Poul Behrendt manipulerer med kendsgerningerne i sin omtale af Knud Romers krænkelse af tidligere medborgere og barndomskammerater i Nykøbing F. Behrendt hævder at folkene protesterede imod bogen og at de jo først blev hængt ud i det øjeblik, de selv gik til offentligheden. Men for det første protesterede Nykøbingborgerne netop IKKE imod, hvad Romer skrev i sin bog. De erklærede tværtimod at han måtte skrive lige hvad han ville. Ingen anfægtede altså Romers ret til sin historie. Man protesterede ALENE imod at Romer efterfølgende i offentligheden hævdede, at det der stod i bogen faktisk var sandt og virkelig hændt.
Således er Nykøbingborgerne - også i modsætning til hvad Behrendt påstår - rent faktisk blevet hængt ud i et væk siden Den som blinker er bange for døden udkom. Bo Bjørnvig fordømte ved hele to lejligheder byen som tilbagestående - nemlig da han anmeldte Den som blinker er bange for døden og senere i sin hyldesttale, da bogen vandt Weekendavisens litteraturpris.
Og Romer selv fremsatte massivt krænkende og urigtige udtalelser om byen og dens borgere i alle medier - for eksempel i en timelang portrætsamtale hos Løkkegaard på P1. Her erklærer Romer at mobningen af moderen og ham selv virkelig er foregået og dernæst fortæller han at Nykøbing er en degenereret egn, hvor folk på grund af indavl generelt har mongolide træk. (Udsendelsen kan streames og aflyttes påP1's hjemmeside, hvis nogen finder dette svært at tro.)
Behrendt foretager i realiteten selv et overgreb på Nykøbings borgere ved sin forvanskning. Ikke mindst udtalte Behrendt i sin tid til Information at Nykøbings borgere i denne sag jo ikke var mere troværdige end Knud Romer. Sikke en meddelelse at give til mennesker, der er blevet misbrugt og træder frem for at protestere. Men virkeligheden er altså andet og mere end et akademisk cirkus!
Der er pokker til forskel på filmen AFR og sagen om Den som blinker er bange for døden. For ved AFR har instruktøren simpelthen lanceret filmen i offentligheden som en løgnehistore og det er alle derfor klar over.
Men Knud Romer har løjet for offentligheden om sin bog, så folk fejlagtigt har måttet antaget at det, der står i den virkelig er sket. Det har selv sagt gjort historien til en stærkere historie i offentlighedens bevidsthed, end den ville have været, hvis Romer fra begyndelsen havde lanceret Den som blinker er bange for døden som fiktion. Så ville man nemlig have fået øje på, at der var tale om en behændig men triviallitterær tåreperser.
Det kan imidlertid være svært at se i øjnene på det litterære parnas, som også hoppede på løgnehistorien og lod sig forblænde.
Romers bog er blevet overvurderet, hvilket er meget uprofessionelt af de der netop skulle være professionelle. Med dette erklærer man en hel egns befolkning for utroværdig.
Det kan ikke nytte at Behrendt i sin forhippelse over opdagelsen af ny tendens til opløsning af skellet imellem fiktion og virkelighed glemmer at man ikke derfor kan forskærtse pligten til at tale sandt i det offentlige rum. Selveste demokratiet hviler på den kontrakt. Det er et usikkert, skrøbeligt og sårbart fundament, javel. Men som vi ikke detsto mindre er helt afhængige af.
