Læsetid: 3 min.

Livet i Mosen

27. november 1999

SPÆNDENDE HAR det været at følge 10.000 Vollsmose-beboeres omskiftelige tilværelse som kastebold i kampen for flere penge til politiet, for flere lukkede institutioner, for en strammere udvisningspolitik over for kriminelle, for at gøre det sværere for unge udlændinge at få dansk statsborgerskab og for Ekstra Bladets kriseramte oplagstal. Men det er næppe uden omkostninger for beboerne, at de og deres hjem skal lægge ryg til de mange forskellige dagsordener.
Den, der gennem et par måneder har brugt mange timer i Vollsmose, kan ikke undgå at bemærke, at der er stor forskel mellem på den ene side virkeligheden og på den anden side mediebilledet af en brændende bydel, hvor "biler forsvinder fra området som dug for solen, pensionister bliver rullet i et væk, og der bliver drukket og stukket både med nåle og knive, stjålet og nasset, røvet og voldtaget, og ikke en gang politiet tør komme der", som en skribent, der på én gang er journalist på Information og tidligere Vollsmose-beboer, skriver på side 15 i dagens avis.
Et hold unge, håbefulde fra journalistuddannelsen ved Syddansk Universitet i Odense vovede sig for et par måneder siden ud med et kamera for at skildre de borgerkrigslignende tilstande. Hvad de fandt, var et meget stille område, hvor kun få begav sig uden for en dør, efter at indkøbscentret var lukket først på aftenen. Det mest ophidsende, de oplevede, var mødet med et andet tv-hold, som var ude i samme ærinde.

SIDSTE PUNKTUM i serien Livet i Mosen, som har kørt i avisen siden begyndelsen af oktober, sættes i dagens avis. De mere end 25 artikler har været forsøg på at skildre både dem, der af andre medier betegnes som "voldelige og rabiate andengenerationsindvandrere", og en masse andre. Læserne har mødt beboere, danskere, fodboldspillere, fædre, handelsskoleelever, kriminelle, kurdere, lærere, palæstinensere, politifolk, politikere, pædagoger, skoleinspektører, socialarbejdere, tyrkere - og en hund, der hedder Debbie.
Artiklerne har taget læserne med tilbage til 1960'erne og fortalt den lange og lærerige historie om, hvordan Vollsmose blev stedet, hvor sociale myndigheder og boligselskaber anbragte først de danskere, som ikke havde overskud til at interessere sig positivt for naboerne, siden de fremmedarbejdere, som man ikke mente behøvede at lære det danske sprog, og senest flygtningene, som typisk heller ikke havde medbragt de store menneskelige ressourcer fra flygtningelejrene i Libanon.
Set med nutidens øjne er det klart, at det måtte gå galt. Men når det er gået så galt, som det er, må en af forklaringerne være, at Odense Kommune og boligselskaberne har investeret så mange ressourcer og så megen prestige i Vollsmoseplanen, at man låste sig fast i en opfattelse af at være på rette spor. Der skulle bare lidt flere penge til, lidt flere socialrådgivere, lidt flere ungdomsklubber. Eller for at bruge nogle af forslagene fra 1999: lidt flere politibetjente, lidt flere udvisninger, lidt flere lukkede institutioner.

SOCIALDEMOKRATISKE politikeres traditionelle palet af tiltag og indsatser har været afprøvet på beboerne i Mosen, der skiftevis har fået af pisken og af guleroden, uden at ret meget grundlæggende har ændret sig.
Nu tager man et nyt tilløb til en såkaldt helhedsplan, som måske vil følge arkitekt Kasper Breinholt Baks ideer om at "gøre Vollsmose et spændende sted at komme" med bowlinghaller, etniske spisesteder, festivalpladser, grønthandlere, hestestalde, kolonihaver, kulturhuse, storsandkasse, tennisbaner og en ungdomsgade.
Det lyder visionært, spændende - og dyrt. Når man ser på, hvordan den i dag 79-årige arkitekt Jørgen Stærmose og hans kolleger i 1960'erne forestillede sig Vollsmoseplanens husmorvenlige køkkener befolket af Informationslæsende kernefamilier bestående af far og mor med fast arbejde, to veltilpassede børn og halvanden bil, bliver det klart, hvor langt der kan være mellem vision og virkelighed - formentlig også efter år 2000.
1960'ernes planlæggere og politikere var hverken ondere eller dummere end deres nutidige kolleger. Tilbage er kun at håbe, at de sidstnævnte har lært af
historien. Og så kaste sig ud i det. For der skal mindst en helhedsplan til, hvis Vollsmose skal blive et rigtig godt sted at leve.klar & ni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her