Læsetid: 8 min.

Livet skal tages alvorligt men ikke for alvorligt

Skuespilleren Olaf Nielsen har haft et hav af humoristiske roller. Han har spillet sammen med både Poul Reichardt og - på fodboldbanen - Knud Lundberg. Han har spillet politibetjent i en julekalender, politimester i 'Rejseholdet', og når der ikke lige var roller, tog han den hvide kittel på og blev tandlæge
23. december 2006

Olaf Nielsen har tænkt på Voltaire, og han har også lige set Lars von Triers nyeste film, Direktøren for det hele. "En film lige efter mit hovede," siger han.

"Hvordan kan man leve uden filosofi?" spørger han så og svarer selv: "Det kan man ikke."

Om Voltaire siger han uddybende:

"Thomas Winding stak mig engang en bog af ham i hånden. Den hed Den troskyldige og handlede satirisk om en fransk dreng, der voksede op blandt indianere og senere kom til Frankrig - derved rammer den lige ind i den problematik med det multietniske, vi ser i dag. Fantastisk, når man tænker på, at den er skrevet for flere hundrede år siden. At to kulturer mødes er en problematik, der også bor i mig, fordi min mor kom fra Island, hvor hun som ung vogtede får oppe i bjergene om sommeren. Senere blev hun uddannet fotograf."

- Hvordan kommer von Trier ind i billedet?

"I den nye film ser man en oversuperislandsk finansmand, som - meget morsomt - er den kolerisk-rasende type. Han kan kun tale islandsk, og derfor sidder der en tolk ved siden af, som er mindst lige så morsom, så Trier har virkelig kultursammenstødet med på sin egen måde."

Matador

- Er islændingenes økonomiske opsving kommet bag på dig?

"Slet ikke."

- Der er ellers langt fra at vogte får til at købe Illum og Magasin?

"Ikke når man tænker på islændingenes natur. I den er der ingen restriktioner. Småting kan de ikke hænge sig i. Det er de store linjer og det globale. De ligger geografisk isoleret og har lang tradition for at være filosofiske og selverkendende. De har et sprudlende kulturliv og har altid været nødt til at tænke i anderledes baner for at overleve kulturelt."

- Hvad er din familiebaggrund på dansk side?

"Min bedstefar var cigarruller og havde sin egen cigarbutik i Roskilde. Som meget aktiv i Socialdemokratiet i de røde faners tid tog han til møder rundt i landet med Thit Jensen og Stauning. Han gik lange ture med Gustav Wied - og han spillede også kastagnetter. Min far, som var tandlæge, var meget følelsesmæssigt påvirket, da han så Matador første gang, fordi den gengav stemningen i byen så præcist. Han havde det lidt lune og tilbagelænede sjællandske temperament. I sin fritid lavede han blandt andet revy sammen med Lise Nørgaard (hvor jeg var med sammen med min storebror Thor)."

"Han flyttede til Reykjavik, hvor han arbejdede som nyuddannet tandlæge, og om aftenen spillede han violin a la Wandy Tworek i et danseorkester. Min mor så hans flagrende lokker - og gik op og fik en tandrensning. Det afgørende møde skete i en svømmehal, hvor han for at vise sig sprang ud fra timetervippen, skønt han ellers kun havde svømmet rundt mellem lortene i Roskilde Fjord. Han måtte reddes i land. Så var min mor solgt - og her sidder jeg."

- Voksede du op på Island?

"Nej, jeg er vokset op i Husum, et arbejderkvarter og et udpræget socialdemokratisk projekt, hvor alle skulle bo i eget hus. Her gik jeg i skole og spillede fodbold i Husum Boldklub. Det gik vildt til i det miljø, så jeg lærte at flytte benene meget hurtigt samt ikke at blive sparket over skinnebenene, hvilket jeg har haft megen glæde af lige siden."

"Jeg havde i øvrigt den store fornøjelse senere i min tid som 'old boys' i HIF i Værløse at være på banen med min ungdoms store idol Knud Lundberg, som havde taget patent på de midterste 20 meter af banen, så de kunne spille ham til hovedet. Hvorefter han lod bolden trille ned langs kroppen omgivet af en mur af tre-fire af vore spillere og spillede den videre til en anden tidligere landsholdsspiller Ivan Jensen, som så kunne spille den gennem benene på mig. Jeg spiller stadig fodbold, to timer forleden dag."

Kong Christian

- Hvorfor og hvordan blev du skuespiller?

"Fra jeg var lille hørte jeg til den type, der gerne ville optræde, og fra jeg var 10 til 17-18 år, så jeg næsten samtlige forestillinger på Folketatret, fordi vi kendte ham i billetlugen. Nogle år efter at jeg blev student, tjente jeg penge ved at pakke skjorter ind i plastik og brugte dem til at tage timer hos Søren Weiss. Jeg blev sat til at læse Kong Christian stod ved højen mast, så alle konsonanter stod tydeligt mejslet i rummet, men det kongelige teater-stilen var bestemt ikke mig."

"På et vandrehjem i Bergen traf jeg en franskmand, som jeg så året efter besøgte i Paris. Han ville have mig med på Crazy Horse Saloon, men hans mor sendte os i stedet til en cabaret, hvor vi sad på planker, og så - der var ingen kulisser - kom skuespillerne ind og lavede satirisk cabaret, som jeg aldrig havde set det før. Alt, jeg forstod, var oui, non og de Gaulle, men jeg kunne se, at det var det, jeg ville lave."

Hjemme igen uddannede Olaf Nielsen sig til tandlæge i Århus og kom med i tre studenterrevyer, som blev vist i fjernsynet. Det førte til, at han kom med i nyskabende revyer som Frihed det bedste guld og bagefter i Gris på gaflen og senere i den legendariske Collagetrup med Hans Christian Ægidius i spidsen. En af hans stærkeste oplevelser var, da Kennedy blev myrdet, og man så alligevel bare skulle spille videre. En anden var, da Collagetruppen spillede på en gård ved Gilleleje, hvor landliggerne, som var sure over de mange parkeringer, pillede plakaterne ned, hvorefter han sammen med Ulf Pilgaard kørte rundt på en scooter og satte dem op igen.

"Vi følte os nærmest som frihedskæmpere i revyens tjeneste," fortæller han, "og der var der udsolgt fra start til slut."

Forestillingen startede med, at Olaf Nielsen sad på første række og læste avis.

"Derefter skete der intet. Efter en tid blev der uro og lidt latter, så blev der helt stille, dernæst en lidt faretruende hvisken og rumlen, osv. Det var happening-effekten, forklarede instruktøren Hans Christian mig. Så skulle jeg rejse mig op og sige 'P', fordi revyen hed Det begynder med P. God start."

$SUBT_ON$Jul på torvet

"En sen aften, hvor jeg med kraven oppe om ørerne var på vej hjem efter den ene øl, jeg havde råd til at købe dengang, kom Flemming Quist Møller forbi på knallert. 'Du skal ringe i morgen til Thomas Winding,' råbte han. Det gjorde jeg så, og Thomas ville have mig med i en slags tv-teater, som vi indspillede på en dag. Det blev de meget vrede over i Tv-Teatret, for der brugte man to-tre måneder. Der startede mit livslange venskab med Thomas Winding, som også brugte mig mange gange senere i film og i B&U-afdelingens regi på tv."

"I den periode var jeg politibetjent i den julekalender, der hed Jul på torvet. En af producerne sagde: 'Du skal have en sætning, som du hele tiden siger.'"

-Som 'skidegodt, Egon' og 'av, min arm'?

"Netop. En dag under bruseren kom jeg til at sige: Har De en tilladelse-se? I det øjeblik var jeg klar over, at det var det, jeg skulle sige. Produceren sagde: 'Ja, der er den!' Afdelingen for specialeffekter fik jeg et nært forhold til. F.eks. fik jeg fat i en håndboldblære, som skulle pustes op med en patron. Derved kunne min kasket hæve sig nogle centimeter, så det så ud, som om hårene rejste sig på mit hovede. Min politistav var en lakridsstang, hvoraf jeg hver dag i 24 dage tog en bid. Når der var en scene med Poul Reichardt, sagde de: Den klarer du og Poul! På den måde kom jeg til at være instruktør for Poul Reichardt i nogle få scener. En fantastisk og venlig mand."

- Tandlægegerningen?

"Det er et herligt job, hvis man holder af folk og fæ, høj og lav, ung og gammel, og kombinationen betød, at jeg var frit stillet til kun at tage de opgaver, jeg havde lyst til. Der har altid været nok at bore i, hvis ikke de skulle hives ud, om jeg så må sige. Svært at fortælle om over 30 års praksis med egen klinik - men engang dukkede Columbo op i klinikken..."

- Columbo?

"I dansk udgave. Jeg havde haft et tyveri af nogle penge i venteværelset, og pludselig kom en mand ind med cottoncoat på lydløse sko, let foroverbøjet. Han præsenterede sig som Kriminalpolitiet, så dårligt nok på mig, mens han snuste rundt i klinikken. Efter få minutter forsvandt han uden et ord. En anden gang kom en fyr i gummisko med handsker og strikket hue ned i panden samt udvidede pupiller. Jeg sagde: Sæt dig i stolen, så går vi i gang! Men det var jo slet ikke det, det handlede om. Han ville se, om der var nåle eller andet 'sjovt', som han ville hente senere. Til sidst drejede han om på hælen og forsvandt lige så tavs som Columbo."

- Du har haft et hav af sjove biroller. Har du også haft alvorlige?

"Ja. Jeg var rejseleder i Midt i en jazztid, og jeg var lokal politimester i Rejseholdet. Man ringede til mig og spurgte, om jeg kunne spille usympatisk. Sagtens! sagde jeg, og så fik jeg rollen. Jeg har forresten også lavet en cd, mit livs eneste. Den hedder Det syn's jeg. For det gør jeg nemlig."

-Vi var inde på det med filosofien. Hvad er din egen?

"Der er jo guldgruber nok at tage af. Men navnlig har jeg som alle andre haft lange samtaler med mig selv af livseksistentiel karakter. Jeg kan konstatere, når jeg ser tilbage på mit liv, at jeg har et såkaldt lyst sind. Min tilgang er positiv, hvad enten jeg vil eller ej."

- En frygtelig skæbne...

"En skrækkelig skæbne. Det kan give en nogle ordentlige lussinger, hvis man ikke passer meget på. 'Kend dagen' var en sætning, jeg tog til mig. Jeg erkendte, at jeg var nødt til at opleve livet fra dag til dag på den måde, at hver dag har sit selvstændige liv. Selvfølgelig kan man ikke lade være med at kigge både frem og tilbage, men hvordan man end vender og drejer det, så er livet i sig selv så alvorligt, så det er meget vigtigt ikke at tage det for alvorligt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu