Læsetid: 10 min.

Livet fængsler og døden befrier

I Makedonien har romaerne - også kaldet sigøjnere - i mere end et århundrede været fastboende. De fleste af dem er uden uddannelse og tilhørere derfor samfundets bund. Som en af dem siger: "Jeg drikker for at glemme, at livet er noget lort"
9. marts 2006

En flok gråsorte krager hænger over Kicevo, en by i det sydvestlige Makedonien med 30.000 indbyggere, hvoraf 3.000 er romaer. Resten er makedonere, albanere eller tyrkere.

Jeg har fået husly hos Kamper-familien, og som i alle andre roma-hjem er det konstant kværnende tv stuens fikspunkt. Netop nu ruller en syngende, tyrkisk push-up pop-sild henover skærmen.

Det er formiddag. Kun 16-årige frodige Kana er hjemme. Hun har smalle, sorte øjne og brede, bløde læber. Begge hendes brødre er i skole, og hendes forældre, Kamper og Atina, er på arbejde; hver dag gør de rent på et nærliggende motel for 7.000 makedonske denarer om måneden. Det svarer til, hvad jeg betalte for tre overnatninger på middelmådige Hotel Bristol i Skopje.

"Jeg gik ud af skolen efter 4. klasse," siger Kana og skænker sød tyrkisk kaffe. "Min farmor skulle flytte til Zürich, og så sagde min far, at jeg skulle blive hjemme og tage mig af mine yngre brødre og passe huset. Jeg ville godt have fortsat i skolen, men jeg gjorde selvfølgelig, som min far sagde."

Kanas tilfælde er ikke enestående. Mange af de skolemodne romaer dropper ud af skolesystemet før tid, mens størstedelen af forældregenerationen aldrig har sat deres fødder i et klasselokale - og det stiller dem naturligvis dårligt i forhold til jobmuligheder: 60 procent af Makedoniens ca. 85.000 romaer er arbejdsløse og modtager socialhjælp. Eller sagt på en anden måde: De tilhører samfundets absolutte bund.

Find dig en kone

Atina har taget øjenskygge på, og Kamper pudser sine sko. Kana studerer sine hænder, der er blevet dekoreret med henna striber. syv-årige Seynor har fået et splinternyt sæt tøj på, mens 14-årige Denis bare ligner sig selv - med overbid og pumpende teenage hormoner.

I dag er der bryllup. Kanas 15-årige veninde skal giftes. Det foregår på en mudret mark, under et gråt, gråt skydække. I midten danser den hvidklædte brud og hendes følge. Hun ligner en skarpskåren egyptisk prinsesse fra faraoernes tid. Godt og vel 120 gæster er troppet op. Brudens far kommer farende hen til mig.

"Velkommen. Er du gift?"

- Nej, siger jeg.

"Fint. Så kig dig omkring. Her er masser af gode kvinder. Find dig en kone."

- Tak.

Orkesteret brager løs. Bruden og hendes følge cirkler videre. Kana byder mig op, og vi slutter os til den dansende kæde. I første omgang kan jeg ikke aflure trinene og vrikker i stedet på min egen måde. Det går ikke særlig godt.

"Se her," hvisker Kana og viser mig, hvordan jeg skal bevæge fødderne.

Jeg følger trop. Det er jo ikke særlig svært, når det kommer til stykket (hvis jeg selv skal sige det): Seks trin, der gentages og gentages, blot intensiveres tempoet og rytmen i takt med orkesterets udfoldelser.

Kana og jeg trækker os tilbage. Gommens følge dukker op - uden gommen; han venter i sine forældres hus, hvor brudeparrets fælles liv skal begynde. De indtager den mudrede mark og danser i en time, hvorefter de traditionelle farceagtige forhandlinger mellem brudens og gommens repræsentanter udspiller sig. De bliver naturligvis enige - og så danser gommens følge væk med bruden.

Næste dag går jeg en tur gennem byen sammen med Kamper. Nogle roma børn råber op og peger grinende på mig. Kamper begynder også at grine.

- Hvad siger de?, spørger jeg.

"De kan huske dig fra brylluppet. De siger: 'Se, der er ham, som ikke kan danse.'

Det store hav

Efter syv dage hos Kamper familien rejser jeg til Skopje og indlogerer mig på brune Hotel Bristol. Derefter prajer jeg en taxa og kører i skumringstimen ud til et forstadskvarter, hvor Fatime bor. Hun er roma og arbejder for at styrke de makedonske romaers kendskab til deres kulturelle baggrund.

"Det er vanskeligt at bevare den traditionelle romakultur," siger hun. "Specielt i den vestlige del af landet, f.eks. i Kicevo, hvor mange af romaerne ikke længere taler romani (som ikke er et skriftsprog, men videreføres oralt fra generation til generation, red.). I stedet taler de makedonsk eller albansk. Men romani er grundpillen i vores kultur. Det er sproget, der gør os til romaer. Og når man først har glemt sit sprog, glemmer man også sine rødder. Så ved man ikke længere, hvem man selv er."

Fatime forklarer desuden, at mange af de makedonske romaer er muslimer og derfor finder identitet i islam frem for deres oprindelige indiske rødder.

"Tag f.eks. Vasilica," siger hun. "Det er en traditionel romahelligdag, som bliver fejret hvert år den 14. januar. Men mange af romaerne i den vestlige del af landet kender ikke til den - eller også tror de, at det er en kristen helligdag. Det skyldes, at de er uvidende om deres egen historie. Vi fejrer Vasilica for at mindes vores forfædres flugt fra Indien. Ifølge legenden skulle de på et tidspunkt krydse Det Store Hav. Mange af dem var ved at drukne, men Gud ville det anderledes. Han sendte en kæmpe flok gæs til undsætning, som fiskede de nødstedte romaer op af vandet og bragte dem uskadte til den anden side af Det Store Hav."

Tror du på Jesus?

Skopjes tårnhøje betonboligbyggeri glider forbi. Jeg sidder i bus nr. 19. Efter et kvarters kørsel stiger jeg af i Suto Orizari, verdens største roma koncentration. Sukta, som bydelen også kaldes, har et sted mellem 40.000 og 50.000 indbyggere. Den lange hovedgade er spækket med små boder, der sælger hvad som helst. Jeg drejer op ad en sidegade til et beboelseskvarter. Børnene leger i gaden. En 50-årig mand inviterer mig indenfor i sit hjem. Der bliver serveret kaffe og budt på smøger. Nogle ligegyldige reklamer glider henover tv-skærmen.

"Alt er noget lort i Sutka," siger manden. "Arbejdsløsheden ligger på 90 procent og mange af børnene går ikke i skole. Her er kun fattigdom. Men jeg og min familie har da i det mindste et hus. Prøv at gå længere op ad bakken - så skal du se nogle, som har det ad helvede til."

Jeg siger tak for venligheden og følger hans råd. På toppen af bakken er der opstillet omkring 200 interimistiske blikskure og tilfældigt sammensatte kasser med grønne presenninger som tagbeklædning. Det flyder med skrald og møg. En flok roma-rollinger kommer løbende hen mod mig.

"Slicka, slicka!" råber de - "Foto, foto!"

Jeg trækker kameraet frem og stiller skarpt på de beskidte unger klædt i T-shirts, trods kun fem graders varme. De poserer vulgært, fnisende - en af dem lader en gul klat snot slaske ud af næseboret, to andre vender ryggen til mig og trækker bukserne ned, så jeg kan se deres barnerumper. Jeg får dem dysset ned og tager et anstændigt billede.

Pludselig er jeg omgivet af en broget skare af både unge og gamle, der stirrer på mig med syge, gule øjne.

"Penge? Har du nogen penge?" lyder det fra alle sider.

- Nej.

"Brød, brød - giv vores børn brød."

- Jeg har ikke noget brød.

"Cigaretter?"

Jeg trækker en pakke smøger frem og deler ud. Jeg siger farvel og forlader den lurvede forsamling. En seks-årig, blåøjet roma dreng følger efter mig.

"Chokolade?" siger han.

Jeg ryster på hovedet. Han smiler og lader mig være i fred. En ung kvinde skrår over mod mig og siger:

"Tror du på Jesus?"

- Nej.

Jeg stiger om bord på bus nr. 19 og ruller væk fra Sutka.

Blodets bånd

Suzana er 25 år og undtagelsen, der bekræfter reglen: Hun er roma og har en universitetsuddannelse bag sig. Hun bor i Kumanovo, der ligger i den østlige del af landet, nord for Skopje - og er ansat i en ngo, der arbejder for at forbedre romaernes grundlæggende livsvilkår. Hovedkræfterne lægges i at få børnene til at fuldføre den obligatoriske skolegang.

"Ud af Kumanovos 60.000 indbyggere er ca. 6.000 romaer," siger hun og forklarer, at de fleste bor i Sredorek, Barake og Bavci, som byens tre store roma- kvarterer hedder, mens resten - som Suzana og hendes familie - bor side om side med makedonere og albanere og serbere i stadens centrum.

"Jeg bryder mig ikke om at sige det, men vi har en primitiv tankegang. Vi tror stadig på blodets bånd. Det er meget vigtigt, at romaer kun gifter sig med romaer. Hvis man gifter sig ind i et blandet ægteskab, mister man sin identitet."

Vi sætter kursen mod Sredorek. Ahmed og Zvonko er med. Førstnævnte er Suzanas chef, mens sidstnævnte bor i kvarteret. Overalt hænger der vasketøj til tørre. En sværm af børn og unge følger nysgerrigt efter os. De fleste af dem går ikke i skole, og jeg spørger:

- Hvad laver I så?

