Læsetid: 3 min.

Lobbyister handler ikke kun i Bruxelles

Alle Folketingets partier støtter Enhedslistens forslag om at registrere lobbyister i Bruxelles. Det er enten samdrægtig folkestyre-fornuft eller enhedspopulisme
13. juni 2006

Enhedslistens hjemmeside gnækker af begejstring. Der er scoret. Fra venstrekanten fik man trukket hele det danske hold op på banen, og så sad den der. Bang. EU-systemet fik en hilsen fra foregangslandet, der viser vejen, både når det gælder åbenhed og nej-flertal ved folkeafstemninger.

Hjemmesiden har ret. Det er bemærkelsesværdigt, at Enhedslisten har fået samlet alle Folketingets partier bag den samme folketingsbeslutning om, at EU-lobbisterne skal registreres. Hvis de henvender sig til Kommissionens eller Ministerrådets folk må de forlods have indskrevet sig i registret og lovet at være ærlige, ja det står der, og de må ikke friste med u-specificerede incitamenter for at opnå særlige fordele.

Hvis de samme interessegrupper derimod henvender sig på et andet niveau et andet sted, så er sagen en helt anden. Det kommer vi tilbage til.

Enhedslisten har frembåret forslaget i flere år og under flere folketingssamlinger.

Det første, der skal bemærkes, er derfor, at Enhedslistens unge EU-ordfører, Rune Lund, kan noget som forgængeren Keld Albrechtsen ikke kunne. Han leverede et grundigt oplæg, og han slog til igen netop som en af de helt store kriminelle lobbyister, Jack Abramoff, var blevet fældet på den amerikanske scene.

Ny pragmatisme

Men den afgørende forskel i forhold til forgængeren er, at han fik den enstemmige beslutning gennem Europa-udvalget og senere i Folketingssalen ved i betænkningen at acceptere et ordvalg, der ikke var Enhedslistens - nemlig at lobbyisterne ikke i sig selv udgør et problem for det lovforberende arbejde, og at de derfor ikke konsekvent skal holdes ude fra dette arbejde, som der var lagt op til. Denne konstruktive pragmatisme er ny.

Efter vedtagelsen er det vigtigste spørgsmål, om et obligatorisk register over lobbyister medvirker til at skabe en politisk proces, der er anderledes i substansen.

På fremtidens overflade vil man så vide, at Mr. William Gaillard repræsenterer den europiske fodboldsammenslutning UEFA i forhold til Kommissionen, sådan som vi i dag ved, at Gaillard er registreret i EU-Parlamentet.

Men når han nu har tilsendt udvalgte EU-parlamentarikere billetter til den reserverede fodboldloge i Berlin, så er det jo ikke ham, men FIFA og UEFA-spidserne, der giver gæsterne VIP-behandling. Hvad hjælper det at registrere den katolske kirkes repræsentanter i Bruxelles, hvis den centrale meningsudveksling finder sted, når kommissionsformand Manuel Baroso drøfter familiepolitik med Paven i Vatikanet, som han gjorde for nylig.

Eller hvad hjælper registreringen af landboernes repræsentanter i Bruxelles, hvis de store linjer drøftes af landbrugskommissær Mariann Fischer Boel, hvis hun mødes med Peter Gæmelke på Axelborg. Den politiske markedsplads ligger i hele Europa, ikke i Bruxelles.

Der er derfor grund til at spørge, hvorfor omsvinget til fordel for registrering ikke omfatter et register over lobbyister i forhold til Folketinget, en sag, der senest i 1999 blev diskuteret kort og derpå henlagt.

I den analytiske tilgang må man også spørge, om den udemokratiske påvirkning af den politiske proces skal styres mere på giversiden end på modtagersiden.

Vi ved, at UEFA (og Parken) giver en udsøgt behandling til indbudte politikere, men vi ved ikke, hvem der sidder i logerne i dag og de kommende uger. Vi har ingen bagatelgrænse for gaver og ved, at selv en politisk ordfører i Danmark kan lande blødt efter tyrkiske foldoplevelser med fly og billet.

Gavegrænser

Man må have styr på modtagerne med gavegrænser og fuld åbenhed om partistøtte på både europæisk og nationalt plan.

Det er her, de etiske udfordringer ligger. Og Jack Abramoff blev jo ikke fældet i USA, fordi han stod i et register, men fordi hans milliongaver og de grådige politikere blev for synlige selv efter amerikanske målestok.

Foreløbig er der stærke holdepunkter for, at registret vil være mere bureaukratisk end demokratisk, og problemerne med købt indflydelse vil være de samme. Men Folketingets partier kan nu sige, at de gør noget.

Skeptikerne får poleret det odiøse skær over beslutningsgangen i Bruxelles, Ja-siden kan fortælle bekymrede vælgere, at de er foregangsfolk for demokrati og åbenhed.

Det er enten den højeste fornuft eller den forenede populisme, og det er faktisk Folketingets enstemmige underkendelse af det standpunkt, statsministeren har haft.

Enhedslistens Keld Albrechtsen ville for nogle år siden have statsministeren til at indskrive lobbyist-kontrollen i Forfatningstraktaten, men Anders Fogh Rasmussen (V) ville ikke være med, fordi "egentlig lovgivning vedrørende lobbyisters virksomhed kan imidlertid være unødigt komplicerende og må vurderes i forhold til grundlæggende demokratiske principper, eksempelvis foreningsfrihed".

Poul Smidt er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu