Læsetid: 5 min.

Livet set fra den skæve side

Med sit nye album genoptager Niels Skousen klassiske temaer som kærlighed og ensomhed, individer og fællesskab. Men personligt vil den 62-årige troubadour alt andet end mainstream og melankoli
7. juni 2006

Da Niels Skousen var i slutningen af 50'erne, blev han træt af at vente på, at telefonen skulle ringe. En blomstrende musikkarriere lå mere end 20 år tilbage, og mellemtiden var blevet fyldt ud med familieliv og mere eller mindre tiltrækkende teaterroller.

"Jeg var på scenen fem minutter det ene sted og fem minutter det andet sted, da det gik op for mig, at det måske ikke lige var det, jeg ville bruge mit liv på. Jeg var nødt til at begynde på musikken igen, også selv om det betød at begynde næsten forfra," siger Niels Skousen.

Udstyret med musik, notesblok og frikort til første klasses kupé begav han sig ud på en længere togrejse gennem Tyskland. Undervejs stod han af i tilfældige byer og opholdt sig et par dage ad gangen, mens tanker og oplevelser gled forbi, og notesblokken gradvist blev fyldt op med sangtekster.

Det blev til et bragende comeback i 2002 med albummet 'Dobbeltsyn', der i går blev fulgt op af 'Daddy Longleg', der allerede nu tegner til at blive en endnu større succes.

Respektabel sangskriver

Set i bakspejlet fortryder Niels Skousen den lange pause fra musikscenen, der delvist bundede i frustration over ikke at kunne tale til den nye musikgeneration i 1980'erne. Men han har altid vidst, at han ville vende tilbage til musikken.

"Jeg skriver sange for at overleve. Jeg holder mig selv i live med musikken. Det er en måde at holde sig fast i tagrenden på. Jeg har erkendt, at jeg er sangskriver. Det er et godt, fornuftigt, respektabelt håndværk," siger han.

Samtidig føler Niels Skousen, at pausen har givet ham mere skuespilerfaring, som han kan inddrage i musikken.

"Det, der er skønt ved musikkens teater, er, at der er direkte henvendelse til publikum. Den give og tage situation, der er med publikum, er meget udfordrende og også farlig og svær. At optræde med musik giver mig en illusion om, at jeg er med til noget, der har en betydning."

Sangene på Daddy Longleg varierer med nærmest poetisk fatalisme over den mere mørke skala af livet: henrettelser, savn, skilsmisser og ensomhed udpensles i alle detaljer. For eksempel de historiske fortællinger om frihedskæmperne, der bliver henrettet i Ryvangen, heksen, der bliver brændt på bålet, og faderen 'Daddy Longleg', der forlader sin familie. Men Niels Skousen afviser, at han er blevet melankolsk med alderen.

"Nej, det er jeg bestemt ikke. I må meget undskylde, at jeg ikke altid kan ramme den glade stemning. Men hvis man kigger nærmere efter, er der også meget humor i teksterne - lidt sort humor. Jeg synes ikke, at det er melankolsk, men vi kan jo heller ikke alle være humorister. Jeg skriver om det virkelige liv, og jeg kan se livet fra den skæve side."

- Det er jo meget gængse temaer, du tager op: kærlighed, afsavn, ensomhed. Hvad føler du, du kan bidrage med?

"Jeg føler ikke, at jeg som sådan kan bidrage med noget nyt, andet at det bliver sagt igen. For eksempel i sange som "Ryvangen" og "Heksen", hvor jeg udforsker individet i forhold til massen og den store, store ensomhed, der ligger i at andre tænker: 'godt det ikke er mig'. Den ensomhed, der ligger i henrettelsen, hvor man som individ står over for overmagten. Selve ritualet og offertanken interesserer mig meget, fordi det handler om, hvordan vi er sammen, og hvordan vi udtrykker os. Når en heks bliver brændt, er det fordi, nogen skal have skylden for en uro, der er opstået i samfundet. Det onde skal renses ud. Den mekanisme er universel."

- Hvor ser du den mekanisme i dag?

"De fremmede er udsat for en kæmpe udstødelse, men også alle dem der lever på kanten af samfundet. Udstødelsen er også en måde at definere normaliteten på. Jo strammere normalitetens begreber er, og jo mere mainstream vi får, des mere udstødt bliver vi. Verden er jo meget mere kompleks end mainstream, mainstream er ikke nok - heller ikke i kunsten. Mainstream beroliger os, den gør verden nem og ukompliceret, så vi ikke behøver at tage stilling til den. Der er jo også nogen, der er interesserede i, at vi ikke tager stilling - eller at vi i hvert fald holder kæft."

Ikke politisk - sådan da

Men selv om der ligger en politisk bevidsthed bag sangene, afviser Niels Skousen, at albummet har et decideret politisk budskab.

"Det er ikke min opgave at være meningsdanner. Det er jeg alt for søgende til. Jeg skriver om noget, jeg har tænkt over og følt, men at stille mig op som sandhedsforkynder er ikke mig."

Men den politiske gnist er der endnu. Det mærker man tydeligt, da snakken falder på de gamle '68-idealer.

"Vi syntes, det var naturligt at gøre oprør mod autoriteterne dengang, fordi de var så enormt stramme, og alle folk gik i koksgråt, og det var bare skide kedeligt. Men det var kun ganske få år, der var frit slag. Nu er posen lukket til igen. Du skal slæbe dig igennem livet, mens du er økonomisk bundet ind. Hvis man som ung vil ud og se verden, hedder det 'fjumreår'. Samfundet strammer til om individet, og vi tillader det. Samtidig tror vi, vi har fået så meget frihed og så mange muligheder. Vi snyder os selv."

- Er det ikke en anelse dobbeltmoralsk, at du gerne vil have, at vi tager stilling, men ikke selv vil udtrykke dine politiske holdninger?

"Nej, for de er der jo. Mine holdninger vil altid ligge implicit i det, jeg skriver, men jeg vil ikke udstikke en facitliste."

Hot som 90-årig

Daddy Longleg er ligesom Skousens forrige album Dobbeltsyn produceret af sanger og sangskriver Nikolaj Nørlund. Han har endnu en gang formået at samle en håndfuld musikere fra de fremmeste, unge danske bands, blandt andre The Raveonettes, Kira and the Kindred Spirits og nu opløste Swan Lee.

- Er du ved at blive et hot navn også hos den yngre generation?

"Haha, nej, det tror jeg sgu ikke, ikke hvis man ser på antallet af koncerter, jeg spillede sidste år. Men måske går de, der kan lide min musik, ikke så meget til koncert."

- Er det et mål for dig at blive populær hos de unge?

"Det er et mål for mig at komme ud og spille. At skrive er jo meget ensomt, men at komme ud og spille med andre er meget dejligt og giver mig kort sagt en stor lykke-følelse. Jeg er ikke nået så højt på hitlisterne endnu, men det kan være, jeg når det som 90-årig."

Foreløbig har 62-årige Niels Skousen lige fået sit efterlønsbevis ind ad døren, men pensionen venter ikke lige om hjørnet.

"Jeg arbejder endnu, og det vil jeg blive ved med. Sangskrivere har ikke nogen alder."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her