Læsetid: 4 min.

Livseleksir

7. juni 1999

"De gamle vikinger gjorde det, indianerne, hippierne og yuppierne gjorde det. Brugen af forskellige substanser og stoffer til at forbedre forskellige normale menneskelige evner er ikke noget nyt fænomen...Vi er blot blevet mere raffinerede."
Claus Møldrup: Den medicinerede normalitet

NÅR DETTE blad i fredags tørt berettede fra cykelløbet Giro d'Italia, at den italienske cykelrytter Marco Pantani vandt etapesejren "efter sin sædvanlige recept", vil de fleste nok mene, at et ordspil er på færde. "Recept" pirker til den mistanke - atter bekræftet af Pantanis diskvalifikation lørdag - som sandsynligvis vil følge cykelsportens kraftpræstationer i al evighed, at vinderen har været særskilt dygtig til at fuldstændiggøre sin toptrænede krops naturlige kemi med kunstig kemi.
Man kan græmmes over den tabte uskyld, og man kan rase over de kyniske kapitalinteresser, der skubber på medicinmisbruget. Men man bør ikke overse, at de lokkende tilbud fra sportsapoteket blot er en dråbe i det medicinhav, der i dag slikker sunde mennesker om fødderne. De samme mennesker, som fordømmer unaturlig sport, glemmer ofte, at de godtager medicin, der tilsidesætter naturen, selv når den er i godt lune.
Der er netop kommet et nyt middel på markedet mod forglemmelser af det store pilleperspektiv, og det er cand. pharm. Claus Møldrups oven for citerede debatbog, som Information anmeldte den 3. juni.

NYE LÆGEMIDLER tilbydes i stigende omfang raske mennesker, blandt andet via Internettet. Det er let at blive forarget over stoffer, som påvirker appetitcenteret i hjernen, og for eksempel gør det muligt for dorske unge piger at komme til at veje det samme som fotomodellerne. Men Claus Møldrup påpeger, at rygmarvsmodstanden mod medicin kan blive svagere, hvis lægemidlerne får færre bivirkninger.
Tiden arbejder også for medicinalindustrien. I 50'erne var vitaminer et lægemiddel. Siden blev pillerne et separat "kosttilskud", som skulle holde os skadesløse, fordi vi ikke længere var i stand til at spise fornuftigt. Og i dag er vitaminer og andre kropspåvirkende tilsætningsstoffer i eller på vej til forbedrede fødevarer, functional foods, som usynlig ingrediens. Medicin til raske anerkendes nu af over en tredjedel af den danske befolkning, og spurgte man til enkelte velindarbejdede midler som p-piller eller forebyggende influenzavaccine, ville langt flere sikkert finde dem helt i orden.
Sygeliggørelsen af normale tilstande er kun et - væsentligt - aspekt af det medicinerede menneske. Drømmen om et langt liv med mange velbehagelige følelser og imponerende præstationer er et andet. Herlige menneskelige egenskaber som nysgerrighed, perfektionisme, vinderinstinkt og magelighed trækker i medicinsk klædedragt. Mirakeldrik og livseleksir hed det i gamle dage, i vore dage er navnene Ecstacy, Fontex, Viagra og EPO. Vi frygter ikke blot lidelse, flere og flere flygter fra det 'kedelige' og 'almindelige'. Deja-vu er yt, jamais-vu er in. Og der er næppe et andet område end sportsunderholdningens verden, hvor dette hektiske princip slår tydeligere igennem.

NATURLIG SPORT er i dag - med undtagelse af nogle ganske få sportgrene - en naiv illusion, som kulturministre ved festlige lejligheder kan holde taler om. Selv om Claus Møldrup ikke går helt så vidt i sine betragtninger, må det her forudses, at dopingafsløringerne inden for professionel cykling blot er midlertidige rystelser på den lange tur frem mod sportens endelige inddragelse i underholdningsindustrien, som ikke tåler døde øjeblikke eller amatørens uforudsigelighed.
De smertestillende midler, som er tilladt, og stimulerende midler, som er forbudt og alligevel brugt, skal ses i lyset af de mange små og store tilpasninger af sportsgrenene, der er sket for at behage tilskuerne, tv-stationerne, annoncørerne og sponsorerne. Amerikansk wrestling's væksthormonpumpede muskelbjerge af sminkede og stylede skuespillere er de festligt platte frontløbere, men de har blandt andre cykelrytterne lige i hælene.
Sport er i dag show, og er man ikke til sådant, bør man slukke for fjernsynets sportsudsendelser, og vil man se naturlig kropsudfoldelse på cykel, skal man hellere holde øje med de gode gamle pedallerende postbude.
Måske kunne en enkelt underdisciplin stadig reddes fra sprøjten. Nedkørsel ad stejle bjergsider kræver ikke så meget medicinforbedret muskelkraft og udholdenhed, som der kræves klart hoved, god finmotorik og masser af mod.
Midt under det af selvretfærdige nyhedsmedier udbombede Tour de France anno 1998 kunne de tv-seere, der endnu holdt ved, opleve den svimlende køretur ned fra Madeleine-bjerget, hvor Pantani og Jan Ullrich i et sært indforstået tempoparløb snittede nervepirrende tæt forbi klippefremspring, grøfter, brorækværk og husmure i en etape, som burde være vundet af den motorcykelfotograf, der fulgte med hele vejen uden at vælte sig selv eller cykelrytterne. Det eneste dope, der var brug for under denne delikate tour de force, var nerveberoligende væsker til seerne. Måske her var en mulig joint venture mellem underholdningsindustrien og pillepuritanerne. Langt dybere dale venter forude.
NU ER SNYD eller skuespil i sport noget andet end at snyde livet. At anlægge en underholdningsindustriel målestok på hverdagen og fylde tilsvarende op med smarte stoffer er en misforståelse af tilværelsen, der let kan koste dyrt i sidste ende, og som mange unge og gamle fortsat vil have sig frabedt. Møldrup behøver ikke nødvendigvis få ret i, at sportselitens tilsyneladende uundværlige livseleksir vil smitte massernes dagligdag. lieb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu