Den unge skuespiller Carsten Bjørnlund har det, der skal til: Et stramt drag om munden, en målrettet holdning og en alvorlig intensitet i blikket, når han sikkert fører forestillingen Alle mennesker er dødelige gennem de syv-otte århundreder, den rækker over.
Carsten Bjørnlund spiller hovedrollen som Fosca den forfængelige og herskesyge italienske fyrste, der i slutningen af 1200-tallet drikker udødelighedens eliksir og vinder evigt liv i Line Knutzon og Nikolaj Cederholms version af Simone de Beauvoirs roman, der netop har haft urpremiere på Det Kongelige Teater.
Fyrst Fosca lever de første århundreder af sit udødelige liv i en rus af storstilede planer. Han bygger hære op, projekterer et paradis på jord og allierer sig med Carl den Femte, der med fornøjelig finesse spilles af Troels Lyby, om at erobre verden med afsæt i Centraleuropa.
Den udødelige fyrste elsker sine kvinder og børn undervejs, men de ældes og smuldrer for ham i et væk. Den underskønne Lærke Winther Andersen, der giver liv og krop og frugt til flere af Foscas kvinder, Regine, Catarina, Marianne, forlader flere gange scenen med ungdommeligt svaj for et splitsekund senere at vende tilbage i en stadig smuk, men væsentlig ældre udgave i Birthe Neumanns klassisk-aristokratiske skikkelse.
Fosca bliver fremmed for dem med deres korte, timelige liv, og de bliver skræmt af evigheden i hans liv; efter dem kommer nye koner, nye børn, nye fødsler, nye begravelser. Og hvordan skal man føle sig elsket og betydningsfuld, hvis man blot er en blandt mange i en uendelig række?
Også Foscas ven Carlier, der charmerende spilles af Søren Sætter-Lassen, mister livsmod og kampgejst, da han får kendskab til Foscas udødelighed.
De vigtige gentagelser
Forestillingen er befolket med et væld af personer fra de forskellige historiske tider og perioder, som Fosca gennemlever. Skuespillet hænger sammen (et par kiks ser vi bort fra), og det lykkes fint at 'genbruge' hver enkelt skuespiller i en lang række af figurer. Det understreger forestillingens allervigtigste metafor: gentagelsen. For livet - også det evige, som Fosca lever - er ene gentagelser. Og det er gentagelsen som metafor og som scenisk figur, der for alvor binder forestillingen sammen til en helhed, der på samme tid er enkel og overvældende.
Her spiller Kim Witzels minimalistiske scenografi og Antonio R. Andersens rene leg med lyset en central rolle. Den sort-hvide scenografi er en rolig og enkel baggrund for den flimrende og uregerlige historie, og når Witzel endelig folder sig ud, får han med enkle og surrealistiske midler trukket Foscas forbandede evighed og gentagelserne ikke bare ind i scenerummet, men rundt og ud blandt publikum som store bleghvide ballonmåner.
Malplaceret komik
Beauvoirs klassiker Alle mennesker er dødelige udkom i 1946. Det er en eksistentiel fortælling om, at døden er et grundlæggende vilkår for menneskelivet. Det er en eksistentiel tragedie om, at døden og glemslen venter alle mennesker lige om hjørnet, og om hvorvidt mennesket vælger at lade sig trække ned i dyndet af angsten for død og glemsel, eller at leve med døden som grundvilkår og få det bedste ud af livet, mens man er i det.
Knutzon og Cederholm har valgt at lægge forestillingen tæt op af Beauvoirs forlæg. Med sit store persongalleri, brede kulturhistoriske og eksistensfilosofiske ramme og alvorlige tematik egner historien sig godt til Det Kgl. Teater.
Grunden til, at denne flotte og velspillede forestilling alligevel ikke når svimlende højder, er dens ha-ha-sjove og tit malplacerede brug af humor. Tag ikke fejl: Undertegnede er vild med Line Knutzons karakteristiske underspillede og sprogligt legesyge humor. F.eks. siger Morten Suurballe i egenskab af en adstadig Luther, at han er "lutter ører", Bjørnlunds Fosca "kommer ikke så meget på tv" og Neumanns ældre kvindeskikkelse vil gerne hjem, for hendes hofte er skredet ud.
Men i forhold til grundhistorien i Alle mennesker er dødelige, er fald-på-halen-komikken malplaceret. Den punkterer den eksistentielle hovedpointe og dræner personerne for autenticitet. Selvom det er sjovt, er det også synd. For historien, for skuespillet og for den ellers så flotte forestilling.
'Alle mennesker er dødelige'. Af Line Knutzon og Nikolaj Cederholm, frit efter Simone de Beauvoirs roman. Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm. Koreografi: Anja Gaardbo. Scenografi: Kim Witzel. Kostumer: Mia Steensgaard. Musik: Jens og Peter Hellemann. Det kgl. Teater, Stærekassen, til den 27. april