"Ingenting," lyder svaret.

Vi kommer frem til et jernbanespor, der ikke længere er i funktion. Nede for enden af skrænten, der er møget til med skrald, holder vores bil og venter. Et kæmpe brag lyder. Jeg farer (til følgets store morskab) forskrækket sammen: hvad var det? Nå, det var bare en af ungerne, der smed et kanonslag?

En teenagedreng giver mig hånden og præsenterer sig på velsmurt engelsk.

"Hvor kommer du fra?" siger han.

- Danmark.

I baggrunden træder en ældre kvinde ud af sit hvide hus og begynder at råbe noget på romani, som jeg ikke kan forstå.

"Jeg kender godt Danmark," siger han. "Jeg har både været i Danmark, Sverige og Norge. Jeg tog den 'sorte rute', hvis du forstår, hvad jeg mener? Det koster 3.000 tyske mark. Men jeg fik ikke opholdstilladelse nogen af stederne."

Den ældre kvinde skræpper stadig og har på kort tid tiltrukket en mindre skare af tilhørere omkring sig. Suzana, Ahmed, Zvonko og jeg går ned mod bilen, mens vores midlertidige følge bliver stående oppe på skrænten - på linje med den nu vildt gestikulerende ældre kvinde. Et kanonslag daler ned mod os: BOM! Flere følger efter - og så regner det med kanoslag: BOM! BOM!

"Ind i bilen," siger Suzana.

Vi træder ind og triller væk.

- Hvad skete der? Hvorfor smed de kanonslag efter os?

"De kan ikke lide gadje - folk som dig, altså ikke-romaer. De fleste er arbejdsløse og analfabeter og foretrækker at leve i disse lukkede samfund."

De vil helst ikke havde noget med omverden at gøre. For et år siden besøgte borgmesteren og en delegation fra USAID Sredorek. De lovede at kloakere og urbanisere kvarteret. Men løfterne er ikke blevet indfriet, intet et sket - og den ældre kvinde antog fejlagtigt, at du fordi du er gadje repræsenterede en lignende delegation. Derfor opfordrede hun børnene til at kyle kanonslag efter os."

Jeg har fået husly hos 23-årige Serkan og hans familie, som bor i Stip i den østlige del af landet. Vi sidder på gulvet og spiser, mens fjernsynet som altid kværner løs.

Vi er lukket inde

"Alverdens romaer er blevet internationalt anerkendt som et selvstændigt folk uden noget hjemland," siger Serkan. "Men som makedonske romaer kan vi ikke få visa til de vestlige lande. Vi er lukket inde. Efter min mening burde alle romaer blive udstyret med et globalt pas, så vi kunne bevæge os, hvorhen vi vil."

- Hvordan skulle det praktisk kunne lade sig gøre? Hvis du nu fik et globalt pas og f.eks. rejste til Danmark, hvem skal så betale for din understøttelse, hvis du er uden arbejde? Makedonien, Danmark eller det internationale samfund?

"Nej, nej - det har slet ikke noget med understøttelse at gøre," opponerer han. "Vi vil naturligvis kun rejse derhen, hvor der er arbejde."

- Jamen, hvad så med kurderne? Skal de også udstyres med et globalt pas?

Serkan ser desorienteret på mig og siger:

"Øh, selvfølgelig skal de det. Men der er forskel på kurderne og os. De bruger våben, det gør vi ikke. Vi er et fredeligt folk."

Jeg lader emnet ligge og spiser op, hvorefter Serkan og jeg går ud i det aftenmættede roma kvarter for at købe nogle smøger. Vi svinger ind i en kiosk. Omkring disken hænger der tre øldrikkende mænd; de er tydeligvis berusede.

- Hej. Hvordan går det?

"Det går," svarer en sorthåret mand i slutningen af 30'erne. "Det går?"

Jeg køber en pakke smøger, og da vi forlader kiosken, siger Serkan:

"Den sorthårede står hver aften nede i kiosken og drikker. For et par uger siden spurgte jeg ham, hvorfor han drikker så meget, og han sagde: "Min ældste datter er gift med en tysker og bor i Rostock. Jeg savner hende noget så grusomt, og ville ønske, at hun var her i Stip. Og mine to andre børn - to teenagedrenge - gik ud af skolen før tid. Men de kan ikke få noget arbejde og hænger derfor som alle de andre unge i gaderne? Jeg selv har heller ikke noget arbejde, og når jeg lægger mig ind til min kone om aftenen, føler jeg mig som en bøsse. Derfor drikker jeg. For at glemme, at livet er noget lort"."

Afgang

Det er tid for min hjemrejse til Danmark. Serkan og jeg giver hinanden hånden og tager afsked. Jeg stiger op i bussen, men vender mig om i døråbningen og siger:

- Serkan, hvornår tror du, at livet bliver bedre for romaerne?

"Når vi alle ligget begravet under jorden," svarer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her