret den vrede og forurettelse, min første kone jo følte. Det er dem der har haft det svært, ikke de små. Og jeg har sikkert også været en dårlig bedstefar, fordi jeg fik den nye flok på fem piger, samtidig med, at de første børnebørn dukkede op. Der blev ikke det overskud, der burde have været."

"Men jeg tror da, at de store opfatter de små som deres søskende. De har ikke haft et tæt familieforhold, men de ved om hinanden og jeg tror at de i sidste ende vil være som søskende for hinanden."

- Har andre bebrejdet dig den skilsmisse?

"Venneflokken skiltes også. Nogen har følt, at det var forkert, og bagefter kan vi ikke have noget med Niels at gøre. Nogle venner blev forhenværende venner, og det har ikke ændret sig. Det sårede mig ikke. Jeg så det som en helt forståelig konsekvens og har bestemt ikke noget at beklage mig over."

Jeg har ikke fripas til livet

At moralisere, eller blot dømme dem, der moraliserer, har dog ikke Højlunds interesse. Gang på gang prøver jeg at lokke ham ind i rollen som Oraklet fra Grumstrup, gang på gang viger han udenom, eller springer som afledning op for at hente en bog fra sin tætpakkede reol. "Orakel, hæ. Jeg er en mand af mange ord, men lidt færre principper. Jeg vil ikke være norm for nogen, og al form for idealdannelse er mig imod. Hvis man på en eller anden måde har fået nogen ufravigelige principper her i tilværelsen, bliver man meget vanskelig at omgås. Her i livet må man være large, for ingen af os har jo rent mel i posen."

At blive et bedre menneske er heller ikke noget, man egentlig kan stræbe efter, mener Højlund.

"Filosoffen Hannah Arendt siger noget meget vigtigt om forholdet mellem visdom og godhed i kristendommen. Nemlig, at man kan ville blive vis, gøre noget ved det og vide med sig selv, at man er blevet det, som Platon må have vidst. Men godheden, kristeligt set, er skjult, også for den, der gør den gode gerning. Og når den er bevidst, er den en beregnende gerning."

I stedet kommer den gode gerning altid som frugt af noget andet, mener Højlund. For eksempel en særlig viden, der kan hjælpe dem, der søger hans råd.

"Det kan jeg i visse tilfælde, fordi jeg har læst mange bøger. Men man bliver ikke et bedre menneske af at have græsset bestemte steder."

- Men hvad kan folk så konkret gøre?

"Jamen, du fatter ikke hvor omfattende det er i mit sind! Det handler jo om det hele. Jeg har ikke fripas til noget. Fordringen, som bliver stillet mig, er uden ende, og i kristendommen handler det altid om det menneske, der er dig nærmest."

Færdigpakkede synspunkter på moderne familieliv er det heller ikke let at flå ud af den gamle højskolemand. Dog kan han godt se, at nutidens selvrealisering og den individualisme, han betegner som 'ekstrem', også truer familiesammenholdet.

Det kan få konsekvenser.

"Opgøret med mange gamle tvangsforanstaltninger har været nødvendigt. Men kravet om anerkendelse er en del af den frygteligt høje pris, der skal betales for selvrealisering. Alle de individualister er dybt usikre på, om de er noget værd i andre menneskers øjne, og mange vil som en evig kamp løbe rundt for at finde nogen, der vil anerkende dem for det de virkelig er... hvad der naturligvis er en håbløs sag."

"Det er virkelig den mørke side af selvrealiseringen. At vores liv altid så at sige ligger på børsen og ens aktier vurderes dagligt. Naturligvis er vi som mennesker altid overladt til hinanden. Men hvis ikke du ved, at det virkelige regnskab afgøres et helt andet sted, bliver vi urimeligt farvet af hinandens domme."

Familien klarer ikke alt

Netop familien er for mange mennesker drømmen om et sted, hvor man kan finde fred for f.eks. arbejdslivets daglige vurdering. Hvor man kan være sig selv og ens indsats vurderes samlet over et længere forløb, eller et helt liv.

Men hvis familien er det eneste sted, kan byrden blive for tung, vurderer Højlund:

"I ægteskabet er der den tryghed, at mine aktier ikke kun vurderes til dagskurs. Her er jeg godkendt som den, jeg er. Men hvis det skal opveje et helt liv, der i øvrigt leves i bekymring for andre menneskers dom, skal familien bære en stor byrde."

- Din egen familieform, med mange børn og muligheden for at arbejde hjemmefra, lyder vel som virkeliggørelsen af nutidens lidt retro-agtige drøm?

"Altså, jeg har ingen drøm om familien, fordi familien er en dejlig gave. At leve sammen med et andet menneske er en daglig gave, ligesom at der er børn, der tænker på mig, og hvis sejre og nederlag, jeg følger med i."

"Men jeg er overbevist om, at vi om 30 eller 50 år også lever i familier. Vi kan ikke melde os ud af familien, så lidt som vi kan melde os ud af det folkelige. Det er vi født ind i. Fælles for alle de familier, jeg har været en del af, er, at vi har været mange mennesker, og livet har haft sin nødvendighed. Alle har måttet gøre noget for at det fælles kan fungere."

"Men for mig er livet en betroet opgave og en større sag end bare familielivet. Jeg er stadig imod alle slags programmer, men jeg kunne godt tænke mig, at vi i fremtiden blev mere rummelige. At vi kunne være mere til stede også for andre end de allernærmeste, når en eller anden skæbne bliver læsset af ved ens dør. Da jeg var højskolelærer og -forstander, skulle jeg jo være til stede, også om natten og når de ville tage livet af sig."

"Livet er en gave, og spørgsmålet er, om man selv er rummelig nok til at svare på gavens udfordringer. Her i livet er tingene gledet ned i mit skød, det har jeg prøvet at leve op til, og det er ikke spor ideelt, selv om jeg selv synes, det har været dejligt!"

"Jeg er en glad mand og har en bøn, som jeg dagligt beder. At jeg må leve mit liv til ende som et glad menneske."

- Beder du den rigtigt til Gud?

"Ja, hvem i alverden skulle jeg ellers bede til!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu