Læsetid: 4 min.

Livristens løbepas

20. maj 1998

FØRSTE LØBEPAS fik en 32-årig livrist, da Det Danske Hof i april 1997 bortviste ham med en politianmeldelse som afskedssalut. Siden har livristen i Lyngby Ret måttet fægte mod sigtelser for mandatsvig, tyveri, brugstyveri og bedrageri mod prins Joachim og prinsesse Alexandra.
Andet løbepas modtog eks-livristen i forgårs, da myndighederne lod meddele, at sagen ikke ønskes forfulgt videre.
I anklagerens officielle erklæring hedder det:
"Årsagen til denne beslutning er, at Justitsministeriet efter drøftelse med hoffet har meddelt mig, at en indenretlig vidneafhøring af Prinseparret ikke vil komme på tale. På denne baggrund er det anklagemyndighedens vurdering, at det ikke vil være muligt at føre det fornødne bevis til domfældelse i sagen."
Som ordlyden viser, har der været tale om overvejelser i rigets øverste kredse. Man må således formode, at justitsminister Frank Jensen har ladet sig afbryde i sine ellers vedholdende bestræbelser på at holde sig uvidende om, hvad der foregår i hans eget ministerium.
Med sagsfrafaldet har regering og kongehus varmet op til festlighederne i forbindelse med kronprins Frederiks 30-års fødselsdag ved at give befolkningen et billigt grin. Og dog: Måske er det ikke mundvigene, der skal trækkes op, men pandebrynene, der skal trækkes ned.

NOGET ER GALT. Når Deres Kongelige Højheder undslår sig ved at aflægge vidneforklaring, sker det under henvisning til noget så aktuelt som artikel 25 i den lov, hvorved enevælden indførtes i Danmark, nemlig Kongeloven fra 1665. Bestemmelsen lyder:
"Prinserne og prinsesserne af blodet skulle og for ingen underdommere svare, men deres første og sidste dommer skal være kongen, eller hvem han særdeles dertil forordner."
Denne og enkelte andre dele af enevoldsloven opretholdtes ved epilogen til den fri forfatning af 1849. I den statsretlige litteratur har det været præciseret, at bestemmelsen ikke gælder med grundlovskraft. Tværtimod, skriver den navnkundige professor Alf Ross:
Majestæten "eller den han særdeles dertil forordner" kan i det enkelte tilfælde henvise en sag til en særdomstol "eller til en af de ordinære retter." Man kunne tilføje: Lyngby Ret, for eksempel.
Justitsministeriets manøvresnilde departementschef Michael Lunn oplyser til Ekstra Bladet, at det faktisk har behaget Hendes Majestæt at ophæve Joachims immunitet, for så vidt angår prinsens erhvervsmæssige virksomhed. Underforstået: Ellers kunne han jo bare lade være med at betale sine regninger - og hvad kunne de royalt bedragne kreditorer så gøre? (Mere om kongehus og ubetalte regninger nedenfor.)
Men i sagen om livristen, forklarer Michael Lunn, "fandt vi ikke, der var grundlag" for fravigelser.

DET ER HER, KÆDEN hopper af de høje halse. For det kunne - og burde - være forudset, at livristen ikke bare ydmygt ville bøje sin. Han havde noget at sige til sit forsvar. For eksempel at hans brug af prinsens kreditkort var en anerkendt betaling for overarbejde, idet kongehuset som følge af sin skattefrihed er momsfrit, og medarbejderen bagefter refunderer det momsfri beløb og selv sparer de 25 procent. En sådan praksis har hoftalsmænd forarget bestridt - uden for retten.
Livristen har også forklaret, at han havde forhåndsgodkendelse og løbende kontrol af den istandsættelse af hans Sorgenfri-tjenestebolig, som udgør bedragerisigtelsen og langt den væsentligste del - 400.000 kr. - af den halve million, sigtelserne omfatter. Faktisk betalte hoffet da også den første regning på 38.000 fra firmaet Køkkenland, der - måske med bange anelser og kendskab til Kongelovens artikel 25 - forlangte kontant betaling forud fra kongehuset. De andre håndværkere sendte underdanigst en faktura og har til dato ikke set en kongelig mønt af deres tilgodehavende, som hoffet med straffesagen som løftestang havde håbet at vælte over på livristen.
Når hertil lægges de forklaringer, som livristen fra vidneskranken kunne fremlægge på sine håndkøbsindkøb for prinsessen og sin anvendelse af prinsens klæder, er det forståeligt, at der bredte sig en mistanke om dårlig dømmekraft på Amalienborg. Måske i al almindelighed, men da navnlig i forbindelse med politianmeldelsen.
En sådan mistanke måtte bestyrkes, da anonyme "hofkilder" i pressen indledte en sværtekampagne mod livristen, blandt andet med påstande om "at en arbejdsplads i Norge også har haft problemer med livristen."
Det er forståeligt, at livristens forsvarer, advokat Merethe Stagetorn, i går udtaler: "Måske havde jeg hellere set en frifindelse efter en retssag."
Advokaten har tidligere opfordret til, at prinseparret i retten aflagde den forklaring, som altså nu efter anklagemyndighedens bedømmelse var nødvendig for en domfældelse. For alle samfundsborgere - høj som lav - gælder det, at man kan foretage nogle dårlige valg, som for eksempel at indgive en politianmeldelse, der sidenhen gør det nødvendigt, at man foretager sig noget, man har grumme ulyst til, som for eksempel at aflægge forklaring i retten.
Man kan gruble over, hvad der bevægede regering og kongehus til ikke at drage den konsekvens: Hvilke vanskeligheder kunne en prins af blodet komme ud i ved at aflægge en vidneforklaring? Pligten til at tale sandt i retten må selv USA's præsident leve med.
Nu står livristen tilsværtet. Og har hoffet lært noget? Åbenbart ikke. Til B.T. siger hofchef Per Thornit, at han ikke ved, hvem der nu skal betale de troskyldige håndværkere. "Men det bliver i hvert fald ikke Kongehuset", tilføjer hofchefen.
Også her vil det senere forløb komme ham som en overraskelse. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu