Læsetid: 4 min.

Løb, hvis du elsker

Katrine Wiedemann tolker Brecht på Det Kgl. Teater med foroverbøjede kroppe på flugt fra krigen - i fascinerende og forfærdende løb
21. februar 2006

Hun løber stærkt, instruktøren Katrine Wiedemann. I de seneste sæsoner har hun leget med sværvægtere som Ibsen (Nora), Shakespeare (Stormen), Euripides (Medea) og Andersen (Havfruen). Og nu har hun så også opsøgt det svære forhindringsløb af smerte og distance hos Brecht i Den Kaukasiske Kridtcirkel.

De passer godt til hinanden, Katrine og Bertolt. Brecht kræver Verfremdung og insisterer på, at tilskueren skal tænke og ikke bare lade sig rive med af følelserne. Tilsvarende skaber Katrine Wiedemann så stærk kropslighed i sine forestillinger, at replikkerne hele tiden løber omkap med skuespillernes stiliserede bevægelser. I Wiedemanns univers får tilskueren ikke lov til at snøfte uden samtidig at tænke.

Den kaukasiske Kridtcirkel fra 1944 er en grum historie om krig - og om de næsten uovervindelige forhindringer, som andre mennesker sætter for den, der insisterer på medmenneskelighed. Hovedpersonen er Grusche, der nægter at lade en fremmed baby ligge og dø, men tager den med sig på sin flugt. Den kaukasiske Kridtcirkel kan derfor kun spilles, hvis man har den helt rigtige Grusche - og ja, det har Det Kgl. Teater i Maria Rossing, der også her lyser op med sin sjældne, altfavnende aura af kærlighed og beskedenhed.

Grusche løber og løber, for scenografen Christian Friedländer har skabt det umenneskelige, Brechtske krigsland som tre løbebånd, der fylder hele den store Turbinehal. Kostumerne er nedtonet tyskerhørm fra 1940'erne - med klædelig fattigkjole til Grusche og slidt uniformslir for resten. Og lysdesigneren Edward Pierce har effektfuldt tilføjet krigsrædslerne nogle frostblå spots på en imaginær, skrøbelig bro over en hvidhvirvlende flod - og afbrændingsrødt til kanterne.

Flugtsymbolikken sætter sig hurtigt i tilskuerens krop, der læner sig forover sammen med Grusche. Åndedrættet retter ind efter fødderne, og hun skal løbe så forfærdeligt stærkt for ikke at blive rykket baglæns, denne Grusche. Og selv om spædbarnet blot er en dukke, virker det levende, sådan som Rossing skærmer dem med sit blik.

Janus Nabil Bakrawi, der endda med kort varsel har kastet sig ind i rollen som Grusches forlovede, soldaten Simon, udstråler noget af samme uskyldighedsrene naivitet som Rossing. Så Bakrawi og Rossing spreder overrumplende idealisme omkring sig - troen på kærlighedens sejr, lige et par timer midt i Danmarks blussende tegningskrig...

Flabet Olesen

Castingen til denne forestilling oser overalt af eksklusivt overskud. Flabet er det, når en Kirsten Olesen bruges til at spille sig-selv-nok-barnepige - vuggende med livstræt hals hen over barnevognen - og lige så vildt er det, når hun spiller ferm-og-rank svigermor med styr på både løgne og penge. Frækt er det, når en Jens Jørn Spottag det ene øjeblik spiller hjælpsom bonde med ensomme bukser - og det næste øjeblik en fordrukken overlevermunk.

Og overrumplende er det, når en Kurt Ravn både spiller sulten bryllupsgæst og den berygtede dommer Azdak, der sætter den værste prøve af alle: Hvis to kvinder begge hævder, at barnet er deres, må de bare stille barnet inde i en kridtcirkel og så flå hver sin del til sig...

Men alle i ensemblet kaster sig ud i krigshelvedet med indlevelse: Morten Staugaards forvrængede sanger, Henrik Prips skruppelløse krovært, Mikael Birkkjærs enfoldige politibetjent, Martin Buchs regelabsurde magtarving og Camilla Bendix' loyale veninde. (Den lille-men-for-store-dreng i rollen som barnet virker imidlertid kantet og overflødig; en dukke ville have mere sødme i dette rå univers.)

Ulidelig Gylling

Alligevel kunne det kongelige ensemble næppe klare sig uden talentimport af en outsiderstrigle som Tina Gylling Mortensen. Hun kan både spille ulidelig guvernørfrue og gudelig svigerinde, så de menneskelige vrangsider blinker i neon - og hun har den nødvendige, forstørrede krigsegoisme.

Spillerne er også stærke sangere, og Bent Clausen har arrangeret Paul Dessaus musik, så musikken brutalt-umærkeligt puffer handlingen videre med trommestikker i ryggen; Bent Clausen selv styrer slagtøjet, mens Charlotte Halbergs tværfløjte upatetisk indvarsler flugtens uundgåelighed.

Alt i alt demonstrerer Katrine Wiedemann det forbavsende ondskabsoverblik, som er en del af hendes særkende. Krigen bliver konkret i Wiedemanns teater. Alligevel ville iscenesættelsen følelsesmæssigt være ovre allerede efter første akt, hvis det ikke havde været for Kurt Ravns dommer, der spænder fra det psykopatiske til det sørgende; (en justitsskikkelse beslægtet med Henning Jensens dommer i Jokum Rohdes og Wiedemanns Pinocchios Aske - og dog helt sin egen i sin uberegnelige effektivitetstrang).

Kurt Ravn pisker sine ofre rundt med skarphed i læderstøvlerne, mens hans stemme trøster med blødhed. Ravn præsterer den skarpeste diktatorparodi og fanatikersatire: Denne manipulerede ravn ser og forudser alt. Det eneste, han ikke genkender fra sig selv - og som han derfor ikke kan forsvare sig mod - er uegennyttig kærlighed.

Indvendinger? Næ. Ikke ud over gennemførelsen af stykkets lidt altmodische og unødvendige slutmorale om kærlighedsbarn og gylden æra.

Taknemmelighed? Ja. For på nethinden er billedet af Maria Rossing, der løber foroverbøjet af sted med barnet: Billedet af kvinden, der løber stærkere, end hun i virkeligheden kan - fordi hun elsker.

'Den kaukasiske kridtcirkel' (1944) af Bertolt Brecht (1898-1956). Oversættelse (renhedsklar): Carl Nyholm (1963). Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Christian Friedländer. Lys: Edward Pierce. Musik: Paul Dessau. Musikalsk arrangement: Bent Clausen. Turbinehallerne til 8. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu