Læsetid: 4 min.

LO-partiet

12. september 2005

Den nye S-formand kom umiddelbart styrket ud af weekendens kongres. Hun fik tegnet nogle linjer fremad i den aktuelle politiske debat, varmet op til kommunalvalget og forklaret, hvad der ligger bag en række nye udspil. Men de partifæller, der ikke kun var kommet til Ålborg for at klappe, men for at høre deres formand artikulere et nyt socialdemokratisk projekt, en ny løbebane for det kriseramte parti, måtte rejse tomhændet hjem.

Med weekendens kongres i Ålborg er Socialdemokraterne trådt endegyldigt i karakter som et renlivet middelklasseparti - et LO-parti for de, der har deres på det tørre. De store lønmodtagergrupper, som bærer samfundet og arbejder hårdt, skal have det godt, der skal være velfærdsydelser af høj kvalitet til deres børn, deres gamle forældre og syge. De skal uddannes, have et bedre arbejdsmiljø, og investeringer i forskning og opkvalificering skal sikre, at der også står et job til dem den dag, deres arbejdsfunktion automatiseres eller flyttes til udlandet.

At satse benhårdt på at indfri middelklassens forventninger er måske den mest fremsynede politiske strategi, når det gælder om at maksimere stemmer i en tid, hvor det økonomisk går så godt, at der ikke ligefrem er noget folkekrav om forandringer. Men det er langt fra, hvad man forventer af et Socialdemokrati, der historisk står som garanten for et velfærdssamfund til alles bedste. Derfor er det bemærkelsesværdige ved kongresdebatten og Helle Thorning-Schmidts tale ikke så meget det, der blev sagt. At velfærden skal forbedres, og flere ansættes I den offentlige sektor, og at der skal investeres i fremtiden og i menneskers kvalifikationer, er kendt socialdemokratisk tankegods. Nej, det der springer i øjnene, er det, som ikke blev sagt.

Det lykkedes på forunderlig vis Helle Thorning-Schmidt at holde en hel kongrestale uden af nævne den halve million eller flere danskere, som er sat uden for arbejdsmarkedet og parkeret på forskellige ordninger af offentlig forsørgelse. De 8.-10.000 mennesker som hvert år udstødes permanent af et højeffektivt arbejdsmarked, fordi de ikke er I stand til at oppebære en mindsteløn. At Danmark er knækket midt over med en tredjedel udstødt på offentlig forsørgelse, var slet ikke en del af talens univers. Skal de med i fællesskabet på normale vilkår kræver det reformer af skattesystemet og arbejdsmarkedet, som vil være svære af sluge i dele af det socialdemokratiske bagland.

Ganske vist sagde S-formanden, at det nu gælder om at få de sidste med, som ikke fik fodfæste på arbejdsmarkedet under 90'ernes fremgang i beskæftigelsen. Et godt og perspektivrigt synspunkt, som kunne lægge kimen til et socialdemokratisk projekt for det næste årti. Men desværre gik Helle Thorning-Schmidt herefter i stå. Fortsættelsen kom aldrig. Jo, Socialdemokraterne vil gerne være med til at give førtidspensionisterne nogle ekstra milliarder til næste år for at løfte deres levestandard og - får man lyst til at tilføje - at løfte vores allesammens dårlige samvittighed. Men et politisk projekt for et mere homogent velfærdssamfund, hvor alle selv kan tjene til egen forsørgelse, var der ikke skyggen af debat om på Socialdemokraternes kongres - til trods for at det netop er her det moralske og naturlige projekt ligger for det store oppositionsparti.

Der er god grund til at tro, at S-formandens tale er formuleret med god hjælp fra vennerne i LO. Her er grundopfattelsen, at man stort set kan få alle med ved at efteruddanne, opkvalificere, og sikre en god basisuddannelse for alle. Men denne opkvalificeringsstrategi er langt fra tilstrækkelig på et arbejdsmarked, som er i så hastig forandring, som det danske. Automatisering og udflytning af lavt kvalificerede job overflødiggør en stor gruppe mennesker hvert år. Det arbejdsmarked, som tidligere eksisterede for denne gruppe af mennesker er væk. Og det kommer ikke igen med mindre politikerne tager opgaven alvorligt og hjælper til.

Fagbevægelsens største præference vil altid være de, der er i arbejde og de, der står i allerforreste række til at komme det. Derfor er det betænkeligt, at Helle Thorning-Schmidt lægger sig så tæt op ad fagbevægelsens måde at beskue verden. Hun står i gæld til bevægelsen efter dens mere eller mindre åbenlyse støtte til hende under formandsopgøret med Frank Jensen. Men på længere sigt bliver hun nødt til at løsrive sig. Den store fokus på middelklasse-lønmodtageren er måske vigtig for at vinde tabt terræn tilbage fra Venstre og Dansk Folkeparti. Men man må forvente noget mere af Socialdemokraterne. Nemlig et parti, som er parat til at reformere i dybden, når der er grund til det. At placere en så stor gruppe i det danske samfund på permanent forsørgelse er ikke blot et økonomisk problem - det er i mindst lige så høj grad et moralsk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu