Læsetid: 4 min.

Løft med kunsten

4. maj 2002

I GÅR indviede Københavns Kommunes Vej- og Park-afdeling og Kvartersløft Femkanten et lille anlæg, Utterslev Torv. Utterslev torv er, som det beskrives på dagens kultursider, et eksempel på den nye genera-tion af integreret kunst.
Der var engang en flok unge, der ikke havde lyst til at dø i en krig, de ikke forstod. Derfor flygtede de til et land hvor der ikke var krig, og mødtes med andre unge, der heller ikke ville dø. Sammen lavede de en cabaret, hvor de klædte sig ud i fjollede dragter, slog på tromme og sagde vrøvlevers. Det blev øjeblikkelig en skandalesucces, så de fortsatte med flere forestillinger, et tidsskrift og en mængde uberegnelige udstillinger.
Da krigen var forbi rejste de hjem hvor de kom fra, eller ud til helt andre steder, og fortsatte med at fjolle rundt. De limede busbilletter sammen med ugebladsbilleder og tapetrester, de formede abstrakte skulpturer, de udgav politiske pamfletter og de skrev mærkelige bøger. De skændtes også indbyrdes og dannede fraktioner og sammenslutninger, der hed mærkelige navne.
Og så gik der noget tid, men så kom der nogle nye unge, og de syntes det hele var forfærdelig kedeligt og ubetydeligt, og selvom det kun var nogle få, ubemidlede og fortrinsvis sorte blandt dem, der skulle afsted og dø i en meningsløs krig, så var der mange flere end før, der var imod den. Det var næsten de fleste unge, der hellere ville høre musik, skrive skæve vers og lime billeder sammen af busbilletter og ugebladsklip.

VI HAR ALTSÅ at gøre med et helt almindeligt, gentagende fænomen. Ind imellem er der en generation, som synes det er vældig meningsfyldt at more sig, lave ballade, og selv skabe kunsten, uden indblanding fra skoler og kanon(er). Og selv om de hér er beskrevet som ukonventionelle oprørere, har Første Verdenskrigs dadaister, Anden Verdenskrigs kulturradikale og blomsterbørnene fra 1968 det tilfælles, at samfundet var med dem. Da krigene var overståede, blev både blomsterbørn, kulturradikale og dadaister til samfundsbærende autoriteter. Fordi de havde ret. De samfund, der førte krig, gjorde det af alle de forkerte grunde. De førte krig mod historien, og mod nutiden. Mod nationernes selvbestemmelse, mod demokratiet, mod friheden.
Men de boblende unge er stadig provokerende. I 2002 er der stadig nogle få, der mener, at dadaisterne ikke lavede kunst. Lidt flere, der mener, at de kulturradikale stadig er en trussel mod den borgerlige dannelse. Og mange, der mener, at blomsterbørnene ødelagde nationen og dens dannelsesgrundlag. Det er i sig selv underligt. Men det er langt mere underligt, at historien gentager sig. I dag har vi endnu en uforklarlig krig, endnu en flok utilpassede og modvillige unge, og endnu en omgang rytmisk musik, realistisk kunst og humoristiske vers. Det er måske ikke så mærkeligt, livsglæde er vel meget naturlig. Men hvordan kan det blive ved med at provokere?
Det kan det altså. For regeringens mest målrettede indsats er aflivningen af den uberegnelige, skæve og livsintegrerede kunst. Den, der fik penge fra Kulturfonden, Bypuljen og Kvartersløft. Den kunst, der foregår i medborgerhuse, i byens rum og som fotokopierede udgivelser. De forfatterskaber, der er så underlige, at der kommer under 5.000 kroner om året i bibliotekspenge
– Simon Grotrian er nævnt. Den arkitektur, der er så selvudslettende, at den kun finder sted, når det er nedslidte offentlige rum, der skal bearbejdes, som det
Utterslev Torv, der beskrives i dagens avis. Den billedkunst, der har det bedst, når den er i dialog med den virkelighed den repræsenterer, som da en gruppe unge kunstnere lavede et kunstcirkus og præsenterede det på Mozarts Plads.
Nogle borgerlige kritikere mener, at kunsten må kunne klare sig selv. Og de skal vide, at det kan den sagtens. Det er ikke kunsten, men samfundet, der taber, når man tror at kulturelle værdier kan opstå uden støtte og udenfor samfundets fællesskab.

Kunsten er altid en del af samfundet, og kunsten repræsenterer samfundet, hvad enten den vil det eller ej. Og det samfund, hvor kunstneren opfattes som en slags vild, uden ansvar, men med et stort produktionspotentiale, er et samfund der betragter hver enkelt borger som en civiliseret vild, der kan udnyttes til forskellige produktionsformål. Og regeringens kunstpolitik, der handler om at støtte de tunge institutioner og de enkelte kunstnere er netop en kulturpolitik baseret på den romantiske opfattelse af kunstneren som genial og gal.
De unge på flugt i Zürich, for godt 80 år siden, de unge på pot i San Francisco for godt 30 år siden, og de unge, der nu laver kunst i Vollsmose eller Nordvestkvarteret, har det tilfælles, at de drømte om en kunst, der var integereret i livsverdenen. De forestillede og forestiller sig, at det var muligt at lave noget betydningsfuldt, der henvendte sig til alle og enhver, uden at være gal eller genial. Noget, man umiddelbart kunne forstå. Derfor er det nærmest befriende klart, når regeringen smider den ud af virkeligheden og ind i ’avantgarden’, der er henvist til Kunstfonden og andre mæcener. Kunst er alt for farligt til virkeligheden i det borgerlige samfund.

mam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her