Læsetid: 3 min.

Løfterne fra Doha

10. september 2003

DE MEST PESSIMISTISKE røster hævder, at det er knald eller fald for Verdenshandelsorganisationen WTO, når 146 lande fra i dag mødes for at forhandle i den mexicanske turistparadis Cancun.
WTO’s prestige står på spil. Efter det katastrofale sammenbrud i Seattle i 1999, mødtes landene sidste gang i Doha i 2001 kun et par måneder efter, at attentatet mod World Trade Center havde skrevet sit budskab med flammeskrift på New Yorks himmel. I Doha blev der afgivet løfter om, at nu var det udviklingslandenes tur. De tidligere handelsrunder havde liberaliseret på de riges præmisser. Nu skulle der ske noget til gavn for en mere lige og retfærdig verden.
Men løfterne fra Doha har været alt for længe om at blive indfriet. På visse områder er det endda gået i den stik forkerte retning, med øget amerikansk landbrugsstøtte som det mest eklatante eksempel. Og kun i allersidste øjeblik inden Cancun-mødet lykkedes det at indgå en længe ventet aftale, som giver udviklingslandene adgang til billig medicin, dog fortsat under en lang række begrænsninger.

HANDEL FORENER. Handel mellem lande og mennesker binder os sammen i gensidige interesser og afhængighed. Handel er grobund for fred og samarbejde mellem nationer, og intet kunne derfor være mere forfejlet end at kræve WTO nedlagt, sådan som en del globaliseringskritikere forfægter.
Tværtimod er WTO et potentielt demokratisk forum, hvor alle lande har én stemme hver, hvor beslutninger træffes i enstemmighed og hvor de fattige lande derfor har en reel mulighed for at få indflydelse. I WTO-regi kan udviklingslandene stå sammen om at forhandle fælles regler, der gælder for alle, og presse på for fælles indrømmelser fra industrilandene.
Udenfor WTO er hvert enkelt land overladt på nåde og barmhjertighed til at indgå bilaterale aftaler, hvor presset fra de økonomisk stærke partnere i nord kan være næsten uimodståeligt. Værtslandet Mexico er et skræmmende eksempel. Den ni år gamle NAFTA-frihandelsaftale med USA er et ulige partnerskab, hvor den stærke part hele tiden presser den svage. Hvorimod de nyligt afsluttede forhandlinger om fri medicin til aids-patienter i u-landene viser, at når store udviklingslande som Indien, Sydafrika og Brasilien står sammen, kan det lykkes at opnå indrømmelser et stykke henad vejen.

UDVIKLINGSLANDENE ER BEDRE forberedte og bedre organiserede denne gang end ved noget tidligere topmøde om verdenshandlen. Deres klare hovedmål er at afskaffe det absurde system af subsidier og tilskud på landbrugsprodukter, som smadrer mange ulandes økonomi.
De rige lande bruger mere end en milliard dollar om dagen for at støtte deres landbrug, eller seks gange mere end de giver i udviklingsbistand til den fattige verden, opregner en ny rapport fra den britiske hjælpeorganisation Oxfam. Bistanden til Afrika svarer til to ugers landbrugsstøtte i den rige verden. Den samlede landbrugsstøtte overgår indtægterne for de fattigste 1,2 milliarder indbyggere på denne klode.
Først støtter man landbruget med tilskud, der sætter priserne kunstigt op og genererer en overskudsproduktion. Dernæst støtter man endnu engang ved at give tilskud til eksport til dumpingpriser, der presser verdensmarkedsprisen i bund. Resultatet af hele denne galimatias er nød og elendighed for millioner af landbrugere i udviklingslandene.
Det drejer sig om ikke færre end tre milliarder individer – halvdelen af menneskeheden – der er dybt afhængige af, hvad de kan få ud af den jord, de lever på. Kun en ganske lille del af deres produktion går til det store verdensmarked, og alligevel er verdensmarkedet i stand til at smadre deres livsgrundlag og drive dem bort fra jorden.

MEN TOTAL FRIHANDEL er heller ikke noget ønskemål. Det vil blot kaste landbrugere i de fattigste lande ud i en dødbringende indbyrdes konkurrence. Frihandel kan også blive for meget af det gode, og ligesom vi i Europa ønsker at beskytte vore landbrugere og hele den kultur og livsform, der findes på landet, har udviklingslandene brug for tilsvarende muligheder for beskyttelse. Men det første nødvendige skridt er, at de uretfærdige og ødelæggende subsidier afskaffes. Er Cancun-mødet ikke i stand til at tage skridt i den retning ser det sort ud for enhver tanke om internationalt samarbejde og gensidighed.

ds

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her