Læsetid: 4 min.

Lønnen taler vi ikke om

Der går folk med røde og folk med hvide huer rundt og skærer grise op på Danish Crown i Oldenburg i Tyskland. Dem med de røde huer er polakker. Lønnen? Det taler vi ikke om - næsten ikke
30. april 2005

OLDENBURG - "Schön Arbeit," siger Wolislaw fra Kolobrzeg. Tysk taler han ikke meget af. Tolken, Marius, har ikke videre lyst til at sige noget, selv om den tyske sjakbajs har hentet ham til netop det og snerrer ad ham, at han skal. Det her er danske journalister, oversæt som du plejer for mig, lyder beskeden. Marius selv har været i Tyskland i fire år, deraf et år her i produktionen.

"Nogle af de andre polakker er kommet for seks måneder eller en halv måned siden," siger han.

Alle arbejder otte timer fem dage om ugen. I weekenden har de fri. Dem med de røde hårnet er fra Polen, dem med de hvide er et andet sjak, de er tyskere. Og lønnen?

Sjakbajsen udstøder en hurtig, benægtende lyd, allerede inden Marius har nået at se på ham. Samtalen er slut. Arbejderne med de røde hårnet går tilbage til deres svinekød. Det bliver leveret fra Danmark på såkaldte juletræer, en række kødkroge, hvor grise-forender hænger i lag.

Danish Crown har i alt 500 såkaldte kolonnefolk fordelt på to tyske virksomheder. De skærer kødet ud. I Oldenburg er der to sjak, et tysk og et polsk. De må ikke blandes, og forskellen holdes i hævd med farven af deres hårnet.

Udliciteret

Systemet fungerer ved, at Danish Crown bestiller et stykke arbejde hos en under-entreprenør, hvis folk udfører opgaven, nogle gange en polsk underleverandør.

I en ny del af virksomheden, der skal levere gullash og koteletter færdigpakket til detailhandlen, bliver der ansat egne folk. Men hele udskæringen er lagt ud til kolonnefolkene.

"Den udenlandske del af kolonnen er mest polakker," siger Jens Haven Christiansen, divisionsdirektør i Danish Crown.

De er ansat og arbejder efter polske vilkår. At de to hold er skilt ad, skyldes lovgivningen. Holdene kommer også fra to forskellige firmaer, forklarer Haven Christiansen.

At Danish Crown eller andre tyske virksomheder beder underleverandører om at tage sig af arbejdet eller henter medarbejdere i et vikarbureau, skyldes det ufleksible tyske arbejdsmarked, forklarer Torben Skou, administrerende direktør i Tulip.

Det er datterselskabet Tulip, der ejer fabrikken i Oldenburg. I Tyskland er det nemlig langt vanskeligere at fyre folk end i Danmark.

"Man kan ikke bedømme forholdene ud fra en dansk målestok. Det er en helt anden verden her. Sådanne sjak er ganske almindelige i Tyskland, det er noget, man bruger i stor udstrækning," siger han.

- Og lønnen?

"Det ved vi jo principielt ikke noget om," siger Jens Haven Christiansen. Danish Crown bestiller en ydelse og blander sig ikke i underleverandørens måde at levere på.

"Det rager ikke os," siger han.

Faktisk må de ikke engang tale med medarbejderne - kun med sjakbajsen.

Men Danish Crown har bestilt en rapport hos firmaet Deloitte & Touche, som skal kaste lys over forholdene. Den skal blandt andet vise, inden for hvilke rammer lønniveauet ligger.

I rapporten venter Danish Crown at få "ting at vide, vi normalt ikke må spørge om," siger Gudrun Andreasen, informationschef hos Danish Crown. Rapporten skulle have været færdig allerede og ventes snarest.

Timeløn på 37 kr.

I modsætning til alle andre vil den lokale fagforeningsmand i Oldenburg gerne snakke om de polske arbejderes løn og arbejdsvilkår.

"De får mellem tre og fem euro i timen (mellem 22 og 37 kroner). Jeg har været der, hvor de bor og spurgt dem. Nu må de ikke snakke med mig mere," siger Matthias Brümmer, lederen af fagforeningen Næring, Nydelse og Restauranter, NGG.

I denne del af Tyskland er det ellers almindeligt med mindst 75 kroner til ufaglærte og mindst 96 kroner for faglærte, ifølge Brümmer.

Polakkernes daglige arbejdstid er 10 eller flere timer, og det lader til, at de har fri om søndagen, fortæller Brümmer. Ifølge tysk lov må man højst arbejde otte timer, hvis man arbejder op til 10 timer, skal tiden afspadseres inden for et halvt år. I en pressemeddelelse fra Danish Crown fra slutningen af februar hedder det, at den mindste timeløn på fabrikken er 52 kroner.

Syv års forbud

Tyskland har ligesom mange andre EU-lande indført en syv-årig undtagelsesregel, der forbyder borgere fra de nye EU-lande at flytte frit - på trods af udvidelsen. Men en del af aftalen har indtil nu været muligheden for at købe tjenesteydelser med eksempelvis polsk arbejdskraft. Det smuthul skal nu lukkes, det bebudede den tyske regering for nogle dage siden.

"Forbundsregeringen vil ikke tillade, at undtagelsen bliver omgået ved at misbruge friheden til tjenesteydelser eller falsk selvstændighed. Det må og vil vi ikke tillade," sagde den tyske erhvervsminister, Wolfgang Clement.

Matthias Brümmer tvivler på, at den foreslåede ændring alene er nok. Der er også behov for en lovpligtig mindsteløn, at kontrollere de sociale forsikringsordninger til polakkerne, at melde de udenlandske sjak til det tyske folkeregister, så længe de er i byen, og ikke mindst: At øge kontrollen på arbejdspladserne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu