Læsetid: 4 min.

Et løsnet bånd

2. maj 2005

Taktak, tak, taktak tak.

Tiden er blevet næsten, umærkbar i den trange kupe, hvor både Isabel selv og ungerne er faldet i søvn til togstammernes rytmiske vuggen. Uden for glider Bulgarien forbi, om få timer vil de være i Sofia.

For et døgn siden stod de på toget i Fredericia. Turen havde været planlagt længe. Isabel havde overvejet destinationen mange gange. Tyrkiet? Marokko? Kroatien? Hvor tager man hen med tre børn på henholdsvis 13, 10 og syv år?

At deres far, Lars, skulle med på rejsen var usikkert, dengang hun bestilte rejsen. Lars kom ud fra behandlingsstedet Freedom House i Stubbekøbing i februar. Han var clean. Ikke flere piller, ikke mere heroin, ikke flere øl. Men Isabel turde alligevel ikke satse på noget, da billetterne skulle købes, det var jo ikke første gang, Lars var blevet clean. Ikke første gang han var kommet ud fra et langt døgnophold på en behandlingsinstitution med nyt mod på livet. Så Isabel indstillede sig på måske at rejse alene.

Præcist hvor alene, hun ville komme til at rejse, havde hun ingen anelse om, da hun købte billetterne. For Lars er død. Og når de kommer hjem fra Bulgarien, skal de begrave ham.

Nu er Isabel er helt alene i verden med tre børn. Hendes hoved er ét stort virvar af tanker. Hvordan skal hun nogensinde kunne klare det her? Hvordan skal hun håndtere sin vrede, sit raseri over at han kunne finde på at tage en overdosis? Samtidig emmer en sønderknusende sorg i hende. Hun har kendt ham i 13 år, og trods hans massive svigt elskede hun ham. Hun ønskede kun det bedste for ham.

Dagen forinden de stod på toget i Fredericia, så hun ham for sidste gang.

Først ønskede hun ikke at se ham mere. Aldrig igen. Men Ingrid Thiesen, Idas klasselærer, der har for vane at læse for de døde, fik hende til at ombestemme sig.

"Ved du man kan læse for de døde? Hvis du vil, tager vi sammen ned på hospitalet og læser for Lars," sagde Ingrid Thiesen.

At læse er en måde at følge den afdøde af sted på - og sige ordentligt farvel.

Ingrid Thiesen læser for de døde, fordi hun tror på, at den afdøde er i stand til opfatte, hvad der bliver sagt de første tre dage efter, døden er indtruffet: I løbet af tre dage løsner livet sig gradvist fra den fysiske krop, og den døde oplever sit livstableau i omvendt rækkefølge. Ved nøje iagttagelse kan man se, hvordan den dødes ansigtsudtryk faktisk bliver mere 'ungdommeligt' på tredjedagen, fortalte hun Isabel.

Trods sin vrede over at Lars kunne finde på at tage sit liv og efterlade sine tre børn bag sig, fik Isabel lyst til at sige ordentligt farvel til ham.

Da de kom ned på hospitalet var Lars blevet flyttet ned i en seng i kælderen, og der var tændt stearinlys i rummet. Ingrid Thiesen læste højt fra Johannes Evangeliets kapitel 16, 17 og 18, hvor Kristus taler om sin bortgang.

Isabel er ikke særligt kristen. Men at høre Ingrid Thiesens stemme læse op af Johannes Evangeliet gjorde hende godt.

Da hun forlod kælderen, var hun glad for, at hun tog derhen. Lars var lidt skrammet i ansigtet fra faldet, men han så fredfyldt ud. Hun havde brug for at se ham sådan.

I fred.

For fred har Lars manglet, ved hun. Det tænker hun over, mens toget snor sig ned gennem Bulgarien.

Nogle gange kan et menneske bare ikke mere.

Nogle gange har livet gjort for ondt for sidste gang.

Selvom mange tror, at narkomaner er forråede sjæle, ved hun bedre, hun ved, at Lars bar på en giftig smerte. En smerte der blev større og større for hver gang, han faldt i efter at have lovet sig selv aldrig mere at lade sig æde op af sine dæmoner; for hver gang, han igen blev beboer i Ingenmandsland - det ensomste sted i hele verden.

For når et menneske først én gang har været stoffri, ved han noget, han ikke vidste før. Han ved, hvor ulidelige narkomaner er: Det er altid de andres skyld, sagsbehandlerens, naboens, forældrenes, vennernes. I begyndelsen af en aktiv periode kan en narkoman måske undgå at blive smittet af bitterheden, men efter et stykke tid bliver han ramt.

For som narkoman har man har ikke andre at være sammen med end andre misbrugere. Hverken ens gamle venner eller familie kan holde ud at være sammen med en, fordi det eneste, man kan koncentrere sig om, er det næste fix. De cleane narkomaner og støtter fra NA-gruppen vil heller ikke være i ens selskab, fordi de skal beskytte sig selv fra selv at falde igen.

Så langsomt begynder giften at sive ind, man begynder selv at snakke bullshit, brokke sig og være ulidelig. Langsomt forvandler man sig til én af dem. Og langsomt erkender man magtesløst, at man igen har tabt kampen og er blevet det monster, der gør alle dem ondt, man allerhelst vil værne om. Sine børn.

Da slutter verden.

Da mister man det sidste for sig selv.

Da giver man op.

Og så sætter man sig måske på en bænk i Skurvognen i Fredericia garderet med hele tre sprøjter og tænker, at det eneste, jeg har tilbage at kunne gøre for jer, er at forsvinde helt ud af jeres liv.

Mens Bulgarien pisker forbi vinduet, har Isabel småsovet, mens hun tænkte, og hun kan pludselig ikke finde ud af, om det var en drøm, hun lige havde, eller om Lars faktisk stod her i kupeen.

"Nu skilles vore verdener, Isabel."

"Nej, Lars, vi to vil jo altid være forbundet med hinanden, vi har jo børnene sammen."

"Du tager fejl. Engang var vi forbudne, men båndet løsnes nu."

Og så går han.

Bare sådan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her