Læsetid: 3 min.

Livet på godt og ondt

Et gammelt, sort/hvidt melodrama kontrasterer effektfuldt en broget nutid i Kenneth Kainz' veldrejede drama Rene Hjerter med Anders Matthesen i hovedrollen
8. september 2006

Livet er, hvad man gør det til. Så enkelt kunne meningen med det hele opsummeres i gamle, danske melodramaer sammen med en supplerende morale om, at man skal huske at elske. Helt så enkelt er nutiden ikke i Kenneth Kainz' veldrejede debutfilm Rene Hjerter, der på baggrund af en original præmis sender en psykisk syg ud i den danske dagligdag med melodramatiske moraler og en kulørt udgave af Noahs ark som primær referenceramme.

Rene Hjerter handler om den psykiske syge Kriss (Anders Matthesen), der er besat af den gamle, danske film Rene Hjerter. Sammen med vennen Willy (Morten Suurballe) er hans eneste glæde i livet gang på gang at se historien om den naive landpige Lindas møde med den desillusionerende storby. Da han en dag forstår, at Linda (Laura Bro) rent faktisk eksisterer i form af skuespillerinden Ulla Vilstrup, drager han - uden sans for fiktionens grænser og årenes gang - sammen med Willy ud for at redde den renhjertede pige fra den omgivende onde verden.

Dermed indledes en alternativ road movie i nutidens København, hvor alle, der stiller sig i vejen for missionen, ud fra Kriss' logik nødvendigvis må være onde. Filmen sætter sig nøgternt i hans sted og spejler opfindsomt hans handlinger med scener fra den filmiske inspirationskilde.

Schwung og drama

Kim Fupz Aakeson får i manuskriptet maksimalt udbytte af det lidt slaviske set up med at lade en gammel film være den løbende ledetråd for Kriss' handlinger. Det er elementært morsomt at se den stilsikre genskabelse af et klassisk melodrama fra dengang, folk var i 'farligt godt humør' og selv i de mørkeste stunder tog sig strålende ud. Laura Bro formår med dirrende underlæbe og glimt i øjet at illudere tidens spillestil og diktion, så man kun kan overgive sig til at se hende transporteret tilbage til de gode, gamle, filtersatte, trepunktsbelyste dage som kontrast til det kornede København af i dag.

Det schwungende drama udgør det ene af de tre planer, som filmen med effektivt lydarbejde og enkel musik bevæger sig sikkert frem og tilbage imellem. Kriss' jagt på Ulla Vilstrup er det centrale forløb, men hans karakter bliver belyst gennem et tilbageblik til den begivenhed, der for otte år siden sendte ham på anstalt. Her møder man en intens Lisbet Dahl som Kriss' bitre mor, som ikke kan acceptere, at Kriss ikke en gang kan være normal juleaften. Med en flæskesteg, et videobånd og et par øreringe som primære rekvisitter sættes alt med små midler på spidsen.

Anderledes Danmarksportræt

Anders Matthesen tager overbevisende springet fra stand up til skuespil i den udfordrende rolle som den monomane Kriss. Filmen står og falder med, at man vil være i hans selskab, selv når hans projekt uden samvittighedsmæssige skrupler kræver stadig flere ofre. Om Kriss er troværdig i forhold til sin diagnose, har jeg ikke kompetence til at afgøre, men jeg var fanget af ham som en dramatisk mulighed for at sende en uforudsigelig hovedperson on the road med et farligt sort/hvidt verdensbillede.

Undervejs møder Kriss nogle mennesker, der sjældent dukker op i dansk film. Skurvognsarbejderen, pølsemanden, bibliotekaren, taxachaufføren, posemanden. Gennem de tilfældige møder tegner filmen et anderledes Danmarksportræt, mens Kriss lærer en måske lovligt letfordøjelig lektie om, at man aldrig kan vide, hvem der er gode eller onde. Derfor skal alle have plads.

Filmen postulerer, at Kriss gennem sin dramatiske rejse har fået en ny forståelse af verden og f.eks. ikke længere har et problem med, at røde og grønne farver rører ved hinanden. Psykologisk holder det nok ikke, men det er pudsigt og poetisk og efter alle dramaturgiske regler tilfredsstillende at være med på hans rejse frem til et tilgivende kys. Filmen beder ikke én om at forholde sig til en dybere morale eller de alvorlige konsekvenser af Kriss' kontante måde at realisere sit liv på. Undlader man at gøre det, får man en fermt fortalt og flot forløst fortælling om noget så eviggyldigt og svært håndterligt som forholdet mellem det gode og det onde.

nRene hjerter. Instruktion: Kenneth Kainz. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Dansk (Palads, Metropol, Dagmar og Empire, København samt 14 andre biografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu