Læsetid: 5 min.

Lolland som republik?

20. august 2005

Det er ude med os. Med os der bor på Lolland og Falster. Os på Falster ligger lidt i læ af Sjælland, som vi sommetider ligner til forveksling, men for lollænderne ser det virkelig sort ud. De sidste mange, mange år har forskellige undersøgelser, den ene efter den anden og næsten enslydende, kunnet konkludere, at lollændere er dummere, dårligere uddannede og ikke mindst mere fattigere end resten af danskerne. De' gonnok ik' så got, som de selv ville sige på deres smældende egnsmål. Men det er skam ikke det hele. Udover selv at være håbløse er de også losseplads for landets bedrestillede kommuner, der bestikker deres lokale tabere og sociale klienter med klingende mønt for at få dem til at tage ned til Lolland, hvor de uden besvær vil falde godt til hos de lokale, der jo også i vid udstrækning lever af kontanthjælp. Imens kan de bedrestillede kommuner så føle sig lidt mere clean for hver "problematisk" familie, man således skaffer sig af med. Lidt i samme stil, og for nu at blive i den begyndende billeddannelse: Lolland er blevet et stort, bundløst territorium for de af vore medborgere, der er Nee Blankes.

Men står det nu også så galt til? Foreningen af Eksklusive Klummeskrivere (stiftet telefonisk af Weekendavisens Lars Bukdahl og nærværende) forudsætter naturligvis streng saglighed af sine to medlemmer, men det må vel være tilladt at gøre en enkelt undtagelse: nærværende eks-lollænder (17 år) har en udtalt svaghed for den flade ø med de uærbødige, fandenivoldske beboere. Derfor kan han ikke lide det ry den har fået, han hader de fjogede grin hos folk, der - uden at kende noget som helst til øen - uden videre går ud fra, at den er bunden af alting. Lolland er nu engang andet og mere end den årlige sukkerroehøst, svømmepigen Mette Jacobsen, jammer og elendighed, kontanthjælp og små børn der skal have udvidet specialundervisning for at kunne læse og skrive.

Lolland - og lollænderne - er også en af de sidste bastioner af djærv fællesskabsfølelse, ligefremhed og en umiddelbar accept af folk, der er selv nok så spættede og spraglede. Man kan vel sige det på den måde, at lollænderne tager bedre imod de "problematiske" familier fra resten af landet end resten af landet i grunden har fortjent. Især i betragtning af, at resten af landet tilsyneladende ikke bekymrer sig det mindste om Lolland.

I Nykøbing Falster kan man uddanne sig til pædagog. Det er den højeste uddannelse det er muligt at få på disse kanter. Dvs. at unge, der f.eks. vil på universitetet, nødvendigvis må forlade fødeegnen. Alle ved, at det kun er meget få af dem, der efter endt uddannelse kommer tilbage. De, der bliver, udgør en sjældent homogen befolkningsgruppe. Bortset fra et lille borgerskab af gymnasielærere og embedsmænd består Lollands befolkning især af håndværkere, faglærte og ufaglærte, mindre selvstændige - og så selvfølgelig bønder og en lille klat godsejere. Det adskiller øen fra stort set hele resten af landet, hvor det efterhånden er middelklassen, der dominerer. Og eftersom middelklassens værdier er de eneste, der rigtig betyder noget i dagens DK, er Lolland selvfølgelig så langt fra at være fashionabel som overhovedet muligt. Ikke engang som sommerhusområde gør øen sig gældende. Der er smuk natur, skov og især strand. Husene er endda billigere end de fleste andre steder. Men nej, Lolland, det er ikke rigtig noget. Det er ikke til at vide, hvad det skyldes, men det giver vel ingen status at invitere familie og venner ned til sommerhuset ved Nysted?

Man kan undre sig over at et land, der i forvejen er så lille som vores, overhovedet tillader, at der opstår afkroge og udkanter. Man skulle tro, der var god brug for hver eneste kvadratkilometer dansk jord.

Lollandske lokalpolitikere og erhvervsfolk har da også råbt op i årevis. Giv os offentlige arbejdspladser, råber de. Læg statslige institutioner herned! Hvad bestiller Landbohøjskolen på Frederiksberg? har de spurgt. De råber og skriger, søsætter velgennemtænkte reklamekampagner, lader producere turistfilm om områdets fortræffelighed. Det har alt sammen ikke hjulpet en skid - eller i alt fald kun meget lidt. Det er ganske vist ikke helt uforskyldt, for man har lidt for tit valgt den 'markedsføringsstrategi' simpelthen at benægte at der overhovedet er sociale problemer af betydning hernede. Og det er der jo. F.eks. fjernede man engang, man skulle optage en film, de sædvanlige bænkebidere - med Bjørnebryg og Schæferhunde og det hele - fra deres pladser ved Kragenæs havn, hvor der bestemt er vældig pænt. Men alle der kender Kragenæs havn vidste jo, at der manglede noget. Og folk udefra, der måske blev lokket til stedet efter at have set filmen, ville straks kunne se, at filmen nok gav lidt for meget af et glansbillede af den lollandske virkelighed.

Men det er nu især det øvrige lands mærkeligt hovmodige ligegyldighed over for Lolland, der får tilstanden af deroute og forfald til at fremstå som uafhjælpeligt fastfrosset. Ligegyldigheden er senest kommet til udtryk for ganske nylig, hvor rederiet Scandlines har meddelt, at det opgiver - af økonomiske grunde - at besejle ruten Tårs-Spodsbjerg, altså færgen mellem Lolland og Langeland. Og dermed, som de vittige siger, også lukker for flugtvejen til Jylland - via Langeland og Fyn. Den anden flugtvej, mod København, har været lukket længe på grund af ejendomsprisernes himmelflugt.

Dog: Indtil videre er staten forpligtet til at føre ruten videre. Man må prøve at finde et andet rederi, der vil påtage sig sejladsen. Men der er ting, der skal og må drøftes. Praktiske ting. Derfor har borgmestrene fra hhv. Ravnsborg kommune på Lolland (hvor Tårs ligger) og fra Rudkøbing bedt Folketingets trafikpolitikere om et møde. Det blev da også aftalt, men aflyst i sidste øjeblik. På grund af for ringe interesse, mener de to borgmestre. De er dog høflige nok til at tilføje, at aflysningen naturligvis kan skyldes at Christiansborgpolitikerne har særligt travlt netop på denne tid af året.

Ja, hvad skal man sige? Fornemmelsen af ikke at være vigtig nok er temmelig markant på Lolland - og også på Falster, i øvrigt. Og ikke kun blandt de lokale politikere, bestemt også vidt og bredt i den lokale befolkning. Sådan var det allerede i forvejen, men er afgjort ikke blevet mindre de sidste par år, hvor de mere og mere indbildske regeringspartier, m. vedhæng, ellers bralrer op om, hvor fortræffeligt det går for landet.

Når man er udenøs tilflytter, som klummeskriveren, der endda er fraflyttet til Falster i mellemtiden, er man selvfølgelig ikke den, der skal komme med alt for mange bud på en endelig løsning på Lollands problemer. Men når folkestyrets mænd og kvinder ikke engang gider snakke med vore folkevalgte hernede, strejfer den tanke unægtelig én, at det måske ville være en vældig god idé, hvis Lolland udråbte sig selv til selvstændig republik?

Spørgsmålet er selvfølgelig om resten af landet overhovedet ville lægge mærke til det, hvis det skete. Før den dag man igen har brug for at eksportere sine sociale problemer.

weekend@infrmation.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu