Læsetid: 3 min.

Løgnen i Det Hvide Hus

30. oktober 2003

ET DEMOKRATI kan hverken ånde eller leve uden en fri presse. Denne fundamentale læresætning for folkestyret er blevet alvorligt kompromitteret i verdens mægtigste demokrati, De Forenede Stater, siden terrorangrebet den 11. september 2001. Amerikanske medier har desværre ikke udført den opgave, som er dem pålagt i forfatningen – at stå som garant for det frie ord.
I stedet har udenlandske iagttagere af amerikansk politik til deres store overraskelse oplevet en følgagtig holdning til præsident George W. Bushs regering. Det var på sin vis naturligt, at pressen udviste en vis tilbageholdenhed under og lige efter den tragiske bombning af World Trade Center i New York. Utvivlsomt kan enhver siddende præsident og hans regeringskabinet regne med en grad af loyalitet fra medierne midt i en krigs- og terrortid. Sådan er det. Men hvor lang tid skal der gå uden kritisk stillingtagen og ubamhjertig undersøgende journalistik?

I BUSH-ÆRAEN har tv, radio og den skrevne presse strakt sig uhørt langt. Man har ikke engang villet eller turdet fange præsidenten i åbenlyse løgne og udpensle bedraget for folket.
Tag affæren om masseødelæggelsesvåbnene. Bush fortsætter uantastet med at foregøgle amerikanerne, at Saddam Hussein var i besiddelse af ulovlige våben før Irak-krigen, og at våbeninspektør David Kay og hans team på 1.000 mand har fundet beviserne.
Eller sagen om Iraks bestræbelser på at indføre ubearbejdet uran fra Niger. Nuvel, Bush har indrømmet, at dette falsum ikke hørte hjemme i hans tale til nationen i januar. Men sikkerhedsrådgiver Condoleezza
Rice kan stadig påstå, at man i Det Hvide Hus ikke var klar over dokumenternes manglende troværdighed, skønt historien cirkulerede i regeringskredse et helt år forinden. Ingen i amerikansk presse griber hende i løgnen.
Et andet eksempel er vicepræsident Richard Cheneys postulat om, at Saddams Irak nærede forbindelser til Osama bin Ladens al-Qaeda-terrornetværk. Det er aldrig blevet bevist. Tværtimod har CIA flere gange udtalt, at der højst foreligger indicier. Alligevel lykkes det Cheney at levere løgnen uden politiske konsekvenser.

ALLE AMERIKANSKE præsidenter har fundet det svært at sameksistere med en fri presse, selv Bill Clinton. Mellem de to institutioner – den udøvende og den kontrollerende magt – har der traditionelt hersket en sær dynamik.
På den ene side forstår pressen, at den folkevalgte leder i en vis udstrækning har krav på at blive hørt i ucensureret form. På den anden side er der grænser for, hvor meget propaganda man vil acceptere.
I Ronald Reagans tid blev det en kunstform at iscenesætte dagens nyhed med photo-opportunities – billeder, som tv-stationerne ikke kunne dy sig for at transmittere. Alle efterfølgende præsidenter har fortsat og bearbejdet denne metode, men ingen har så brutalt og kynisk manipuleret med amerikanske medier som Bush-regeringen. Præsidenten, hans ministre og rådgivere har også konsekvent afvist at blive interviewet på tv-programmer, hvis tema kunne antyde en kritisk holdning til deres Irak-politik.
Under Bushs pressemøder, hvoraf han kun har holdt tre i år, kontrollerer hans medie-eksperter nøje, hvem der får lov at stille spørgsmål. Det sker ved, at præsidenten læser navne på journalister op fra en liste på hans podie. Rækkefølgen er stort set fastsat i henhold til journalistens loyalitet. På en pressekonference nogle få dage før Irak-krigens start bemærkede Bush selv, at seancen var iscenesat af hans hjælpere.

HVERKEN TV eller aviser har gransket nøjere i regeringens åbenlyse manipulering af medierne og den amerikanske befolkning. Tværtimod. Man skulle for eksempel tro, at den beskidte CIA-affære om højtstående regeringsembedsmænds afsløring af en Irak-kritikers hustru som hemmelig CIA-agent ville have sat pressen på den anden ende for at finde synderne i Det Hvide Hus.
Seks prominente journalister i Washington kender deres identitet. De modtog nemlig opringninger fra dem. Kan det virkelig passe, at disse vidner til en forbrydelse vil beskytte kriminelle, blot for at bevare deres troværdighed som beskytter af anonyme kilder? Hvorfor lækker en af de seks journalister ikke historien til en konkurrerende avis eller tv-station?
Mens vi venter på den kritiske journalistik, kan det konstateres, at præsidenters forsøg på at kontrollere og manipulere medierne traditionelt mislykkes i USA. Pressen var sen til at udfordre Joseph McCarthy under heksejagten på kommunister i 1950’erne, Lyndon B. Johnson under Vietnam-krigen i 1960’erne og
Richard Nixon under Watergate-affæren i 1970’erne. Men da det endelig skete, havde kejseren ikke noget på.
Hvornår bliver det George W. Bushs tur til at gå gennem mediemaskinen?

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu