Læsetid: 2 min.

Livet uden femdøgnsprognose

Nicolas Cage og Michael Caine er i deprimerende topform i Gore Verbinskis sorthumoristiske karakterstudie af en selvhadende tv-vejrmands forblæste livskrise
17. marts 2006

That was refreshing ... I am fresh ... I am refreshing ...

Fra Nicolas Cage løfter hovedet fra en håndvask og ind i de første kulderamte billeder af Gore Verbinskis The Weather Man, ved man, at han har fundet endnu en perfekt historie til sit tørre talent med rollen som den kriseramte tv-vejrmand David Spritz, der i en personlig voice-over løbende kan dele sit selvhad og sine tanker om livets frustrerende tilfældige vinde med os.

Når Nicolas Cage efterfølgende øver sine vejr-illustrerende skærmbevægelser uden blue screen, ligner det en akavet dans, og de næste 100 minutter fortsætter han lige så stilsikkert med at tegne et prognoseskyende portræt af en mand, der bare ikke kan få styr på det uregerlige liv.

Hans eks-kone (Hope Davis) har fundet en anden, hans to teenagebørn (Gemmenne de la Peña og Nicholas Hoult) slås bl.a. med overvægt og afgiftning, hans berømte forfatterfar (Michael Caine) betragter ham som en fuldstændig fiasko, og som en løbende joke ynder tilfældige forbipasserende at kaste alt fra halvspist fastfood til overdimensionerede læsedrikbægre efter hans kendte person. Spritz, der intet ved om meteorologi, betragter sig selv som en overbetalt klovn og begynder efterhånden at anse sig selv som en menneskelig pendant til fast food.

Efter store genrefilm som The Mexican, The Ring og Pirates of the Caribbean er det overraskende at se en sådan Alexander Payne-agtig art house-historie som The Weather Man fra Gore Verbinski. Her er ikke noget stjernestads og ingen nem løsning på den hårdtprøvede mands strabadser. Verbinski tør lade det desillusionerende og uforløste præge helheden, og han er heller ikke bange for at provokere. Der bandes og svovles, og for den uindviede i amerikansk skolegårdsslang introducerer filmen mobningsbegrebet 'kameltå', som man - som en cliffhanger i denne anmeldelse - får overtydeligt forklaret i filmen.

The Weather Man har mange tragikomiske indfald, men Steve Conrads manuskript roder en del med de mange forskellige historieforløb med fokus på både far-søn forholdet mellem Cage og Caine, Davids forsøg på at redde sit ægteskab, hans drøm om et job på en landsdækkende kanal og ikke mindst forholdet til de to børn, der hver især behøver opmærksomhed og hjælp. Man tilgiver imidlertid filmen de flagrende skønhedsfejl, fordi man tydeligt fornemmer, at den ligesom David vil det hele på én gang og med munden for fuld uvilkårligt må snuble undervejs.

Filmen er forfriskende anarkistisk og bliver med sin skæve fremstilling af en forfejlet jagt på lykken et stykke sursød samfundssatire. Som farmand Caine nøgternt konstaterer, da sønnike Spritz får professionel anerkendelse og en betragtelig lønforhøjelse, er han dermed en succes efter gængs amerikansk målestok. Men hans liv er ingen succeshistorie, hvilket vi som publikum kan være glade for. Som The Weather Man og Cage med sin indestængte cocktail af frustration, depression og aggression fint illustrerer, er det som regel sjovere at være i biffen med det ufuldstændige end det perfekte, hvis man ikke har noget imod en uforudset byge.

The Weather Man. Instruktion: Gore Verbinski. Manuskript: Steve Conrad. Amerikansk (Palads, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her