Læsetid: 12 min.

Livet på havet

Da Bjørk blev kæreste med den amerikanske kunstner Matthew Barney, lovede de højt og helligt hinanden, at de aldrig ville arbejde sammen. Så hvorfor har de netop samarbejdet om Barneys nye film? Og hvorfor er Bjørk så blød? James McNair har mødt den største nulevende islænding for at tale om havet, Hiroshima, film og den hvide amerikanske mands evige skyld...
19. juli 2005

Vi er på et fancy hotel i det centrale London. I et stille værelse i stuetagen, der overalt er dekoreret med glasmalerier, har Bjørks manager, Scott, slået sig ned på en sofa. Han har tændt sin Powerbook og skal til at vise mig et glimt af en film, der er blevet indspillet ombord på hvalfangerskibet Nisshin Maru i Nagasakibugten i Japan. Manden bag filmen Drawing Restraint 9, der har kostet 70 millioner kroner at lave og er filmet så smukt, at tilfældige pauser i afspilningen afslører vidunderlige still-billeder, er den amerikanske multimediekunstner Matthew Barney, som tilfældigvis også er Bjørks mand og far til deres to-årige, fælles datter Isodora. Vi har ikke ret meget tid, så vi klikker os igennem forskellige scener: Bjørk og Barney iført mammutskind og tilsyneladende i færd med at udføre et intimt parringsritual, overdådige optagelser af de japanske, kvindelige perledykkere kaldet amas, Bjørk og Barney i en "magisk-realistisk" sekvens, hvor de skærer hinandens lemmer af med flænsningsknive og former deres kroppe, så de ligner hvalhaler. Mærkeligt? Også i den grad. Men man kunne vel heller ikke forvente, at det første kreative samarbejde mellem Bjørk og hendes enfant terrible-mand ville blive trivielt. Der er trods alt tale om manden, hvis filmrække Cremaster Cycle er opkaldt efter den muskel, der afgør højden på en mands testikler, hvilket ikke forhindrede værket i at blive omdrejningspunktet i en meget rost retrospektiv udstilling på Guggenheim-museet i New York for nylig. Efter endt filmfremvisning bliver jeg ført op til Bjørks hotelsuite. Hun er iført en gulvlang, blå silkekjole designet af Vivienne Westwood og nynner sagte for sig selv, mens jeg roder med min båndoptager. Hun virker langt yngre end sine 39 år, måske på grund af sin vane med at skære ansigter på en barnlig og nærmest dyrisk måde. "Jeg må være den eneste i London med uldsko på," smiler hun, bevidst om, at det er 30 grader varmt udenfor. Med de ord tager hun sin hybrid mellem en pump og en stilethælssko af og holder den op, så vi kan beundre den. Den er ganske rigtigt betrukket med gråt og gult uld.

Man skal bare nyde det

Udover selv at spille med i Drawing Restraint 9 har Bjørk skrevet musikken til filmen. Ifølge det offentliggjorte pressemateriale er filmens bærende tema "forholdet mellem selvpåført modstandskraft og kreativitet." Uanset hvilke tema det er, filmen berører - og hvalfangerkulturen, værdien i ritualer og muligheden for en fysisk/kunstnerisk genfødsel figurerer også - er det i hvert fald ikke den sædvanlige film med et tydeligt plot, som man normalt ville leje i sin lokale videobutik. "Der er meget lidt dialog i filmen," siger Bjørk og rynker på næsen. "Man kan spørge fem forskellige personer og få fem forskellige udlægninger af filmen. Matthew er først og fremmest billedhugger. Han opfinder sin egen mytologi og betragter sine film som en måde, hvorpå han kan fortælle historien om, hvorfor hans skulpturer blev til. Jeg kan ikke se det, men nogle mennesker sammenligner hans film med sådan noget som Solaris af Andrej Tarkovskji. Man skal bare nyde Matthews film, de inviterer ikke til, at man sidder og tænker: 'Hvad mon der sker nu?'". I Drawing Restraint 9's åbningsscene ser vi en elegant japansk kvinde i færd med at udføre et særlige gaveindpakningsritual. Scenen ledsages af en fantastisk ny Bjørk-komposition, "Gratitude", indspillet sammen med den amerikanske sangskriver Will Oldham og harpenisten Zeena Parkins. Sangens tekst stammer fra virkelige breve, som japanske borgere sendte til den amerikanske general Douglas McArthur i 1946 for at takke ham for at have hævet forbuddet mod japanernes hvalfangst rundt om Antarktis. Det virker som en usædvanligt storsindet gestus, at disse breve blev sendt i betragtning af at, amerikanernes nedkastning af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stod klart i japanernes kollektive erindring. Som Oldham synger, ved vi intuitivt, at den gave, der bliver pakket ind - et forhistorisk fossil i familie med de moderne krill, der "mætter den ædle hval" - er til MacArthur. Man kan sige, at Drawing Restraint 9 er Matthew Barneys gave til japanerne. "Det var Matthews idé at bruge brevet," siger Bjørk. "Han fik bestilling på at lave filmen for Museet for Moderne Kunst i Kanazawa, og for mig som islænding har det været interessant at observere, hvordan han har håndteret det. Island har ikke nogle former for skyldkomplekser, fordi vi ikke behandlede et andet land forfærdeligt under Anden Verdenskrig. Men for Matthew, der er født i San Francisco i 1967, er Hiroshima det første, han tænker på, når han tænker på Japan. Det har fået mig til at indse, hvor svært det er at være en intelligent, hvid, amerikansk mand i vore dage." "Det er en af grundene til, at jeg bad Will Oldham synge "Gratitude"," fortsætter Bjørk. "Han og Matthew deler den samme historie. De både vil og vil ikke acceptere skyldfølelsen, fordi en del af dem respekterer de gammeldags amerikanske værdier fra tiden før verdenskrigene og 11. september og alt det andet. Der er mange amerikanske elementer, de ikke bryder sig om at blive kædet sammen med, men på en måde bliver de tvunget til det. Jeg syntes, at sangen ville få en stærkere betydning, hvis den blev sunget af en amerikaner og ikke af en japaner. Jeg mener, hvorfor i alverden takkede japanerne MacArthur, når USA netop havde bombet dem?"

Benzin på sjælen

Musikken til Drawing Restraint 9 er naturligvis ikke Bjørks første soundtrack. Hun skrev SelmaSongs til Lars von Triers foruroligende - nogen mener kvindefjendske - musical Dancer in the Dark i 2000. Musik, der blev skrevet, samtidig med at Bjørk forberedte sig til filmens hovedrolle. Selv om hendes filmdebut som den næsten blinde, tjekkiske indvandrer Selma i en meget presseomtalt proces udmattede Bjørk totalt og gjorde hende usikker på, om hun nogensinde ville spille skuespil igen - "Lars har en særlig evne til at overhælde ens sjæl med benzin", udtalte hun sidste år - var det ifølge Bjørk selv 'uundgåeligt', at hun ville komme til at spille sammen med sin mand. Ikke desto mindre har en fan-hjemmeside allerede udråbt hendes samarbejde med Barney til et bekymrende bevis på, at hun "er blevet Yoko Ono-agtig." Havde hun og hendes mand deres tvivl om, hvorvidt samarbejdet var klogt?
"Vi var da lidt bekymrede," indrømmer hun efter at være blevet presset lidt. "Lige da vi mødtes, var det første, vi lovede hinanden, at vi aldrig ville arbejde sammen. Vi vil gerne have, at vi bare var kærester, det var det vigtigste. Men da det kom til stykket, var det nemmere at lave et projekt sammen end at lade være. Vi færdedes de samme steder, mødte de samme mennesker og lyttede til den samme musik. På en eller anden mærkelig måde er musikken og manuskriptet til filmen udsprunget af de samme oplevelser, men hvis jeg kender Matthew ret, er der 20 andre betydningslag i filmen, som jeg ikke er bevidst om."
Mens de var ombord på Nisshin Maru - nogle gange op til fem dage ad gangen - spiste de hvalsushi til morgenmad efter at have overnattet i spartanske kahytter ved siden af de japanske sømænd (som Bjørk syntes var beroligende macho-agtige). Noget af en udfordring for Matthew Barney, da han i starten havde tilbøjelighed til søsyge. Efter at han omsider havde fundet balancen på havet, lavede kunstneren en hval i naturlig størrelse af vaseline. "Den størknede på dækket, og han fik hvalfangerne til at skære den ud, som havde det været en rigtig hval," fortæller Bjørk. Denne rituelle flænsning blev naturligvis flettet ind i filmens handling. Tiden på havet fik også voldsom indflydelse på Bjørks musikalske bidrag. "Pearl" indledes med lyden af de kvindelige perledykkere, der hyperventilerer, de skingre lyde af blæseinstrumenter i "Hunter Vessel" var inspireret af skibenes lyde på Island. "Jeg bor tæt på havnen i Reykavik, og der bliver hele tiden repareret skibe uden for mit vindue," siger hun. "Jeg har flere gange sagt til Matthew, at jeg er besat af skibe, og at det ville være fedt at lave en slags skibs-symfoni." Måske er selve havet blevet en besættelse for Bjørk. "Ja, det er et stort emne," smiler hun. "To tredjedel af jorden er dækket af hav. Matthew og jeg overvejer faktisk at sælge et af vores huse i New York og købe en båd. Den kunne fungere som vores hjem og vores studie, og vi kunne rejse rundt og kaste anker der, hvor vi blev inspirerede. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har tænkt på det noget før."

Én på lampen

En anden grund til at det kunne virke tiltrækkende for Bjørk og Barney at bo på en båd er, at det ville give dem mulighed for at få mere af det privatliv, de værner så omhyggeligt om. Selv om de begge er farverige kunstnere, der producerer markante værker, er det lykkedes dem at holde deres forhold væk fra de nysgerrige kameralinser. Og så er der jo lige den kendsgerning, at sladderbladene og paparazzierne har holdt en vis afstand, siden Bjørk gav en journalist én på lampen i Bangkoks lufthavn, fordi han krænkede sønnens Sindris privatliv. Selv nu er der øjeblikke, hvor Bjørk bliver meget defensiv. Da jeg spørger hende, om Barney var tilfreds med hendes soundtrack til Drawing Restraint 9, kommer paraderne op med det samme. Hun vælger sine ord med omhu. "Jeg har ikke spurgt ham direkte," siger hun langsomt, "men jeg tror, at jeg ville have opdaget det undervejs, hvis han ikke var tilfreds. Han siger: 'Kom med noget aggressivt lort', og jeg siger: 'ok, jeg forstår, hvad du mener.' Så går jeg i studiet, han lader mig være i fred, jeg kommer tilbage med musikken, og så er det lige i øjet. Det kan kun lade sig gøre, når man kender en person rigtig, rigtig godt." Og hvad er det så for et mærkeligt billede, der pryder coveret på soundtrack-cd'en? Det er et still-billede fra filmen, der forestiller en mærkelig, sammensat figur, en krydsning mellem en klovn, en brandmand og en laborant. Det er svært at forklare hvorfor, men det er et foruroligende billede. "Nå ja, han spiller rollen som en slags klovn," siger Bjørk. "Vi har en figur i den islandske mytologi, der hedder Loke, og han er lidt ligesom ham. Han er outsideren, ham, der laver rav i den. I tarokkortene ville han være Tryllekunstneren, tror jeg." Uanset hvor excentriske de forekommer (og helt ærligt, det er altså svært at forestille sig Bjørk og Barney stene foran fjerneren en lørdag aften), har de begge en særdeles høj arbejdsmoral og en trang til at presse sig selv ud over de kunstneriske grænser. Bjørk vurderer, at det tog Barney og hans lille hold af teknikere under syv uger at indspille Drawing Restraint 9, mens hun skrev og indspillede soundtracket på et halvt år - hendes hurtigst producerede soloalbum til dato. "Jeg fik ikke ret megen søvn," bemærker hun.
Parret sørgede også omhyggeligt for, at deres projekt hyldede japansk kultur uden at være hverken nedladende eller overforenklet. De tilbragte en hel måned i Japan i november sidste år og besøgte fem forskellige byer i den sydlige del af landet for derefter at rejse til øen Yakushima, der ligger 135 kilometer syd for Kagoshima By og er rig på regnskov og vandfald. Bjørk havde været opsat på at besøge Yakushima lige siden hun fandt ud af, at øen dannede rammen for den teknisk forbløffende raffinerede animationsfilm Princess Mononoke, produceret af Ghibli Studio, der i Vesten ofte omtales som "Østens Disney."

Besat af Japan

Bjørk var iført kimono på coveret til albummet Homogenic fra 1997 og demonstrerede tydeligt sin interesse for Japan og den japanske kultur, men hendes fascination af landet startede allerede, da hun var teenager. Hun fortæller, at hun dengang nærmest var besat af Japan. Hun spiste tonsvis af sushi, fordybede sig i bøger om zen-buddhisme og læste romaner af Yukio Mishima, hvis værk The Sailor who Fell from/ Grace with the Sea især appellerede til sangerinden. "På et tidspunkt søgte jeg oven i købet om optagelse på en japanske animationsskole," tilføjer hun. "Jeg var klar til at rejse, men så blev jeg medlem af et band" (bandet var Tappi Tikarass, der på islandsk betyder "sæt en prop i møgkællingens røvhul". Bjørk var 17 og havde allerede indspillet sit første album seks år forinden. Da hun som 21-årig blev medforsanger i The Sugarcubes, var hendes musikalske karriere på vej ind i sit andet årti). Bjørks kunstneriske vision er stadig stringent. Under arbejdet med musikken til Drawing Restraints 9 opsøgte hun en professionel sho-musiker for at opnå en forståelse af dette traditionelle japanske blæseinstrument og dets mærkværdige lyd og opbygning. En sho er lavet af bambus, der er blevet farvet sort over et ildsted og er udformet som en slags kopi af den mytiske fugl Føniks, der ligesom instrumentet har en association til ild.
"Det er meget mærkeligt instrument, fordi det kun har 15 toner," forklarer Bjørk. "En sho er meget svær at spille på, og af rent æstetiske grunde er den formet lidt ligesom hænder, der er foldet i bøn. Det falder faktisk fint i tråd med 'beherskelsestemaet' på titelalbummet."
"Efter mødet med sho-spilleren Mayumi havde jeg omkring to måneder til at komponere noget musik til hende, så jeg researchede meget, brugte Google meget." Prøvede Bjørk så selv at spille på en sho? "Ja, altså, jeg spurgte Mayumi, men hun så på mig, som om jeg mente det for sjov og tænkte, 'du kan fandme ikke spille på det her instrument'. Men jeg har stor respekt for instrumentet, det er meget personligt og del af en enestående tradition."
Bare af nysgerrighed: Hvordan kan Bjørk skrive musik til sho, harpe og messinginstrumenter, når hun ikke selv kan spille på dem? "Jeg bruger et computerprogram, der hedder Sibelius, og som noterer ting ned for én," forklarer hun. "Man har et virtuelt nodepapir, og man skriver musikken ved hjælp af computermusen. Sibelius er et fantastisk program, fordi det har enormt mange forskellige lyde, og man skal kun bruge sin computer og et par høretelefoner. Man skriver en linje, trykker på play, og så kan man høre det med det samme. Man behøver ikke være Mozart og have det hele i hovedet."

Musikken driver filmen

Har hun selv en favoritkomponist, når det kommer til filmmusik? "Det, jeg bliver mest imponeret af, er, når musikken og musikken går op i en højere enhed, og én plus én giver fem. Alfred Hitchcocks samarbejde med Bernard Herrmann er et godt eksempel. Selv om jeg ikke er fan af Hitchcock eller gyserfilm i det hele taget, er forholdet mellem musikken og billederne i The Ghost og Mrs. Muir næsten perfekt. Man kan ikke forestille sig det ene uden det andet. Det er det samme med Stanley Kubrick. Han havde en meget fin, dybfølt flair for at bruge musik i film, selv om megen af den musik, han brugte, ikke var komponeret til specifikt til ham. En film som 2001: A Space Odyssey er et godt eksempel, men helt generelt set, er det musikken, der driver filmene fremad." Og så, ak og ve, meddeler Scott os, at tiden er gået. Bjørk smiler, og vi giver hinanden hånden. Næste punkt på dagsordenen er et rundbordsmøde med en række japanske journalister, fortæller hun. Da jeg går forbi dem på vejen ud, lægger jeg mærke til, at to af dem har smukt indpakkede gaver med.

Matthew Barneys 'Drawing Restraint 9' havde premiere i Kanazawa i Japan tidligere på måneden. Bjørks soundtrack med samme titel udkommer 25. juli

Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her