Læsetid: 7 min.

Livets bestanddele

I løbet af fire år er CPH:DOX vokset til at være en af Europas fem største dokumentarfilm-festivaler. Og med dette års program bestående af 140 film, som stritter i alle retninger, bekræftes det endnu en gang, at genren lige nu sprudler af kreativ kraft og visuelt fornyende energi
9. november 2006

At dykke ned i filmene i det omfattende program for årets CPH:DOX - Københavns internationale festival for dokumentarfilm - er som at sætte ud på en veritabel rutschebanetur ind i de levende billeders mangfoldige univers.

Hvor hovedstrømmen af spillefilm længe synes stort set at have kørt rundt i de samme få riller, virker det, som om dokumentarfilmens mindre grad af økonomisk bundethed har frigjort genren som et sted, hvor der er plads til eksperiment og overskridelse, hvor såkaldt smalle idéer også ind imellem kan slippe igennem finansieringsprocessernes hundrede meter hækkeløb for forpustede filmmagere, hvor helt personlige eller endda intime historier kan foldes ud for alverden på det store lærred, og hvor impulser fra andre kunstarter, først og fremmest billedkunsten, af og til får lov at slippe ind og befrugte billedsproget.

Forestiller man sig CPH:DOX som små halvandet hundrede sobre og informative flinkeskolefilm, suppleret med et drys journalistiske reportager fra verdens brændpunkter, og tilsat en lille håndfuld Michael Moore-blockbusters for underholdningens skyld, så kan man godt tænke om igen.

Okay, cph:dox byder på både information, reportager og underholdning. Men først og fremmest præges festivalens film af personlige visioner, overraskende måder at bruge mediet på, generøsitet i forhold til investering af tid og ideer, indblik i lukkede verdener, møder med usædvanlige mennesker, bud på fremtiden og meget andet.

CPH:DOX er således stedet, hvor man i et program om sampling og remix kan se den amerikanske eksperimentalfilmpioner Ken Jacobs' mere end seks timer lange found footage-værk Star Spangled to Death, påbegyndt i 1957 og nu omsider færdiggjort. Det er stedet, hvor man kan se portrætfilm om banebrydende kunstnere som Kenneth Anger, Frank Gehry og Robert Wilson. Hvor man kan se hele to film, der fortolker blindes visuelle verden (den engelske Black Sun og den danske Inden for mine øjne). Hvor man ikke går af vejen for at programsætte et rent kunstprojekt som Douglas Gordon og Philippe Parrenos konceptfilm om Zidane. Og så er det stedet, hvor filmvisningerne naturligt kædes sammen med foredrag, master classes og seminarer, ikke bare om film, men også om demokrati, alternative nyheds-sites på internettet og det nye medielandskab.

Festivalen er kort sagt stedet, hvor man ikke bare diskuterer filmmediets fortolkning af virkeligheden, men hvor man i lige så høj grad betragter film som en del af virkeligheden. Og hvor man tager filmmagernes forsøg på at skabe indsigt og overblik i en kompleks verden alvorligt.

In the mix

Historier findes først, når de bliver fortalt. Sådan har den danske filmmager Max Kestner sagt som en kommentar til sit eget særegne filmiske univers, hvor dokumentarisk stof iscenesættes ved hjælp af greb fra fiktionsfilmen. Underforstået: historier er ikke noget, der findes ude i virkeligheden, det er konstruktioner, som er afhængige af det sprog, filmmageren kommer med.

Udsagnet peger på den omstændighed, at nok har dokumentarismen et mellemværende med virkeligheden, som adskiller den fra fiktionsfilmen, men samtidig er alle dokumentarfilm også sproglige handlinger, altså manipulation og udtryk for instruktørens subjektive valg. At det forholder sig sådan, illustreres med al ønskelig tydelighed af en af filmene i hovedkonkurrencen, Life in Loops (a Megacities RMX) af den østrigske instruktør Timo Novotny. I 1998 lavede landsmanden Michael Glawogger Megacities, en episodefilm i 12 afsnit om, hvordan mennesker overlever i verdens metropoler. I den oprindelige film pendles frem og tilbage mellem fire locations - Mumbai, Mexico City, Moskva og New York - og undervejs møder man en mangfoldighed af personer, som hver på deres måde klarer sig gennem tilværelsen. Der er ikke nogen gennemgående handling, blot en række sekvenser, tilfældige nedslag, som på forskellige måder belyser livets bestanddele.

Med Life in Loops har Novotny med afsæt i det samme råmateriale (dog tilsat nye optagelser fra Tokyo) skabt et helt nyt værk. En række motiver genkendes, temaerne er de samme, men rækkefølge og vægtning er anderledes, og sprogligt er stoffet formidlet på en måde, hvor musikalitet og rytme er bærende principper. Man plejer at sige, at den samme film kunne klippes på 1.000 forskellige måder, men det er sjældent, at påstanden føres ud i livet. Novotny har løftet Glawoggers materiale til et andet abstraktionsniveau, og hans projekt viser, at filmsprog ikke bare er noget, som cineaster efterfølgende kan forsøge at analysere sig frem til. En film er sit sprog. Også en dokumentarfilm.

Politik og globalisering

Når det er sagt, er der naturligvis masser af dokumentarfilm, hvor indholdet overskygger formen, først og fremmest inden for den kategori, man over en bred kam kalder politisk dokumentarisme. Det er et felt, der kan spænde fra den rene propaganda (f.eks. Michael Moore) til mere subtile og poetiske former, hvor de politiske aspekter er indlejret i en mere personlig kontekst (f.eks. Asger Leths Haïti-film, Ghosts of Cité Soleil, som får Danmarkspremiere under CPH:DOX).

Uanset definitioner, så oplever den politiske dokumentar i disse år et markant opsving, ikke mindst i USA (tænk blot på Al Gore-filmen En ubekvem sandhed, som for nylig kørte i de danske biografer). Og lige fra den første udgave af cph:dox i 2003 har festivalen haft et godt øje til de samfundsorienterede og debatskabende film, som tør tage livtag med emner som krig og terrorisme, storindustri og globalisering. Tendensen er, at hvor man for nogle år siden kunne føle, at det i det stadig mere uoverskuelige informationsbombardament kunne virke nærmest omsonst at kritisere magthavere eller storkapital i medierne, så har dokumentarfilm - i kølvandet på Michael Moores Bowling for Columbine (2002) - opnået en popularitet i biograferne (og en deraf afledt opmærksomhed i medierne), så det faktisk kunne se ud som om, de gør en forskel. Plus at mange instruktører er blevet skrappe til at udnytte en mulig synergieffekt mellem selve filmen og diverse andre platforme, primært hjemmesider på internettet.

Blandt festivalprogrammets mange politiske udspil ville det være oplagt at nævne en titel som John and Jane om seks indiske medarbejdere på et såkaldt call center i Mumbai, en telefoncentral, hvor de ansatte via cyberspace servicerer amerikanske forbrugere; ikke blot fordi der er tale om noget så usædvanligt som en indisk dokumentarfilm, men fordi filmen er stilsikker, visuelt stimulerende og underholdende, samtidig med at den på original vis skildrer tilværelsen for nogle af de mennesker, som meget direkte lever med globaliseringens konsekvenser. Eller man kunne nævne en amerikansk produktion, Wal-Mart: the High Cost of Low Price, en mere rugbrødsagtig dokumentar, hvor alle kræfter er kastet ind i opgaven med at afdække det ganske interessante dilemma, som forretningskæden Wal-Mart har stillet amerikanerne i: Nemlig at selv de mest liberalistisk indstillede er begyndt at blive bekymrede over effekten af en turbo-kapitalisme så profitorienteret og enøjet, at den som en glubsk græshoppesværm trækker et spor af armod, butiksdød og kriminalitet hen over kontinentet.

Mindre er mere

Helt enestående i den politiske kategori er imidlertid den tyske instruktør Romuald Karmakars mere end to timer lange Hamburger Lektionen, en film, som i al sin himmelråbende enkelhed kræver en god portion tålmodighed af sin tilskuer, men som til gengæld skaber både indsigt og bekymring på en måde, som en mere traditionelt skåret dokumentar næppe kunne have opnået.

I begyndelsen af 2000 holdt imam Mohammed Fazazi en række 'lektioner' i Al-Quds moskeen i Hamburg. Der var tale om en type sammenkomster, hvor prædiken og foredrag vekslede med mere uformel dialog med menigheden, som kunne sende sedler med spørgsmål om stort og småt op til imamen. Seancerne blev anonymt registreret på video, og efterfølgende cirkulerede kopier af disse amatøroptagelser i miljøet. Efter den 11. september 2001 blev det kendt, at tre af de fire selvmordspiloter havde besøgt Al-Quds moskeen og var i nær kontakt med Fazazi. Og senere, efter at han var vendt tilbage til Tanger, blev Fazazi arresteret og idømt 30 års fængsel for medvirken til terroraktioner i Marokko, ligesom han blev sat i forbindelse med aktionen i Madrid i 2004.

I Hamburger Lektionen har Karmakar med en skue-spiller minutiøst iscenesat Fazazis taler, ord for ord, og man ser ikke andet end denne stedfortræder, filmet på en neutral mørk baggrund. Alligevel virker filmen meget stærkt, fordi den i kraft af sin form og længde illustrerer, hvordan den religiøst-politiske retorik, som ligger bag en del af den aktuelle terrorisme, fungerer. Efter en relativt blød start, hvor Fazazi taler mere generelt om, hvad der ifølge islam er halal (tilladt), og hvad der er haram (forbudt), når han lidt efter lidt frem til sine hovedbudskaber: Nemlig at stort set alle ikke-muslimer er islams fjender; at islam er i krig med stort set alle vestlige samfund; at det er i orden at stjæle fra ikke-troende (for de har stjålet alt fra os); og at det er i orden at slå ikke-troende ihjel. Dog, siger Fazazi, er det dumt at gøre sig til tyv for en tube tandpasta (det giver islam et dårligt navn), nej, skal det endelig være, må man hellere røve en bank og sende pengene til de hellige krigere.

Således var ordene. Fremstillet nøgternt og nøgent af Karmakar i en film, hvor man ingenting ser, men hvor man ikke desto mindre går forandret fra biografen.

Ovenstående er blot et lille udsnit af den mangfoldighed af film, som årets cph:dox disker op med. Sædvanen tro er der også masser af personlige dokumentarfilm om identitet og rødder (den østrigsk-iranske Exile Family Movie); rejser ind i universer, man ikke ellers ville have haft adgang til (den svenske Gitmo om Guantanamo); kunstneriske øjebliksbilleder (to nye værker af den britiske kunstner Runa Islam); en hel buket musikfilm (fra Leonard Cohen til Laibach) osv. Men først og fremmest masser af film, som overrasker, bevæger, udfordrer, irriterer, begejstrer, kradser, underholder og stille spørgsmål - alt sammen med virkeligheden som materiale.

*CPH:DOX, 10. til 19. november. www.cphdox.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her