Læsetid: 7 min.

Løven og hjertet

Måske vi skulle overveje et nyt rigsvåben, hvis mentaliteten ikke ændrer sig. Om angsten som politisk drivmiddel og en appel til den borgerlige anstændighed
20. oktober 2006

I de forgangne uger nåede dansk indvandrer- og flygtningepolitik et hidtil uset lavmål, hvilket efterhånden siger ikke så lidt. Dansk Folkepartis Ungdom var på sommerlejr, og her fik man som bekendt bl.a. tiden til at gå med nogle tegninger, som pludselig kom til offentlighedens kendskab. Så kunne verden betragte bidraget til debatten fra ungdomsafdelingen hos regeringens støtteparti i form af et Muhammedbillede af en kamel med pukler af ølflasker og med en bæ ud af rumpen - værsgo, her har I jeres profet - fuck jer! Og ventede man en afstandtagen til plathederne fra moderpartiet, ventede man forgæves. Et godt grin over de mærkelige muslimer er nu engang vores demokratiske ret og udtryk for vores ytringsfrihed, sagde ledelsen mere eller mindre direkte.

Nu kan man som bekendt diskutere, hvorvidt en karikaturtegning skal være en væsentlig nyhed eller ej. Den skal jo ikke være det hver gang, der kommer en ny. Jeg mener, det afhænger af, hvilket niveau tegningen ligger på, og af hvilket formål tegningen tjener. Når det drejer sig om at håne andres religion, mener jeg egentlig ikke, det burde være så vanskeligt at dømme niveauet under lavmål. Det er for infantilt at hævde, at en fladpandet nedgøren af andres religiøse følelser er udtryk for en meningsfyldt provokation. I stedet er det dansk, når det er dummest; en provokation for provokationens egen skyld og en rækken tunge af andre for lige at markere, at det skal vi sgu ha' lov til. Den slags er dansk politik ganske præget af for tiden, og det var ikke spor urimeligt, at EU-kommissionens næstformand, Franco Frattini kaldte de nye tegninger for en "nytteløs provokation" og dermed viste en noget dybere forståelse af begrebet provokation end Søren Espersen, som i interviewet i Informations seneste weekendudgave udtrykte, at det var fedt at lave provokationer for provokationens egen skyld.

Primitivt menneskesyn

Nu er det afgørende imidlertid ikke, at Dansk Folkeparti for Gud ved hvilken gang demonstrerer deres foragt for alt, hvad der er anderledes end flæskesteg og rødkål. Det afgørende er snarere, hvor længe den endnu klart tænkende del af Venstre og Konservative vil blive ved med at benytte Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag.

For det må efterhånden blive klart for de to partiers medlemmer og vælgere, at de netop overståede episoder ikke bare handler om for og imod et par fulderikkers tegninger på en ungdomslejr. Det handler også om at udtrykke og fremføre et menneskesyn, som bliver stadig mere primitivt og afstumpet. Et menneskesyn, jeg nægter at tro, er i overensstemmelse med det, der må ligge i baghovedet på Venstres og Konservatives medlemmer.

Det væsentlige spørgsmål er således, hvornår man i de to regeringspartier får en så dårlig smag i munden, at man søger flertal til anden side og isolerer Dansk Folkeparti med deres primitive syn på alt, hvad der er anderledes.

Ved fortsat at give DF, hvad det vil have, og dermed indkassere en tilsyneladende grænseløs understøttelse af regeringen og dens ministre, sanktionerer man i regeringen indirekte et menneskesyn, som tilsyneladende ikke kender nogen nedre grænse. Hvad der for få år siden var den etiske minimalkonsensus, er i dag flyttet længere ned, end de fleste kunne drømme om. Det afspejler sig i synet på de anderledes, og det afspejler sig i kravene til, hvordan vi behandler de anderledes, herunder flygtningene.

Og mønstret, metoden, som dette menneskesyn udvikles efter, synes at aftegne sig stadig mere tydeligt. Også dette mønster burde få den anstændige del af det borgerlige til at reagere. Et mønster, hvor man finder en syndebuk, og hvor man takket være det unuancerede finder svar på alle de problemer, man slås med i det daglige.

Hvor befriende må det således ikke være for en folkepartist at kunne se, at vi kan samles om at finde de skyldige for den angstskabende situation, vi efterhånden har fået? Netop angsten forekommer at være et af de vigtigste elementer i jagten på de anderledes.

På en måde er reaktion forståelig, om end den ikke er acceptabel. I et samfund, hvor de stærkeste overlever og hvor de svage, dem, der ikke tilhører den 'kreative klasse' eller 'de omstillingsparate', må se sig sat mere og mere agterud, opstår hurtigt en angst og en frustration.

Angsten bliver ikke mindre, når en ny mennesketype indtager den dominerende placering i samfundet. En type, som af den tyske samfundskritiker og redaktør Marion Gräfin Dönhoff træffende er blevet kaldt for "homo oeconomicus". Dermed menes den, som måler alting efter, om det gavner ham selv. Den, der spørger efter, hvad der 'er i det for mig', den, som ser andre som middel til egen vinding frem for som mål, og som dermed forbryder sig mod Kants fundamentale påpegning af, at et samfund ikke kan hænge sammen, hvis man betragter andre som et middel og ikke som mål. Et samfund, hvor grådighed og hensynsløshed spiller en større og større rolle.

Bolværk mod angsten

I den situation er det ikke så mærkeligt, at nogen vil fastholde det vante og det velkendte og dyrke nostalgien frem for at tænke fremad. For dermed er der tilsyneladende et bolværk mod angsten. Det er en skinløsning, men den, der er angst, sanser som bekendt sjældent det ensporede ved de lette løsningers fællesskab. Den angste vil søge efter syndebukke uden nogen nærmere trang til at analysere det rimelige i en sådan tendens. Og i denne tilstand er det ikke så vanskeligt at sætte menneskelige hensyn og almindelig anstændighed over styr. "Kærlighed gør blind," siger man. Det er muligt, men angst gør det endnu mere, og når angsten bliver det styrende, lurer de katastrofale politiske konsekvenser lige om hjørnet.

Vi har ellers nok, der skulle minde os om, at der bør være pejlemærker i vores tilværelse end angsten. Det er muligt, nogen synes, at et våbenskjold hører til det mere anakronistiske. Men for mig at se ligger der en stor klogskab i, at der i vores våbenskjold er løver og hjerter. Det har altid forekommet mig at være en rigdom ved den nationale selvforståelse, at man sætter idealet op som en kombination af de to ting: Løven, som symbolet på modet, og hjertet som symbolet på kærligheden. Med det som pejlemærker skulle det ikke kunne gå helt galt. Den slags leder nemlig ikke til nationalisme eller andre perverteringer af kærligheden til ens land og dets historie. Det peger i stedet hen på en besindelse på det bedste i vores historie.

Men hverken modet eller kærligheden er i højsædet for tiden. Det er i stedet den mentalitet, som lukker sig om sig selv, og som lukker øjnene for de etiske pligter for dermed at opretholde illusionen om, at hvis vi bare holder det fremmede og anderledes væk, skal vi nok finde sammen igen og alt vil blive godt.

Hvis den mentalitet ikke ændrer sig, skulle vi overveje et nyt våbenskjold. Så skal løverne og hjerterne måske udskiftes med et par juleplatter og et billede af Morten Korch, for at ramme den rette nationalkarakter.

Egentlig vil vi det jo ikke sådan, de fleste af os. Hverken i den venstreorienterede flok eller i den borgerlige floks flertal. Det vidner nogle initiativer om, som siger fra over for den umenneskelige flygtningepolitik. Som da en gruppe borgere i Gl. Rye tidligere på året protesterede over udvisningen af en 63-årige syg iransk flygtning. 500 underskrifter blev samlet, hvilket svarede til samtlige husstande i byen, for at protestere mod de regler, der med valgmenighedspræsten Aage Augustinus' formulering gjorde humanitet og menneskeværdighed til "abstrakte skrivebordsbegreber". Eller tænk på den reaktion der kom i den danske befolkning, da det blev skildret, hvorledes børnene lever i de danske flygtningecentre. På det seneste viser selvmordstallene for asylsøgere, hvilke forhold vi byder dem, som har måttet forlade deres hjem for at flygte til et land, hvis eksistens de måske knap nok kendte til.

Den lille ondskab vokser

Og så er spørgsmålet: Hvor umenneskeligt kan man i regeringen tillade samfundet at blive? Hvornår er det nok? Medmenneskelighed og almindelig anstændighed er blevet latterlig, og den lille ondskab vokser sig efterhånden stærkere og stærkere. Nogen vil måske mene, at det er for store ord at bruge i den her sammenhæng. Men jeg vil erindre om, hvad den tyske teolog Helmut Thielicke engang påpegede. Kort efter krigens afslutning holdt han nogle bibeltimer i ruinerne af Michaeliskirken i Hamburg. I en af timerne talte han om, at når ondskaben udfolder sig, begynder den ikke med at byde sig til som ondskab. Den begynder med noget, som for så mange synes tilforladeligt. Ondskaben byder sig til i skikkelse af rollen som godhed, som beskytter mod farer og fremmed okkupation af vores eget. Man kunne fortsætte tanken ved at påpege, at den også virker ved at dele alting op i de banale generaliseringer som 'dem og os', ved at fortrænge enhver rimelig målestok og i stedet male en vis herre på væggen som trusselsbillede. Og den indebærer som regel også altid en dyb foragt for andres ret til at beholde det, der for dem er helligt, inden for en ukrænkelighedszone.

Det sidste er det så, der er kommet i fokus lige nu. Og derfor handler det her ikke bare om et par tegninger af nogle fulderikker. Det handler om et symptomatisk udtryk for en foragt, som efterhånden har vundet mere og mere indpas hos os. Den har altid ligget og luret, foragten for det anderledes, men den har i lange tider været tæmmet. Det er den ikke længere.

Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken

Kronikken lørdag: Lars Qvortrup om to slags sammenhængskraft

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu