Hold kæft, hvor er han i grunden mærkværdig. Hans motivverden er jo ren horror, pinagtig gru og tå-krummende dårlig smag. Man forstår godt, hvorfor dødsmetal-bandet Khonkra i sin tid bad Kvium om at designe et pladecover.
For det er sguda rigtig dødsmetal-ondt at se på de 110 malerier, som Aros meget flot præsenterer os for. Abortlignende amøber skidt ud på patologiske farveflader. Ynkeligt skulende griseøjne på sammenvoksede hermafroditter.
Sorte æg varsler ondskab. Cyster, kræftknuder og tarmslyng. Fra start til slut i Kviums næsten 25-årige produktion, så er det klaustrofobi og blindhed over hele linjen. Intet udsyn. Ikke én eneste horisont. Ingen smuthuller. Intet håb. Kvium lukker os inde i frygtelige stuer med frygtelige skabninger, der end ikke har en sjæl at placere al deres sygdom i. Sjælløse og muterede klumper af blind smerte, der udsender et utåleligt fesent lys, der akkurat rækker ind i det omgivende barokke mørke. Og hjernen, ja den er bare en klump lort, der sidder på toppen af hovedet som en ubrugelig hat. I de sene malerier befinder vi os i lukkede sumpskove i selskab med kraver og trøstesløs skønhed.
Hvorfor? Det er det spørgmål, man stiller sig selv. Fra billede til billede.
Det er det spørgsmål, Kvium er blevet stillet gennem hele sin karriere.
'Hvorfor viser du os de her ulækre figurer i ulækre omgivelser?'. For Kvium handler det nok lige præcis om at aktivere dette 'hvorfor' i hovedet på den enkelte beskuer. Identitetsmæssige forskydninger. Vi skal tænke over forholdet mellem krop og identitet, som en blind konstruktion, der må se dagens lys (eller maleriets lys i tilfældet Kvium), hvis altså vi ønsker at blive klogere på os selv og hinanden. Vi skal provokeres til at tænke over den flydende grænse mellem normalitet og anormalitet, hvis ikke vi fortsat og konstant skal mobbe og myrde hinanden i en eller anden åndssvag normalitetens navn.
Set i dét lys er Kviums værk helt opbyggeligt, selvom hans metode er karikeret kontrær. For Kvium udsætter hele tiden kroppen, dens indre organer og naturen for en overdreven anormalisering, der hensætter os til en lukket sump af eksistentialistisk grød. Det er mest grotesk i de tidlige værker, og ikke mindst i filmen med den sigende titel Grød (1986) skabt med Performancegruppen Værst.
Dead End
Men der er også et helt andet 'hvorfor', man kan rette mod Kviums værker, som slet ikke angår hans kunstneriske temaer. Dem er der ingen grund til at anfægte. Men det grufulde, groteske og pinagtige i Kviums motivverden står i en besynderlig og uforløst modsætning til den maleriske ambition, der med skiftende styrke går gennem hele hans produktion. Jeg tænker på ambitionen om at lave det store barokke maleri med Goya, Velazquez og Rembrandt som forbillede. Hvorfor? Er den ambition da ikke dømt til at mislykkes og helt åndssvag? Når man som undertegnede er vokset op med eksempelvis Paul McCarthy, Mike Kelly, Jake & Dinos Chapman og Damien Hirst, der bearbejder og forløser de samme temaer, men i samtidens populærkulturelle formsprog, så ser Kviums formelle ambitioner helt mærkværdige ud. Sværest fordøjeligt er det i malerierne fra starten af 90'erne, der på Aros befinder sig i et rum med den velvalgte titel 'Dead end'. For det er jo det, det ligner rent kunstnerisk. En blindgyde. Det groteske og frastødende hos Kvium bliver pludselig bare bundirriterende, fordi kunstneren jonglerer uelegant med betydningstunge symboler, der i al for høj grad lægger op til gymnasiestil-fortolkning. Men samtidig er det nok her man finder nøglen til den folkelige popularitet Kvium er genstand for i Danmark. Vi er ikke i tvivl om, at disse store solide oliemalerier med velkendte og tunge kunsthistoriske referencer er solid kunst. Men er det ikke lige netop svagheden hos Kvium?
På Aros kan vi også se det mastodontiske videoværk the wake (2000), som Kvium har lavet sammen med Christian Lemmertz. Det er baseret på James Joyces monstrøse bog Finnegans wake. I videoen flimrer alt, og der er så godt som ingen betydninger at basere en fortolkning på. Det er tvivlsomt, om det overhovedet er et vellykket værk.
I rummet på Aros med titlen 'Joyceful madness' ser vi de malerier, Kvium lavede efter the wake. Dette er udstillingens bedste rum. Ophængningen er dynamisk og montageagtig. Det emmer af en lystbetonet energi, som andre værker mangler. Den symboltunge monstrøsitet viger for en langt stærkere fornemmelse af lykkelig galskab. Og dermed peges der på kunstnerisk frihed som en yderst klædelig horisontlinie i et landskab af eksistentialistisk grød.
Michael Kvium. Aros. Aarhus Kunstmuseum. Åbner lørdag. Til 17. april
