Læsetid: 4 min.

Livsløgnen

Den norske forfatter Hanne Ørstavik har en stor og uhyggelig evne til at skildre falsk bevidsthed
25. august 2005

Når jeg læser den succesombruste norske forfatterinde Hanne Ørstavik (f.1969), må jeg spørge mig selv, om hun kunne skrive, som hun gør, hvis ikke hun var norsk, det vil sige hvis hun ikke havde Henrik Ibsen som sin store litterære forfader. For det motiv hendes bøger kredser om, igen og igen, er det som den store Ibsen kaldte livsløgnen. Igen og igen skriver Ørstavik om mennesker, oftest unge kvinder, som søger efter en eller anden fin og rigtig måde at leve på, eller tror de befinder sig i den, men gradvist, og nogle gange næsten med thriller-effekt, viser sig at leve i en naiv eller falsk bevidsthed.

Livs løgn

Men Ibsen skrev dramatik, hvor vi så at sige betragter den falske bevidsthed udefra, lukket inde i den dramatiske persons skikkelse, mens Ørstavik med sin prosa skriver os langt ind i den falske bevidsthed; vi deler synvinkel, tanker og sprog med den inficerede person. Således også i Præsten, hvor Ørstavik i jeg-form skriver os ind i en nyuddannet kvindelig præsts bevidsthed.

Præsten hedder intet mindre end Liv, og det er også det, hun er ude efter: At sætte livets kræfter over for dødens, at gøre Ordet levende. Men omkring hende begår den ene kvinde efter den anden selvmord, og hun har svært ved at fremkalde Gud med ordet "Gud". Efter at have skrevet en afhandling om sameoprøret i Nordnorge i 1852 har Liv fravalgt forskningen for i stedet at blive præst i det område, hvor sameoprøret foregik, og romanen foregår over et par dage, hvor Liv passer sin gerning, tager på teologisk konference, tager sig af mødre med selvmordsdøtre og i glimt tænker tilbage på sit studieophold i Tyskland, hvor hun har ladt endnu en selvmorderske bag sig: En lille væver grønøjet og spidstandet dukkeførerske ved navn Kristiane.

Livs problem er øjensynligt, at hun har svært ved at række hånden ud mod sine medmennesker; at hun hele tiden holder dem på en armlængdes afstand trods sine idealistiske ambitioner om det modsatte.

Klare linjer

Således kan romanen læses som historien om en kvinde, der ikke er i stand til at efterleve sine idealer, at gøre ordet til kød (karakteristisk oplever vi hende i bogens åbning midt i nadveren), at praktisere som hun prædiker; som en historie om alle de gange, hvor Liv skulle have rakt hånden ud, skulle have levet op til sit navn, men ikke gjorde det.

Det gode ved Ørstaviks romaner, og det, der gør dem til kunst og ikke moralprædikerner, er imidlertid, at det ikke entydigt er denne historie der fortælles.

Hos Ørstavik er man aldrig rigtig sikker på, hvor livsløgnen befinder sig: Er livsløgnen den manglende efterlevelse af idealismens perfektionsfordring, eller er det selve denne perfektionsfordring, der er nedbrydende og livsfjern?

I Præsten inkarneres tvetydigheden i Kristianes skikkelse: Hendes navn klinger af Kristus, men med sine grønne øjne og små spidse tænder får hun et anstrøg af djævel, og Liv tilbringer lige så lang tid med hende, som Jesus gør med Satan i ørkenen: "I fyrre dage kendte jeg Kristiane". Det er altså ikke bare sådan, at Kristiane er et stakkels ulykkeligt offer, som Liv burde have reddet; hun kan også tolkes som det modsatte: en djævelsk fristerske.

Tvetydig er også romanens komposition, som svæver mellem virvar og klare linjer. På den ene side er linjerne i Livs historie skåret i små stykker som serveres i et virvar: nutidssansninger, erindringsglimt, brudstykker af same-oprørets dokumenter.

På den anden side trækkes der hele tiden linjer i romanen; selve ordet "linjer" må være et af bogens hyppigst forekommende, for det bruges bestandigt til at beskrive landskaber, mennesker, miljøer, sindstilstande og får det nordnorske landskab til at fremtræde med en geometrisk enkelhed af lyse og mørke streger og striber, som grafisk synes beslægtede med skriftens linjer på papiret.

Om disse linjer så kan blive levende, er det, historien står og falder med, både for Liv, som så gerne vil gøre ordet levende, og for Ørstavik, som gerne vil gøre Liv levende for os.

Suget ind

Man kan læse Ørstaviks romaner, inklusive Præsten, som skildringer af idealistiske bevidstheder, der støder mod en pragmatisk omverden eller egen manglende handlekraft. Således læst befinder livsløgnen sig på pragmatikkens side, mens autenticiteten må tillægges den idealistiske bevidsthed. Men man kan lige så vel læse bøgerne, som om det er den idealistiske bevidsthed, der er den falske bevidsthed. Som om livsløgnen er selve de naive ungpigedrømme om den autentiske kærlighed, den autentiske kunst, den autentiske mellemmenneskelighed.

Det er meget svært at afgøre, om Ørstaviks værk vil forsvare den idealistiske bevidsthed mod en pragmatisk og forrået realitet, eller om det tværtimod vil udhænge den idealistiske bevidsthed som falsk bevidsthed. Det er derfor, jeg synes forfatterinden fortjener alle de priser og al den succes, hun har fået: Fordi hendes værker suger én næsten klaustrofobisk ind i en bevidsthed, som man må identificere sig med uden at være i stand til at afgøre, om man er suget ind i renfærdig autenticitet eller kvælende perfektionsfordring. Og netop på grund af denne uafgørlighed føler man sig gevaldigt og direkte adspurgt til sin egen håndtering af forholdet mellem ens bevidsthed og andres, og mellem idealer og pragmatik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu