Læsetid: 2 min.

Løftebrud

21. januar 2006

Regeringen Fogh har præsteret en succes: Det er åbenbart lykkedes at overbevise befolkningen om, at politikere er bedragere. Som Venstres politiske ordfører siger: "Fleksible skatter betyder højere skatter. Det ved vi bare. Politikere vil altid kræve flere penge."

Og statsministeren brillerer med mistænkeliggørelse af sit eget fag: "Reformer plejer at komme som en tyv om natten." Fjendebillede er klart: Når politikere snakker, bliver vælgerne snydt. Først præsenterede Fogh en sygdom: Politisk handling som bedrag. Og bagefter kom medicinen: kontraktpolitik og skattestop. Man gør ikke bare, hvad man lover. Man lover også, at man ikke gør mere end det, man har lovet. Og eftersom enhver forklaring af omlægninger af skat må betragtes som løgn, er der ikke andet at gøre end 'stop' for stigning af alle skatter. Kommentatorer fremhæver Poul Nyrup Rasmussens brudte efterlønsløfte som urforbrydelsen: Det oprindelige synd, som al parlamentarisk politik herefter må forholde sig til. Nu måler vi politikernes kvalitet på deres evne til at holde løfter, og befolkningen er hele tiden potentielt offer for politikerbedrag.

Dansk Folkeparti har begået et andet paradoks i dansk politik: De taler 'ofrenes sag' på en måde, der fastholder de såkaldt 'ofre' som 'ofre': Her finder forurettethed og almindelig utilfredshed politisk afløb som vedholdende skepsis over for globalisering, dyrenes vilkår, 'kultureliten' og indvandringen. Men i sidste weekend annoncerede Kristian Thulesen Dahl, at partiet havde revideret sine strategi i forhold til velfærdsreformer: På trods af løfter om ikke at røre efterlønnen erklærede han partiet villig til at acceptere, at både efterlønsalderen og pensionsaleren blev hævet. "Løftebrud", udtalte FOA's formand Dennis Kristensen."Løftebrud" sagde Socialdemokraternes Lotte Bundsgaard og sammenlignede med urforbrydelsen: Nyrups løftebrud - selv om hun må vide, at Dansk Folkeparti ikke har statsminister-posten, og selv om hun ellers er imod kontraktpolitik. Med en dramatisk vurdering afslørede Villy Søvndal, at her var en sag for venstrefløjen: "Det største tilbagetog siden Dannevirke."

Thulesen Dahl har forklaret sine udtalelser med ræsonnementet: Dansk Folkeparti har ikke 90 mandater og må gå på kompromis for at komme med i forhandlinger. Og det er vigtigt at deltage, fordi regeringen og Socialdemokraterne ellers ville ødelægge efterlønnen. Ræsonnementet er diskutabelt, og motiverne åbne for psykologisk fortolkning. Men for en demokratisk betragtning er det storartet, at ofrenes parti bryder løftetyanniet og begynder at forklare politik.

Demokrati betyder sikring af privatpersoners rettigheder, men demokrati forudsætter også et offentligt rum, hvor privatpersoner som borgere kan mødes og diskutere fortolkning af rettighederne. Det kan kaldes en gammelliberal kulturkamp for regeringen at reducere demokrati til borgerens selvforsvar mod offentlige overgreb. Men i velfærdsamfundet lovgives i alle tilværelsens dimensioner og hvis borgeres skal være mere end ofre, kræver det offentlig diskussion af lovgivning og reformer. Løfter og kontrakter er for let og for lidt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu